01.
God nyhed

BELÉN ER FRI

ARGENTINA: Den 27. marts blev Belén frifundet. I marts 2014 aborterede hun ufrivilligt, da hun var omkring 22 uger henne. Hun blev efterfølgende arresteret og anklaget for mord på det ufødte foster – og i april 2016 idømt otte års fængsel.

Den 21. marts 2014 tog Belén på hospitalet med stærke mavesmerter. På det tidspunkt vidste hun ikke, at hun var gravid. Hun blev overført til gynækologisk afdeling, hvor hun aborterede efter kraftige blødninger. I stedet for at få den nødvendige støtte, blev hun arresteret og sendt direkte i fængsel.

Belén blev anklaget for at selv at have fremprovokeret aborten. Hun sad herefter varetægtsfængslet i to år, indtil hun i 2016 blev idømt otte års fængsel for mord.

Som en del af vores kampagne My Body My Rights satte vi en verdensomspændende aktion i gang for Belén. I sommeren 2016 afleverede vi flere end 120.000 underskrifter for hende, inden hendes sag blev ført ved højesteret.

Nu er hun fri, efter at højesteretten i Tucumán Provincen i Argentina enstemmigt valgte at frifinde hende.