Den Internationale Straffedomstol

DEN INTERNATIONALE STRAFFEDOMSTOL

 

Af Andreas Keith Hansen


01.
Den Internationale Straffedomstol

Scanpix Denmark >>>

Indgangen til Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, Holland.

Hvad er Den Internationale Straffedomstol?

Den Internationale Straffedomstol (ICC) er en permanent international domstol der blev etableret for at efterforske, anklage og retsforfølge enkeltpersoner, som har begået de alvorligste forbrydelser, der vedrører det internationale samfund som helhed. Det vil sige folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelser (igangsættelse af en ulovlig krig).

ICC kan kun tage en sag, hvis de nationale myndigheder i det land, hvor forbrydelserne er blevet begået, ikke selv har viljen eller evnen til at retsforfølge. 


02.
Etablering af ICC

Hvorfor blev ICC etableret?

Nogle af de mest afskyelige forbrydelser blev begået under de konflikter, der markerede det 20. århundrede. Desværre er mange af disse krænkelser af international lov forblevet ustraffet.

Nürnberg- og Tokyo-domstolene blev oprettet i kølvandet på 2. Verdenskrig. I 1948, da Konventionen om Forebyggelse af og Straf for Folkedrab blev vedtaget, erkendte FN’s generalforsamling behovet for en permanent international domstol til at håndtere den slags grusomheder, der netop var blevet begået.

Ideen om et system for international strafferetspleje genopstod efter afslutningen på den Kolde Krig i 1991. Mens forhandlingerne om ICC-statutten var i gang i FN, blev verden imidlertid vidne til en række forfærdelige forbrydelser i det tidligere Jugoslavien og i Rwanda i 1990'erne. Som svar på disse grusomheder nedsatte FN’s Sikkerhedsråd en ad hoc-domstol for hver af de pågældende situationer med henblik på at undersøge forbrydelser i de to lande. De begivenheder har uden tvivl haft den væsentligste indvirkning på beslutningen om at sammenkalde til konferencen, der etablerede fundamentet for ICC i Rom i sommeren 1998.


03.
Rom-statutten

ICC-ASP

Hvad er Rom-statutten?

En konference for 160 stater etablerede den første traktatbaserede permanente internationale straffedomstol i juli 1998. Traktaten er kendt som Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol og fungerer som det juridiske fundament for ICC. Statutten blev underskrevet i Rom den 17. juli 1998, da 120 lande stemte for, 21 undlod at stemme og kun syv stemte imod.

Eftersom det ikke er officielt, hvordan hver enkelt delegation stemte, er der en hvis uenighed om, hvilke syv lande, der stemte imod traktaten. Det er dog sikkert, at Folkerepublikken Kina, Israel og USA var tre af de syv, fordi de offentligt har bekræftet, at de stemte imod. Der er bred enighed om, at de øvrige stater, der stemte imod, var Irak, Libyen, Qatar og Yemen.

Rom-statutten redegør blandt andet for de forbrydelser, der hører under ICC’s jurisdiktion samt reglerne for retspleje og mekanismerne, der skal få staterne til at samarbejde med ICC. De lande, der har accepteret reglerne, kaldes deltagerstater og er repræsenteret i forsamlingen af deltagerstater (ASP, Assembly of States Parties). Forsamlingen af deltagerstater, som mødes mindst en gang om året, gennemgår domstolens aktiviteter det forløbne år og bestemmer de overordnede politikker for domstolens administration. Desuden diskuterer de nye projekter og vedtager ICC’s årlige budget.


04.
Sådan fungerer ICC

Hvordan fungerer ICC?

ICC blev oprettet den 1. juli 2002, da 60 lande havde ratificeret traktaten. Formålet er at retsforfølge enkeltpersoner for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, folkemord og aggressionsforbrydelser. Med aggressionsforbrydelser menes der planlægning, forberedelse, iværksættelse eller udførelse af magtanvendelse, som strider mod FN’s Charter. FN’s Charter – også kendt som De Forenede Nationers Pagter den aftale, som etablerede FN – herunder statutten for Den mellemfolkelige Domstol – og trådte i kraft den 24. oktober 1945. 

ICC behandler forbrydelser udelukkende begået efter 2002, da domstolen ikke har jurisdiktion med tilbagevirkende kraft.

Formålet med domstolen var at oprette en permanent international domstol, som kunne sætte en stopper for straffriheden for alvorlige krigsforbrydelser og dermed forhindre, at de skal gentage sig. Domstolen kan selv tage en sag op eller behandle sager efter ønske fra et medlemsland eller fra FN’s Sikkerhedsråd. 
 

Hvor har domstolen sæde?

Domstolen har sæde i Haag i Holland. Rom-statutten foreskriver, at domstolen kan have sæde et andet sted, når som helst dommerne finder det ønskværdigt. Domstolen har også oprettet kontorer i de områder, hvor den foretager efterforskninger.

Hvordan bliver ICC finansieret?

ICC er finansieret af bidrag fra deltagerstaterne og af frivillige bidrag fra regeringer, internationale organisationer, enkeltpersoner, virksomheder og andre institutioner.

Bidragene fra hver enkelt deltagerstat er baseret på den pågældende stats indkomst.

Hvordan adskiller ICC sig fra andre domstole?

ICC er en permanent og uafhængig domstol, hvorimod ad hoc-domstolene for det tidligere Jugoslavien og Rwanda (samt andre lignende domstole), der er etableret inden for FN-rammerne for håndtering af specifikke situationer, kun har et begrænset mandat og jurisdiktion.

ICC, som anklager individer, er også forskellig fra Den Internationale Domstol, som er FN's dømmende organ til afgørelse af stridigheder mellem stater.

Ad hoc-domstolene for det tidligere Jugoslavien og Den Internationale Domstol befinder sig også i Haag.
 

Den Særlige Domstol for Sierra Leone

Under Den Særlige Domstol for Sierra Leone (SCSL) blev Charles Taylor overført til ICC’s detentionscenter i Haag den 20. juni 2006, med det formål at bruge ICC’s faciliteter under retssagen, i overensstemmelse med aftalememorandummet som blev indgået af ICC og SCSL den 13. april 2006.

