Bangladesh: Fotografen Shahidul er løsladt

01.
Kort sagt

Fotografen Shahidul er løsladt

Efter mere end 100 dage bag tremmer blev fotograf og aktivist Shahidul Alam fra Bangladesh løsladt mod kaution.

Mange tak til alle de danskere, der skrev under for Shahidul Alams frihed. Efter at have tilbragt over 100 dage i fængsel blev Shahidul endelig løsladt den 20. november 2018 mod permanent kaution. Det betyder, at han ikke må blive fængslet igen uden en retssag.

Amnesty International aktionerede globalt i september 2018 for at få Shahidul Alam løsladt. Da han kom ud fra fængslet, takkede han alle, der har kæmpet for hans sag:

”Det er fantastisk, at jeg på en eller anden måde har fået kontakt til så mange mennesker over hele verden. Det er især Amnestys medlemmer og støtter, som har spillet en afgørende rolle i at gøre det her til virkelighed, og som har skabt det pres, der førte til min løsladelse”, siger Shahidul.

Alene herhjemme skrev 45.695 danskere og færinger under for Shahiduls frihed.

Kampen er ikke slut endnu

Anklagerne imod Shahidul Alam står desværre stadig ved magt. Shahidul blev arresteret i Dhaka den 5. august 2018. Næste dag blev han anklaget for at have kritiseret regeringens hårde kurs mod de daværende studenterprotester i et interview til tv-stationen Al-Jazeera. Demonstranterne krævede sikrere veje, efter at to studerende blev dræbt og 13 såret af en bus, da de ventede ved et busstoppested.

Shahidul Alam risikerer stadig 14 års fængsel, hvis der opstår en formel retssag. Han blev anklaget for at overtræde loven om informations- og kommunikationsteknologi. En lov, der er vagt og bredt formuleret, og som kan bruges til at retsforfølge enhver, som forholder sig kritisk over for regeringen i medierne.

Politiet behøver ikke en arrestordre eller en officiel tilladelse til at retsforfølge folk. De nægter for det meste den anklagede kaution, og den anklagede bliver ofte smidt i fængsel i flere måneder uden en officiel dom. De arresterede er ofte journalister, der har skrevet kritiske artikler om regeringen. Shahidul Alam er kendt for at være kritisk på sociale medier og på sin hjemmeside.

Vi arbejder fortsat på, at anklagemyndigheden frafalder alle anklager imod Shahidul. Og vi vil kæmpe videre for alles ret til at sige eller skrive, hvad de mener. 


02.
Video