Transkønnede Værdighed LGBTI Pride

20-årige Askes møde med Sexologisk Klinik har været en lang og opslidende kamp for retten til at bestemme over egen krop
01.
Askes historie

Transkønnede, der søger behandling hos Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, bliver mødt med skepsis og skal gennem et udredningsforløb, der let kan vare flere år, før de – måske – bliver godkendt til hormonbehandling og operation.

Aske er lige fyldt 18, da han i 2013 tager kontakt til Sexologisk Klinik for at få opfyldt sit mangeårige ønske om at ændre køn. Han møder et tungt og fordomsfuldt system, som lader ham vente i månedsvis, udspørger ham om hans seksualitet og konstant udfordrer hans selvbillede.

”Jeg viste dem et billede af mig, fra da jeg gik i femte klasse. På billedet har jeg langt, lyst hår og en grå Nike sweatshirt på. Dét billede bruger behandleren som bevis på, at jeg ’er et meget feminint barn’, og derfor har en kvindelig kønsidentitet”, fortæller Aske, som lige siden barndommen har haft tanker om sit køn og sin identitet.

Da han som 15-årig starter på efterskole, tager han de første skridt i retning af at efterlade sin identitet som pige.

”Jeg bad mine venner om at holde op med at referere til mig som ’hun’ og ’hende’. Det provokerede mig. Jeg bad dem om kun at bruge mit navn. Men efter et stykke tid var det ikke nok. Jeg blev irriteret over at høre mit navn. Jeg syntes, det var tøset, og kunne ikke genkende mig selv i lyden af det. Derfor bad jeg folk om at kalde mig noget kønsneutralt som ’hen’. Samtidig fortalte jeg en ven, at jeg gik med tanker om at ændre min krop”.


Mødet med Sexologisk Klinik

I sommeren 2013 gennemgår Aske et udredningsforløb hos CCC klinikken i København og er tæt på at realisere sin drøm om kønsskifte. Efter to psykologsamtaler konkluderer klinikken, at Aske rigtigt nok er transperson, og han aftaler en dato for igangsættelsen af den hormonbehandling, som kan bringe ham tættere på ønsket om en anden krop. Aske er glad og forventningsfuld, men kort efter indfører Sundhedsstyrelsen nye regler for behandling af danske transkønnede, og Aske er pludselig kastet tilbage til start.

Rigshospitalets Sexologisk Klinik får monopol på udredningsforløb og behandling af transkønnede, og CCC klinikken, som i 30 år har arbejdet med transkønnede, får pludselig forbud mod at indlede hormonbehandling af nye klienter. Fordi Aske ikke når at komme i gang med sin hormonbehandling, inden reglerne ændres, skal han igennem et nyt udredningsforløb. Denne gang på Riget.


”Forskellen på de samtaler, jeg havde med psykologen på CCC klinikken, og dem, jeg har med personalet fra Sexologisk Klinik, er gigantiske. Hvor jeg i mit første forløb blev mødt med respekt, interesse og forståelse, oplever jeg nu en høj grad af både mistænkeliggørelse og ydmygelse. Hvis jeg skal kalde dem noget, så er de transfobiske”.


Er du så også til dyr og børn?

Allerede fem minutter inde i den første samtale med en psykiater på Sexologisk Klinik bliver Aske spurgt til sin vægt. Psykiateren hæfter sig ved, at han virker undervægtig – noget han har været, siden han var barn.

”Jeg har en BMI på 17, og den skal helst være 18. Det var nok til, at hun var tæt på at afslå yderligere samtaler. Der var en ubehagelig stemning lige fra begyndelsen, og da vi på et tidspunkt talte om en voldtægt, som jeg var udsat for, sagde hun: ’Jeg tror faktisk, du nød det’. Det var vanvittigt upassende og ekstremt grænseoverskridende. Som om udgangspunktet for hende var, at jeg ikke var transkønnet, og at de helst ville være fri for at behandle mig”, siger Aske.