Retssagen blev ledet af et retskammer for SCSL i Haag. ICC gennemførte altså ikke selv retssagen mod Taylor. I henhold til aftalememorandummet sørgede ICC for ydelser og faciliter for retssale og internering samt støtte relateret hertil. Alle omkostninger blev betalt af SCSL gennem en forvaltningsfond oprettet af ICC.


05.
Strafbare handlinger omfattet af jurisdiktionen for ICC

Hvilke strafbare handlinger er omfattet af ICC's jurisdiktion?

Hvilke forbrydelser hører under ICC’s jurisdiktion?

ICC har mandat til at stille individer (snarere end stater) for retten, og til at stille de personer som begår de mest alvorlige forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed (folkedrab, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og aggressionsforbrydelser), til ansvar.

Hvad er folkedrab?

Ifølge Rom-statutten dækker begrebet "folkedrab" over ​​følgende handlinger begået med den hensigt at ødelægge – helt eller delvist – en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe:

  • dræbe medlemmer af gruppen,
  • udøve alvorlig fysisk eller psykisk skade på medlemmer af gruppen,
  • bevidst at påføre gruppen levevilkår som forårsager hel eller delvis fysisk tilintetgørelse,
  • at indføre foranstaltninger som tilsigter at hindre fødsler inden for gruppen,
  • at overføre en gruppes børn til en anden gruppe med magt.

Hvad er forbrydelser mod menneskeheden?

"Forbrydelser mod menneskeheden" omfatter ​​følgende handlinger begået som en del af et udbredt eller systematisk angreb mod en civilbefolkning, med viden om angrebet:

  • mord,
  • udryddelse,
  • slaveri,
  • deportation eller tvangsforflytning af befolkningen,
  • fængsling,
  • tortur,
  • voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, tvungen graviditet, tvungen sterilisation, eller enhver anden form for seksuel vold af tilsvarende grovhed,
  • forfølgelse mod en identificerbar gruppe på baggrund af politiske, racemæssige, nationale, etniske, kulturelle, religiøse eller kønsrelaterede årsager,
  • tvungen forsvinden af ​​personer,
  • apartheid,
  • andre inhumane handlinger af lignende karakter, der forsætligt forårsager stor lidelse eller alvorlig fysisk eller psykisk skade.

Hvad er krigsforbrydelser?

"Krigsforbrydelser" omfatter alvorlige overtrædelser af Genève-konventionerne og andre alvorlige krænkelser af love og sædvaner, som gælder i internationale væbnede konflikter og i konflikter af ”ikke-international karakter", opført i Rom-statutten, når de begås som led i en plan eller politik eller i stor skala. De forbudte handlinger inkluderer:

  • mord,
  • lemlæstelse, grusom behandling og tortur,
  • gidseltagning,
  • angreb bevidst ledt mod civilbefolkningen,
  • angreb bevidst ledt mod bygninger dedikeret til religionen, undervisning, kunst, videnskab eller velgørende formål, historiske monumenter eller hospitaler,
  • plyndring,
  • voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen graviditet eller enhver anden form for seksuel vold,
  • indkalde eller hverve børn under 15 år til væbnede styrker eller grupper, eller bruge dem til at deltage aktivt i fjendtligheder.

Hvad er en aggressionsforbrydelse?

Som vedtaget af ASP (deltagerstaterne) under Konferencen for evaluering af ​​Rom-statutten, afholdt i Kampala (Uganda) mellem den 31. maj og den 11. juni 2010, betyder "aggressionsforbrydelse" én stats planlægning, forberedelse, indledning eller udførelse af en handling med væbnet magt mod en anden stats suverænitet, territoriale integritet eller politiske uafhængighed.

Aggressionshandlingen omfatter blandt andet invasion, militær besættelse og annektering ved hjælp af magtanvendelse samt blokade af havne eller kyster, hvis det vurderes at være i en sådan grad, at det krænker FN’s charter. Gerningsmanden bag aggressionshandlingen er en person der er i en position, hvor pågældende kan udøve kontrol over eller lede de politiske eller militære handlinger i en stat.


06.
Lande der har ratificeret Rom-statutten

Hvilke lande har ratificeret Rom-statutten?

  • De grønne lande har tilsluttet sig Rom-statutten og ratificeret aftalen.
  • De orange har underskrevet, men ikke ratificeret, statutten. USA, Sudan, Israel og nu også Rusland har dog trukket deres underskrifter tilbage.
  • De grå lande er ikke-deltagerstater som altså ikke har underskrevet statutten. 


Siden vedtagelsen af Rom-statutten for ICC er der per december 2016 124 deltagerstater. Ud af dem er 34 stater fra Afrika, 19 er fra Asien-Stillehavsregionen, 18 er fra Østeuropa, 28 er fra Latinamerika og Caribien og 25 er vesteuropæiske og øvrige stater.

 

Se oversigt over alle deltagerstater i Rom-statutten her
07.
Aktive sager i ICC


08.
Domme afsagt af ICC

Domme afsagt af ICC

I følgende afsnit gennemgås fem retssager under ICC, hvor der er fældet dom. Der er tale om fem forskellige sager, hvor de tiltalte er dømt for henholdsvis forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og forbrydelser mod retsplejen.


Mali

Ahmad Al Faqi Al Mahdi: Skyldig i krigsforbrydelse

Ahmad Al Faqi Al Mahdi

Anklage

Al Mahdi blev overført til ICC den 26. september 2015 ved en arrestordre udstedt af domstolen den 18. september 2015 og er i øjeblikket i ICC’s varetægt.

