Transkønnede, der søger behandling hos Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, bliver mødt med skepsis og skal gennem et udredningsforløb, der let kan vare flere år, før de – måske – bliver godkendt til hormonbehandling og operation.
Aske er lige fyldt 18, da han i 2013 tager kontakt til Sexologisk Klinik for at få opfyldt sit mangeårige ønske om at ændre køn. Han møder et tungt og fordomsfuldt system, som lader ham vente i månedsvis, udspørger ham om hans seksualitet og konstant udfordrer hans selvbillede.
”Jeg viste dem et billede af mig, fra da jeg gik i femte klasse. På billedet har jeg langt, lyst hår og en grå Nike sweatshirt på. Dét billede bruger behandleren som bevis på, at jeg ’er et meget feminint barn’, og derfor har en kvindelig kønsidentitet”, fortæller Aske, som lige siden barndommen har haft tanker om sit køn og sin identitet.
Da han som 15-årig starter på efterskole, tager han de første skridt i retning af at efterlade sin identitet som pige.
”Jeg bad mine venner om at holde op med at referere til mig som ’hun’ og ’hende’. Det provokerede mig. Jeg bad dem om kun at bruge mit navn. Men efter et stykke tid var det ikke nok. Jeg blev irriteret over at høre mit navn. Jeg syntes, det var tøset, og kunne ikke genkende mig selv i lyden af det. Derfor bad jeg folk om at kalde mig noget kønsneutralt som ’hen’. Samtidig fortalte jeg en ven, at jeg gik med tanker om at ændre min krop”.