Som en del af samtaleforløbet på Sexologisk Klinik skulle behandleren tale med en forælder – uanset den transkønnedes alder.

På trods af at Aske ikke har kontakt med sine forældre, tvinges hans mor til et telefoninterview med behandleren. De spørger min mor, om der var noget usædvanligt ved graviditeten. De spørger, om jeg var ’et mærkeligt barn’. Hvilken type legetøj jeg havde, og hvordan jeg gik klædt. Jeg skulle helst have fotografier med fra alle faser i mit liv. De har også spurgt mig, om jeg kan lide rutsjebaner. Jeg ved ikke hvorfor. De har også spurgt mig, om jeg nogensinde føler glæde. De prøver at slå tanken ud af hovedet på mig. Som om de vil overbevise mig om, at jeg ikke er transkønnet – at jeg bare er forvirret”.

Askes behandler spørger også indgående til hans seksualitet. Han definerer sig som pan-seksuel, altså tiltrukket af mennesker uanset køn – en seksuel orientering, behandleren ikke kender til. Han prøver at forklare sin seksualitet med et ”jeg kan være tiltrukket af alle” - hvortil hun svarer: ”Er du så også tiltrukket af dyr og børn?”


Tvunget til selvbehandling

De langvarige forløb, de trættende samtaler og følelsen af ikke at have kontrol over sin egen krop betyder, at Aske selv griber til handling. Sidste år rejser han til Tyskland for at få fjernet sine bryster. Operationen betaler han selv for, ligesom han selv tager kontakt til den kirurg, som skal foretage indgrebet. På det tyske hospital møder han tre tyske FTM’ere*, som ligger på samme stue, og de er meget overraskede over, at han ikke får hormonbehandling i Danmark, når han er nået så langt i sine overvejelser, at han gennemgår en operation.

Den ene af tyskerne fortæller, at han nemt kan få mere testosteron fra sin læge, hvis bare han siger, at hans sidste pakke er blevet væk, og han lover at hjælpe Aske med at få fat i noget. Siden operationen har Askes tyske ven forsynet ham med testosteron, som Aske selv har tilført sin krop de seneste otte måneder.

”Jeg er selvfølgelig bekymret for, om jeg gør det rigtigt, og om doseringen er korrekt. Jeg fører selv en fire centimeter lang nål ind i musklen. Jeg har flere gange spurgt danske læger, om de vil måle testosteronindholdet i mit blod, men ingen vil så meget som tage en blodprøve for at holde øje med mit testosteronniveau. De nægter”.

De danske læger må nemlig ikke længere hjælpe transkønnede i Askes situation, som derfor er overladt til Sexologisk Kliniks lange og tærende forløb.  Det er præcist to år siden, at Aske for første gang kontaktede sexologisk klinik. I skrivende stund venter han stadig på at komme i gang med hovedforløbet, som han har fået at vide minimum vil tage otte måneder. Herefter kan han endelig se frem til behandlernes dom. En af hans venner har efter et treårigt udredningsforløb netop fået et nej til behandling.

*female to male


”Jeg oplever, at deres primære motivation er igen og igen at fortælle mig, at jeg er en pige. At jeg bare har fået en fiks idé. Det gør mig vred og ked af det. Jeg tror ikke, der findes nogen, som har gjort sig flere tanker om deres køn og kønsidentitet end transkønnede. Jeg har haft hele mit liv til at overveje disse spørgsmål”.


02.
Hvad gør Amnesty

Hvad gør vi

I løbet af de næste seks måneder vil vi aktionere for at stoppe diskrimination mod danske transkønnede. Vores krav er:

Transkønnede skal fjernes fra Sundhedsstyrelsens diagnosefortegnelse over psykiatriske lidelser

Transkønnede skal have nemmere og hurtigere adgang til hormonbehandling