Ved udstedelsen af kendelsen fandt Forundersøgelseskammeret, at beviserne gav rimelig grund til at tro, at Al Mahdi er strafferetligt ansvarlig for at have begået (individuelt og i fællesskab med andre), faciliteret eller på anden måde bidraget til at begå krigsforbrydelser ved bevidst at have dirigeret angreb mod følgende bygninger:

  1. Mausoleet Sidi Mahmoud Ben Omar Mohamed Aquit,
  2. Mausoleet Sheikh Mohamed Mahmoud Al Arawani,
  3. Mausoleet Sheikh Sidi Mokhtar Ben Sidi Muhammad Ben Sheikh Alkabir,
  4. Mausoleet Alpha Moya,
  5. Mausoleet Sheikh Sidi Ahmed Ben Amar Arragadi,
  6. Mausoleet Sheikh Muhammad El Micky,
  7. Mausoleet Cheick Abdoul Kassim Attouaty,
  8. Mausoleet Ahamed Fulane,
  9. Mausoleet Bahaber Babadié og
  10. Sidi Yahia-moskéen

Dom

Retssagen mod Ahmad Al Faqi Al Mahdi fandt sted den 22. til 24. august 2016, hvor Al Mahdi erkendte sig skyldig. Den 27. september 2016 fandt Retssagskammeret enstemmigt Al Mahdi skyldig i en krigsforbrydelse, der bestod i målrettede angreb mod religiøse og historiske bygninger, herunder ni mausoleer og en moské i Timbuktu, Mali, i juni og juli 2012. Domstolen idømte Al Mahdi ni års fængsel. Den tid, som Al Mahdi tilbragte i forvaring, fratrækkes dommen.


Den Centralafrikanske Republik

Jean-Pierre Bemba Gombo: Skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden

Jean-Pierre Bemba Gombo

Anklage

Jean-Pierre Bemba Gombo var præsident og øverstbefalende for Mouvement de Libération du Congo (MLC) [= Bevægelsen for Befrielse af Congo], da arrestordren blev udstedt i 2008.

Anklaget, som hærfører, for to tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden: mord og voldtægt; og tre tilfælde af krigsforbrydelser: mord, voldtægt og plyndring – angiveligt begået mellem 2002 og 2003 i Den Centralafrikanske Republik (CAR).

Retssagen startede den 22. november 2010. Forundersøgelseskammeret, der satte sagen for retten, fandt, at der var væsentlig grund til at tro, at:

  • En væbnet konflikt af ikke-international karakter fandt sted i CAR fra den 26. oktober 2002 til den 15. marts 2003, hvor en del af de nationale væbnede styrker under Ange-Félix Patassé, den daværende præsident for CAR, allierede sig med kombattanter fra MLC, ledet af Jean-Pierre Bemba Gombo De stod overfor en oprørsbevægelse ledet af den tidligere øverstkommanderende for de centralafrikanske væbnede styrker François Bozizé.
  • I forbindelse med denne konflikt begik MLC-styrker, ledet af Bemba, forbrydelser mod civilbefolkningen – navnlig voldtægt, mord og plyndring.
  • Angrebet mod civilbefolkningen i CAR var omfattende og systematisk. Angrebet mod civilbefolkningen, især i Bangui, Boy-Rabe, Point Kilomètre 12 (PK 12), Point Kilomètre 22 (PK 22)og Mongoumba, blev udført i stort omfang og et betydeligt antal civile ofre blev valgt som mål for angrebene.
  • Jean-Pierre Bemba var præsident og øverstbefalende for MLC. Han handlede de facto som hærfører og havde reelt set autoritet og kontrol over de MLC-tropper, der angiveligt begik ovennævnte forbrydelser.
  • Bemba vidste, at MLC-tropperne begik forbrydelser, men han tog ikke alle de nødvendige og rimelige forholdsregler for at forhindre det.

Dom

Bemba blev fundet skyldig den 21. marts 2016 i to tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden (mord og voldtægt) og tre tilfælde af krigsforbrydelser (mord, voldtægt og plyndring). Forbrydelserne blev, som nævnt ovenfor, begået i Den Centralafrikanske Republik fra omkring den 26. oktober 2002 til den 15. marts 2003 ("The 2002-2003 CAR Operation") af et kontingent af MLC-tropper. Bemba var reelt set fungerende hærfører med de facto autoritet og kontrol over de styrker, der begik forbrydelserne. Bemba blev den 21. juni 2016 idømt 18 års fængsel.

Næste skridt

Ankesag og erstatningsudmåling for ofrene.

 

Bemba et al.: Skyldige i forbrydelser mod retsplejen

Anklage

Den 11. november 2014 bekræftede Forundersøgelseskammeret delvist anklagerne om forbrydelser mod retsplejen for Jean-Pierre Bemba Gombo, Aimé Kilolo Musamba, Jean-Jacques Mangenda Kabongo, Fidèle Babala Wandu og Narcisse Arido. De fem mistænkte blev sat under tiltale.

Ved at sætte sagen for retten fandt kammeret, at der var væsentlig grund til at tro, at de mistænkte havde begået forbrydelser mod retsplejen i forbindelse med vidneforklaringer i sagen Anklagemyndigheden vs. Bemba et al. Alle lovovertrædelserne blev begået mellem udgangen af 2011 og den 14. november 2013 på forskellige steder. Anklagerne omfatter korrupt påvirkning af vidner ved at give dem penge og instruktioner om at give falsk vidnesbyrd, at fremlægge falske beviser og give falsk vidneforklaring i retssalen.

Dom

Den 19. oktober 2016 fandt Retssagskammeret de fem anklagede skyldige i forskellige forbrydelser mod retsplejen i relation til de falske vidnesbyrd om forsvarets vidner i sagen Anklageren vs. Bemba et al.

Næste skridt

Afgørelse om strafudmåling (per december 2016).


Den Demokratiske Republik Congo

Germain Katanga: Skyldig i forbrydelse mod menneskeheden og krigsforbrydelser

Den 7. marts 2014 blev Germain Katanga fundet skyldig i en forbrydelse mod menneskeheden (mord) og fire tilfælde af krigsforbrydelser (mord, angreb på civilbefolkning, ødelæggelse af ejendom og plyndring) begået den 24. februar 2003 under angrebet på landsbyen Bogoro i Ituri-distriktet i den Demokratiske Republik Congo. Dommen er endelig, da både forsvar og anklager trak deres appeller den 25. juni 2014. Katanga blev idømt 12 års fængsel. Den tid, som Katanga tilbragte i forvaring hos ICC mellem den 18. september 2007 og den 23. maj 2014, blev fratrukket dommen.

