01.
Case

”De ramte os med bjælker på benene og i hovedet”

En serie af racistiske angreb på romaer har fundet sted i byen Etoliko i det vestlige Grækenland. I august 2012 og igen i januar 2013 blev romaer angrebet i deres hjem, hvor de ud over at blive skræmt fik ødelagt deres ejendele. Angrebene menes at være organiseret af medlemmer af Grækenlands ekstreme højreorienterede parti Golden Dawn.

Efter de racistiske angreb blev nogle af romaerne sårede, og flere måtte flygte fra deres hus i frygt og kunne først vende tilbage flere måneder senere.

En eftermiddag den 13. oktober 2012 gik den 35-årige Parakevi Kokoni til centrum af landsbyen for at handle. Hun var sammen med sin dengang 11-årige søn, og Kostas, som er hendes mentalt handicappede 23-årige nevø. Paraskevi fortalte Amnesty International, at da de var ved at passere bytorvet, blev hun genkendt af en mand på en nærliggende café. Manden identificerede hende som svigerinde til en lokal romaleder. Herefter løb seks-syv mænd ud af caféen og angreb dem. Paraskevi siger, at hun og nevøen blev sparket, skubbet og slået med kæppe, som mændene havde hentet fra en landsbil i nærheden. Hun fortalte Amnesty International:

”To af mændene gik efter mig og resten af dem skubbede og sparkede Kostas. Jeg råbte om hjælp men der var ingen, der kom os til undsætning… På et eller andet tidspunkt lykkedes det mig at slippe væk. Jeg greb ud efter min søn og flygtede, men de havde stadigvæk min nevø.”

Hun gik hen på den lokale politistation for at bede om hjælp. Hun fortalte politibetjenten, at hun var blevet overfaldet, og at hendes nevø var i fare. Til Amnesty fortalte hun, at politibetjenten sagde, at der ikke var noget, han kunne gøre, og at han var bange for at gå alene hen til bytorvet. Han ringede efter forstærkning, hvorefter to andre betjente ankom, og tog hen til dér, hvor angrebet fandt sted. Men på det tidspunkt var der ikke nogen tilbage, og politiet kørte Paraskevi hjem. I mellemtiden havde hendes mand fundet Kostas, der lå bevidstløs på gaden. Både Paraskevi og Kostas havde behov for behandling på hospitalet for deres skader. Ifølge Paraskevi og hendes mand havde en betjent sagt til dem: ”Sagde jeg ikke, at I skulle forlade byen? Her er ikke sikkert for jer at være”.

”Politiet beskyttede os ikke. Vi forlod Etoliko og flyttede til Patra, vi forlod vores hjem og bor nu til leje. Mine børn vil ikke tilbage til huset, fordi de er bange. Det er mit hjem, men jeg ønsker heller ikke at tage tilbage, jeg er bange…hvorfor skulle jeg tage tilbage, så de kan slå mit barn ihjel?” - Paraskevi Kokoni

I november 2014 blev tre mænd anklaget for grov vold begået mod Paraskevi og hendes nevø. De tog dog ikke hensyn til de tidligere racistiske angreb i Etoliko, og Amnesty International er bekymrede for, at efterforskningen ikke tog højde for et muligt racistisk motiv.