Næste skridt

Beslutning om erstatningsudmåling for ofrene (per december 2016).

 

Thomas Lubanga Dyilo: Skyldig i krigsforbrydelser

Thomas Lubanga Dyilo er tidligere leder for oprørsgruppen Union of Congolese Patriots (UPC) og dets militære fraktion, the Patriotic Force for the Liberation of the Congo (FPLC) i Den Demokratiske Republik Congo. Han var øverstbefalende for hæren samt dens politiske leder på tidspunktet for arrestordren, der blev udstedt den 10. februar 2006.

Den 17. marts 2006 blev Lubanga den første person nogensinde, der blev anholdt under en ICC-arrestordre, da de congolesiske myndigheder arresterede ham og overførte ham til ICC. Han blev fløjet til Haag og interneret i ICC’s detentionscentersamme dag. Fra januar 2009 sad han i detentionscentret som en ud af fire personer, som blev tilbageholdt af ICC, herunder to oprørere, der kæmpede mod Lubanga i Ituri-konflikten: Germain Katanga og Mathieu Ngudjolo Chui. Lubangas retssag åbnede den 26. januar 2009.

Dom

Den 14. marts 2012 blev Lubanga fundet skyldig i krigsforbrydelser ved at indkalde og hverve børn under 15-årsalderen og bruge dem til aktivt at deltage i fjendtligheder (som børnesoldater). Dømt den 10. juli 2012 til i alt 14 års fængsel. Kendelsen og strafudmålingen blev bekræftet af appelkammeret den 1. december 2014. Den 19. december 2015 blev Lubanga overført til et fængselsanlæg i Den Demokratiske Republik Congo for at afsone sin fængselsstraf. Erstatningssagerne for ofrene begyndte den 7. august 2012.

Næste skridt

Høringer og beslutning om erstatningsudmåling for ofrene (per december 2016).


09.
Fremtid og udfordringer for ICC

ICC’s fremtid og dets udfordringer

Status

Afrika

ICC står over for et tilbageslag i visse dele af Afrika, da Burundi, Sydafrika og Gambia i oktober og november 2016 har taget skridt til at melde sig ud af ICC. Deres udtrædelse effektueres i henholdsvis oktober og november 2017.

Landene har haft forskellige begrundelser for deres udmeldelse. Sydafrika mener, at "landets pligter i forhold til at finde fredelige løsninger på konflikter til tider er uforenelige med den fortolkning, som Den Internationale Straffedomstol har". Burundi mener, at "ICC er et politisk redskab, der bliver brugt af stormagter til at fjerne, hvem de ønsker, fra magten på det afrikanske kontinent". Gambia begrunder det med, at ”Den Internationale Straffedomstol – på trods af sit navn – i virkeligheden er Den Internationale Kaukasiske Straffedomstol med det formål at retsforfølge og ydmyge farvede folk – især afrikanerne.”

Amnesty International har rettet skarp kritik mod henholdsvis Sydafrikas, Burundis og Gambias beslutning om at trække sig fra ICC og beskylder dem for at svigte millioner af ofre verden rundt.

”Burundis igangværende forsøg på at hindre samarbejdet med menneskerettighedsorganisationer og internationale retslige mekanismer er dybt bekymrende og en yderligere uretfærdighed for ofre,” har Muthoni Wanyeki, Amnesty Internationals regionsdirektør for Østafrika, Afrikas Horn og Afrikas Store Søer, blandt andet udtalt.

Dog er mange afrikanske stater efterfølgende kommet med udtalelser, som bekræfter deres fortsatte støtte til ICC, herunder Botswana, Sierra Leone, Malawi, Nigeria, Elfenbenskysten og Senegal. Tanzania har opfordret til en konstruktiv dialog i stedet for udmeldelse.

Mange andre afrikanske deltagerstater, herunder Mali, Den Demokratiske Republik Congo og Den Centralafrikanske Republik, fortsætter også samarbejdet med Straffedomstolen med hensyn til igangværende sager, og Gabon har for nylig henvist situationen i landet til ICC.

I et eksklusivt interview med det tyske medie Deutsche Welle har den nyvalgte præsident for Gambia, Adama Barrow, fortalt, at Gambia ikke vil forlade ICC alligevel. På spørgsmålet om, hvor vidt han vil ændre den afgående præsident Jammehs beslutninger om at forlade ICC og The Commonwealth of Nations, svarer Barrow: ”Disse beslutninger vil blive ændret. Vi vil vende tilbage til The Commonwealth. Vi vil være en del af alle internationale organisationer. Gambia har brug for de internationale [organisationer]. Gambia er et lille land, vi har ikke råd til at være isoleret. Der er ingen grund til, at vi skal forlade ICC. ICC går ind for god regeringsførelse. Det er vores princip. Vi er allerede en del af ICC. Vi vil ikke forlade den. Det er ikke muligt.” Tiden må vise, om Barrow holder, hvad han har lovet.

Rusland

I november 2016 blev det klart, at domstolen forbereder at rejse sag om krigsforbrydelser mod Rusland. Det sker, efter ICC offentliggjorde en rapport, der klassificerer den russiske annektering af Krim som en besættelse. Rusland meldte herefter ud, at det formelt vil trække sin underskrift fra Rom-statutten for ICC.

Det russiske udenrigsministerium annoncerede, efter ordrer fra præsident Vladimir Putin, at Straffedomstolen ikke har levet op til det internationale samfunds håb og stempler samtidig ICC’s arbejde som "ensidigt og ineffektivt".

Rusland underskrev Rom-statutten i 2000 og har samarbejdet med domstolen, men har aldrig ratificeret traktaten og er dermed forblevet uden for ICC’s jurisdiktion. Det betyder, at selvom det har en stærk symbolsk værdi, at Rusland formelt har trukket sin underskrift fra Rom-statutten, vil det ikke ændre meget i praksis. Ikke desto mindre er det stadig et alvorligt slag mod bestræbelserne om at etablere en global retsorden for forfølgelse af folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, og Amnesty International kalder på sammenhold mellem deltagerstaterne og opbakning til domstolen.

Filippinerne følger måske trop

Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, sagde i kølvandet på Ruslands udmelding, at han måske vil følge Rusland og trække Filippinerne ud af ICC. Det sker som reaktion på Vestens kritik af bølgen af drab, som Dutertes krig mod narkotika i landet har udløst.

Duterte har udtalt, at ICC er "ubrugelig", og har udtrykt frustration over Vestens beskyldninger om udenretslige drab og dens manglende forståelse for årsagerne til hans hårde kurs mod narkokriminalitet i Filippinerne.

Filippinske senatorer har efterfølgende blandet sig og sagt, at et farvel til ICC kan være ufordelagtigt og vanskeligt, og at det formentligt først skal godkendes af senatet.

USA

Som en af sinde sidste embedshandlinger underskrev den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton Rom-statutten den 31. december 2000 (Israel underskrev den samme dag). Man erkendte dog i administrationen, at der var mere arbejde, der skulle udføres, for at det var muligt for USA at ratificere traktaten via Senatet. Derfor udleverede man et færdigforhandlet forslag til den tiltrædende Bush-administration – forgæves.

Den 6. maj 2002 tog den amerikanske administration et skridt helt uden fortilfælde, da USA’s daværende præsident, George W. Bush, valgte at tilbagetrække den amerikanske underskrift fra Rom-statutten. Bush-administrationen begyndte samtidig en verdensomspændende kampagne for at svække ICC og opnå straffrihed for alle amerikanske statsborgere fra domstolens jurisdiktion.

Som det fremgik af Amnesty Internationals Årsrapport fra 2003, henvendte USA sig i løbet af 2002 til flere regeringer for at indgå aftaler om, at de ikke ville overgive amerikanske statsborgere anklaget for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser til den – på daværende tidspunkt – nye Internationale Straffedomstol. I nogle tilfælde truede den amerikanske regering med at trække deres militære bistand fra lande, der ikke ville imødekomme USA’s anmodninger. Amnesty International fordømte USA for at underminere traktaten med dets handlinger.

Den nuværende præsident Barack Obama har erklæret sin hensigt om at samarbejde med ICC. Samarbejde med ASP (deltagerstaterne) i ICC, er et centralt element i Obama-administrationens første nationale sikkerhedsstrategi (Obama-doktrinen). Obama-administrationen har dog endnu ikke formuleret nogen formel politisk beslutning om ICC eller om bilaterale aftaler om immunitet (BIA) under ICC og har ikke angivet nogen hensigt om at genindtræde i Rom-statutten eller indsende traktaten til Senatet med henblik på ratifikation.

Det er højst tvivlsomt, om den tiltrædende præsident Donald Trump vil arbejde for at underskrive Rom-statutten og ratificere aftalen, så USA kan blive fuldbyrdet medlem af ICC, da han hidtil har udtalt sig skeptisk om internationalt samarbejde og i udgangspunktet står for en endnu mere isolationistisk udenrigspolitik end præsident Obama.

 


Menneskerettighedernes endeligt?

I 2013 skrev Stephen Hopgood, professor i International Politik på SOAS University of London, den provokerende bog med titlen The Endtimes of Human Rights. Heri argumenterer Hopgood for, at menneskerettighedernes fremtid ser dyster ud i en multipolær og post-sekulær verden med fornyet suverænitet, religion der for alvor er på vej frem igen samt en stigende tilbagegang for de universelle menneskerettigheder. Hopgood argumenterer endvidere, at politisk og offentlig støtte til overambitiøse projekter som de internationale menneskerettigheder, ICC og Responsibility to Protect (R2P) er aftagende: Europæisk universalisme er ude, verdensomspændende partikularisme er inde.

Amnesty International Holland har taget initiativ til iværksættelsen af The Strategic Studies Project (SSP), som siden 2013 har kortlagt den sociale, politiske og retslige udvikling, både nationalt og internationalt, der kan påvirke fremtiden for menneskerettighederne og Amnesty Internationals arbejde i særdeleshed.

SSP udgav i 2014 debatbogen Debating The Endtimes of Human Rights - Activism and Institutions in a Neo-Westphalian World, som over 10 forskellige essays diskuterer Hopgoods tese om menneskerettighedernes forestående undergang.

Ni menneskerettighedseksperter og forskere i International Politik debatterer Hopgoods teser, udfordrer hans antagelser, gør sig enige med nogle af hans argumenter, men ender ofte med at nå de modsatte konklusioner.


Internationalisering af ICC

En af bidragsyderne til Debating The Endtimes of Human Rights er Stephen A. Lamony, international menneskerettighedsadvokat og seniorrådgiver om Den Afrikanske Union (AU), FN & afrikanske situationer for Koalitionen for Den Internationale Straffedomstol, der har skrevet et essay om ICC med titlen International justice and the ICC: neither ’Europe’s court for Africa’ nor ’Africa’s court’.

Lamony skriver, at der fortsat eksisterer et behov for at se ICC behandle sager udenfor Afrika. Men det er en svær problemstilling, som ikke er så ligetil at gøre noget ved:

  • For det første vil indikationer om, at ICC vil starte efterforskninger andre steder end i Afrika, som et resultat af pres fra AU og andre stater, føre til konklusioner om, at ICC er politiseret. Der er en opfattelse blandt mange akademikere om, at det at åbne en efterforskning udenfor Afrika vil takle misforståelsen om, at domstolen udvælger angivelige kriminelle udelukkende fra ét kontinent. Måske vil chefanklageren for Straffedomstolen finde en måde at håndtere denne enorme udfordring for Anklagerens Kontor (OTP).

  • For det andet vil en større sagsmængde naturligvis være lig med flere udgifter. ICC’s øgede finansielle belastning forværres af den globale finansielle krise. ICC er et uafhængigt organ, og hovedparten af domstolens midler kommer fra deltagerstater. Bidragene fra hver enkelt deltagerstat er, som nævnt ovenfor, baseret på den pågældende stats indkomst. Den globale økonomiske krise har haft en negativ effekt på de fleste af ICC’s medlemsstater, hvilket resulterer i forsinkede eller kun delvist indbetalte bidrag.

Derfor er spørgsmålet om finansiering en vigtig faktor, der skal løses, således at domstolen kan fungere effektivt og ikke blive genstand for kritik fra afrikanske ledere og mange andre.

Alt i alt behøver ICC ikke at fungere som "Europas domstol for Afrika", som Hopgood formulerer det i The Endtimes of Human Rights. Den behøver heller ikke at fungere som ”Afrikas domstol”, som Desmond Tutu karakteriserer den i et brev til de delegerede fra AU under et ekstraordinært topmøde i oktober 2013. Den Internationale Straffedomstol bør være netop dét: En international domstol, som sikrer retfærdighed og ansvarlighed i alle regioner i verden.


10.
Kritik af ICC

Kritik af ICC

ICC har siden oprettelsen i 2002 fået en del kritik. Som nævnt ovenfor er en del af kritikken blandt andet blevet rejst fra de tre afrikanske lande, der er på vej ud af ICC. I det nedenstående vil vi opridse nogle af kritikpunkterne og give Amnestys svar på kritikken.


Sikkerhedsrådet politiserer ICC

Anklage: FN's Sikkerhedsråd forsøger at politisere Straffedomstolens arbejde ved at henvise visse sager frem for andre.

Svar: Ja, det er også et stort problem. Alle 124 deltagerstater i ICC bør derfor arbejde sammen om at konfrontere denne dobbeltmoral, så praksis kan ændres. De permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet bør fremover afstå fra at bruge deres vetoret i forhold til, om visse sager skal henvises til ICC eller ej.


ICC er et postkolonialistisk projekt

Anklage: ICC er et postkolonialistisk projekt, da det kun er afrikanere, som indtil videre er blevet dømt ved domstolen.

Svar: Det er sandt, at det indtil videre kun er afrikanere, der er blevet dømt ved ICC. Men selvom domstolen hidtil kun har dømt i afrikanske sager, er tre af de fire sager rejst på anmodning fra de pågældende lande selv. Om end bekymringerne for det næsten eksklusive fokus på Afrika i ICC's efterforskning og retsforfølgelse er legitime, er der dog stærke tegn på, at ICC’s anklager søger at løse denne ubalance og udvide sit arbejde til andre regioner. Det vil dog kræve støtte og ressourcer fra deltagerlandene – især fra stater i det globale syd.

I modsætning til retorikken fra ​​de regeringer i Afrika, der er i mod ICC, mener Amnesty ikke, at ICC er ”Europas domstol for Afrika”. Faktisk blev det grundlagt med stærk støtte fra afrikanerne. 32,4 procent af de nationer, der i første omgang tilsluttede sig ICC, er afrikanske. Per ultimo 2016 besidder 11 afrikanere stillinger blandt den øverste ledelse i ICC. Fem af domstolens 18 dommere er afrikanere, og det samme er ICC’s førstevicepræsident, dommer Joyce Aluoch, der er fra Kenya. Chefanklageren for Straffedomstolen, Fatou Bensouda, som har stor indflydelse på hvilke sager, der bliver anlagt, er fra Gambia.

Man underkender samtidig afrikanernes rolle i udformningen af – og arbejdet for og i – ICC, når man anklager ICC for at være ”Europas domstol for Afrika”.

Som tidligere generalsekretær for FN, Kofi Annan, har bemærket: "Det er kulturen for straffrihed og enkeltpersoner, der er på anklagebænken ved ICC – ikke Afrika."


ICC arbejder for langsomt

Anklage: Flere lande har kritiseret ICC for at arbejde for langsomt.

Svar: Selvom fem domme på 12 år ikke lyder af meget, skal man huske, at det er en yderst kompliceret proces at forberede de store sager, som ofte tæller tusindvis af dokumenter, afhøring af hundredvis af vidner og adskillige rapporter fra NGO’er som Amnesty International.

Lamony skriver i Debating The Endtimes of Human Rights, at det er tydeligt, at ICC, OTP og ASP, har lært af de første efterforskninger og retsforfølgelser og at behovet for korrektioner og forbedringer bliver taget alvorligt af alle.

 


>>>

Eleanor Roosevelt holder the Universal Declaration of Human Rights, november 1949.

Menneskerettighederne er udtryk for vestlig kulturimperialisme

Anklage: Menneskerettighederne er en vestlig opfindelse, og derfor er idéen om at udbrede dem til hele verden i virkeligheden en forlængelse af vestlig kulturimperialisme.

Svar: Amnesty arbejder ud fra de 30 artikler i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder og senere vedtagne internationale menneskerettighedskonventioner og -erklæringer. Verdenserklæringen blev vedtaget i 1948 og understreger, at menneskerettighederne gælder for alle mennesker i hele verden. hele tiden. I 1993 På FN’s Verdenskonference i Wien 1993 underskrev 171 lande Wien-deklarationen, der understreger menneskerettighedernes universelle hensigt:

All human rights are universal, indivisible and interdependent and interrelated. The international community must treat human rights globally in a fair and equal manner, on the same footing, and with the same emphasis.
- FN’s Wien-deklaration 1993, artikel 5

Det er klart, at der ikke findes en endegyldig sandhed, om hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, hvad der er godt, og hvad der er ondt, men det er Amnestys holdning, at menneskerettighederne er gode, og noget som alle mennesker skal have ret til. Det er netop hele præmissen for Amnestys arbejde, at menneskerettighederne er universelle.

Med universelle menneskerettigheder forstås, at menneskerettighederne er rettigheder, som enhver person er berettiget til blot i kraft af at være menneske. Ved roden af ​menneskerettighedskonceptet findes idéen om, at alle mennesker skal kunne leve med værdighed. Krænkelser af vores menneskerettigheder er det samme som at benægte vores grundlæggende menneskelighed.

Der er mange vigtige mennesker gennem historien, der har bidraget til begrebet og forståelsen af ​​menneskerettighederne. For eksempel troede Platon på en universel sandhed og dyd. Det, man i dag betegner som universalisme, udspringer blandt andet fra den idé og betyder, at der findes generelle, globalt gyldige sandheder, der ikke afhænger af individer eller kulturer. Derfor bliver menneskerettighederne universelle og således hævet over lovgivningen i hver enkel stat i det internationale samfund.

Menneskerettighederne bliver ofte diskuteret og forsvaret af nogle af de vigtigste filosoffer. Ifølge Immanuel Kant bliver moralens form og indhold givet af fornuften, idet målet for moralsk handlen netop er at vise respekt for og hensyn til andre fornuftsvæsener. Dette kommer til udtryk i følgende formulering af Kants kategoriske imperativ: "Handl således, at du altid opfatter menneskeheden både i din egen person og i enhver anden person som et formål i sig selv og aldrig blot som et middel.”

At behandle et andet menneske som et formål i sig selv vil sige, at man betragter dette andet menneskes livsmål og projekter som værdifulde i sig selv. Hvis ethvert menneske skal betragtes som et formål og ikke blot som et middel, betyder det, at alle skal leve på en måde, så de giver andre mennesker samme mulighed for at udfolde sig, som de selv gør krav på.

Således mente Kant, at menneskerettighederne er baseret på den grundlæggende moralske ret til at blive behandlet som et formål i sig selv. Det synspunkt er begrundet i værdien af ​​den menneskelige fornuft: Menneskearten har den ekstraordinære magt i kraft af evnen til at ræsonnere, hvorfor mennesket er specielt nok til at have naturlige, grundlæggende rettigheder. Eftersom disse rettigheder opstår fra og er en uadskillelig del af vores grundlæggende menneskelige natur, er de "umistelige" – de kan ikke behandles som varer, der er givet til os eller taget væk fra os.

Baseret på Kants argumentation vil vi, så længe vi er mennesker, i princippet altid besidde de grundlæggende menneskerettigheder. Det gælder, uanset om vi er frie eller i fængsel, eller hvordan vores omstændigheder i det hele taget er. Men menneskerettigheder kan ikke bare være baseret på rettighedshaverens personlige behov og interesser. Rettigheder anses normalt for at være over praktiske overvejelser af den slags: De findes i stedet på niveau med de moralske pligter, vi skylder hinanden som tænkende væsener.

FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder

Den franske filosof og idéhistoriker Michel Foucault (1926-1984) påpegede, at menneskerettighederne i deres nuværende udformning er en historisk konstruktion, som derfor ikke kan tillægges universel karakter. Foucault var positiv over for menneskerettigheder, men han mente ikke, at man kunne kræve, at andre tilsluttede sig dem.

Det er korrekt, at idéerne om menneskerettighederne opstod i den vestlige verden og i dag i høj grad er udtryk for europæisk universalisme. Men gør det idéerne dårligere, at de har deres rødder i Europa? Idéer kan vel principielt være lige gode og lige dårlige, uafhængigt af hvor de blev tænkt første gang. Selvfølgelig bør man anerkende det faktum, at menneskerettighederne kun har værdi i kraft af, at vi tillægger dem værdi, og at de derfor også er formede af en historisk kontekst. Man hverken kan eller skal påtvinge andre stater menneskerettighederne men derimod udbrede idéerne bag dem til hele verden, så de kan slå rødder globalt, og ændringerne kan ske indefra i hver enkel stat. Staterne skal frivilligt acceptere at tilslutte sig menneskerettighederne – såvel som ICC.

Det er helt centralt for Amnesty, at menneskerettighederne blev formuleret af FN, som i dag består af 193 stater fra hele kloden. Ergo må FN siges at være den mest omfattende repræsentation af hele verden, da den i dag består af 195 selvstændige lande. Palæstina og Vatikanstaten har observatørstatus i FN som ikke-medlemsstater. Som det fremgår af nedenstående verdenskort, var det dog kun tre afrikanske lande der stemte for menneskerettighedserklæringen: Egypten, Etiopien og Liberia. Sydafrika afstod fra at stemme, og kontinentets øvrige stater var ikke medlem af FN i 1948 – de fleste var stadig koloniserede på daværende tidspunkt. 

 

  •          De grønne lande stemte for og de orange afstod fra at stemme (stemte blankt).
  •          De sorte lande stemte slet ikke.
  •          De grå lande var ikke en del af FN på tidspunktet for afstemningen.

Se den komplette liste over fordelingen er stemmer her

I dag har alle 193 medlemsstater tilsluttet sig FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder – deriblandt alle de afrikanske medlemslande. Faktisk er Afrika det kontinent, der har flest medlemmer i FN, i forhold til de andre kontinenter, med dets 54 medlemslande i FN. Dog spillede de afrikanske værdier og traditioner ikke den store rolle for udformningen af erklæringen, da der på daværende tidspunkt kun var fire afrikanske medlemsstater. Det Afrikanske Charter om Menneskerettigheder fra 1986 taler således både om rettigheder og pligter, for eksempel pligten til at arbejde og betale skat og til at respektere sine forældre. De værdier er dog i nogen grad blevet imødekommet i henholdsvis FN’s internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og FN’s internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (begge fra 1966), der i dag udgør hovedkonventionerne for menneskerettigheder. Typisk har Det Globale Syd støttet førstnævnte, mens Vesten har støttet sidstnævnte.

Det kan argumenteres, at blandt andre de afrikanske stater kun har accepteret at støtte menneskerettighederne for at blive en del af det fine selskab i FN med alle de politiske, økonomiske og diplomatiske fordele, der er forbundet med at være med i organisationen. Men FN er næsten vigtigere end nogensinde, i en verden hvor den frembrusende tendens er, at lande lukker sig stadig mere om sig selv eksemplificeret ved Brexit, valget af Donald Trump som præsident i USA med hans varslede protektionistiske og isolationistiske politik samt midlertidige lukkede grænser og en hastigt voksende nationalisme i Europa. En verden, hvor vi er vidner til forfærdelige krige og katastrofer i Syrien, hvor flere end ni millioner mennesker er flygtet på grund af krigen, i Sydsudan, hvor en alvorlig sultkatastrofe og koleraepidemi truer, i Irak, hvor 1,5 millioner er drevet på flugt af interne kampe blandt andet på grund af den bevæbnede gruppe, der kalder sig selv Islamisk Stat, og i Gaza, hvor mange er dræbt, såret og/eller fordrevet fra deres hjem på grund af konflikten med Israel.

En verden, hvor menneskerettighederne er hårdt presset blandt andet som konsekvens af krige og væbnede konflikter, religiøse fortolkninger, øget overvågning i antiterrorismens navn, modstand mod FN’s Flygtningekonvention og i kraft af kvindeundertrykkelse og voldtægter, tortur, dødsstraf, hatecrimes mod homoseksuelle og andre minoriteter, politivold, samvittighedsfanger og uretfærdig rettergang, hævn- og børneporno, begrænsninger i ytringsfriheden og et mindsket råderum for civilsamfundet, rejseforbud, præventive anholdelser og så fremdeles.

Derfor er internationalt samarbejde – og dermed FN og ICC – ufattelig vigtigt. Man kan kritisere begge institutioner for flere ting, men fordi det internationale system er karakteriseret som grundlæggende anarkisk – det vil sige, at verden ikke har nogen øverste myndighed eller regent – er det Amnestys holdning, at vi netop har brug for internationale institutioner som FN og ICC for at inddæmme anarkiets effekter. FN og ICC er måske ikke optimale løsninger – endnu – men de er de mindst ringe løsninger i en anarkisk verden, som har brug for nogle internationale spilleregler som menneskerettighederne for så vidt muligt at sikre, at alle mennesker har et minimum af retfærdighed i deres liv og for at undgå potentielle krige.

Konklusion  

Så er menneskerettighederne ikke bare en vestlig dagsorden? Nej. De beskytter rettighederne for alle i hele verden. Værdierne for menneskerettigheder kan spores tilbage til mange kulturer, og FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder blev udarbejdet af mennesker fra alle regioner i verden. Menneskerettighedskriserne rundt om i verden i dag – for eksempel i Syrien, Burma, Gaza, Zimbabwe, Irak og Afghanistan – kræver øjeblikkelig handlen og afspejler behovet for kollektiv ledelse af etablerede og fremspirende magter. 


11.
Derfor har vi brug for ICC

>>>

Statue af retfærdighedens gudinde i romersk mytologi, Justitia, ved Gerechtigkeitsbrunnen (Retfærdighedsspringvandet) i Frankfurt

Hvorfor har vi brug for ICC?

ICC er en permanent domstol, der skal stille internationale forbrydelser for retten: Folkemord, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og andre alvorlige lovovertrædelser. Desuden er det en domstol, der fungerer som sidste instans. Det vil sige, at den er designet til udelukkende at træde til, når nationale domstole ikke kan eller ikke vil retsforfølge sager eller rejse tiltale på baggrund af disse internationale forbrydelser.

Som en domstol i sidste instans spiller ICC en afgørende rolle for at dæmme op for tendensen til straffrihed og uretfærdighed i lande, hvor nationale institutioner hverken kan eller vil rejse sagerne, eller domstolene ikke kan sikre en retfærdig rettergang. For torturoverlevere, familier til de forsvundne eller myrdede, voldtægtsofre, børn, der er blevet taget fra deres hjem og tvunget til at kæmpe for en milits eller hær, og civile, der har set deres lokalsamfund blive flået fra hinanden af ​​væbnede angreb, er retfærdighed ofte illusorisk. Straffrihed for gerningsmændene skaber dybe og varige skævvridninger, der kan bidrage til fremtidige konflikter og andre sociale dårligdomme.

Mens ICC’s sager måske ikke når de lavere rangerende gerningsmænd, giver retsforfølgelse af højt profilerede gerningsmænd en grad af retfærdighedsfølelse for ofrene rundt om i verden. Verdens ledere bør huske disse ofre, når de vurderer, om de vil være med i domstolen. 

Amnesty mener, at nogle af de største trusler mod fremtiden for menneskerettighederne udgøres af straffrihed for personer, der står bag alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, og hvis ofrene hverken får erstatning eller genoprejsning. For at imødekomme dette, har vi brug for fælles visioner og institutioner, der yder retfærdighed til ofrene og sikrer, at vi har effektive og retfærdige retssystemer – både nationalt, regionalt og internationalt. Derfor har vi brug for Den Internationale Straffedomstol.


12.
Amnestys anbefalinger

Amnestys anbefalinger

Amnesty International kæmper for, at FN’s Sikkerhedsråd skal vedtage etiske regler om, at de permanente medlemmer frivilligt afstår fra at bruge deres vetoret til at blokere Sikkerhedsrådets handlinger i situationer med folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

I forhold til styrkelsen af ICC, har Amnesty International udarbejdet en række anbefalinger til deltagerstaterne, som sigter efter at styrke ICC og dens evne til at levere retfærdighed til ofre for folkemord, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og andre alvorlige overtrædelser.

De omfatter opfordringer til deltagerstaterne om at:

  • Bekræfte deres støtte til ICC og for Sydafrikas, Gambias og Burundis vedkommende at genoverveje deres beslutninger om at forlade ICC.

  • Opfordre de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd til at afstå fra at bruge deres vetoret til at blokere henvisninger til anklageren ved ICC, i situationer der involverer krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden eller folkemord.

  • Øge ressourcerne til ICC, således at ICC kan udvide sine efterforskninger i 2017.

  • Udvikle bedre systemer til at sikre samarbejdet mellem regeringer og ICC – især i forhold til at arrestere og overdrage mistænkte.

  • Sørge for at enhver ændring af ICC’s retslige rammer opnår de højeste standarder for retfærdighed for den anklagede, samtidig med at de respekterer ofres og vidners rettigheder.

13.
Videre læsning

Videre læsning

Hvis du ønsker at læse videre om ICC og menneskerettighederne, er der herunder nogle brugbare links: