Interview med researcher Joanna Mariner

01.
Interview

Interview med researcher Joanna Mariner

Amnesty opruster sin kriseresearch for at kunne dække de mange væbnede konflikter i verden. Arbejdet er ikke uden risiko – men det er nødvendigt, hvis de brutale overgreb, som tvinger mennesker på flugt, skal dokumenteres og standses.

Amnestys erfarne researcher Joanna Mariner forklarer her, hvorfor hendes arbejde i frontlinjen ikke ville være muligt uden støtten fra Amnestys medlemmer.

Forberedelse:

”Jeg har modtaget undervisning i førstehjælp, i at være under fjendtlig beskydning og i at håndtere gidselstagninger. Derfor ved jeg for eksempel, at bestemt ammunition kan skyde igennem stål. Men at være ordentligt forberedt handler meget mere om erfaring end om træning”

Informationer:

”Som det første anskaffer jeg mig gode detaljerede kort. Så læser jeg al ny information om det område, jeg skal af sted til – både fra Amnesty, andre organisationer, FN og medierne”.

Udstyr:

”Førstehjælpsudstyr og malariamedicin. En satellittelefon, en lokal telefon, en engelsk telefon – kommunikation er afgørende! Jeg tager også foto- og videoudstyr med og en GPS-søger, så mine kolleger altid ved, hvor jeg befinder mig”.

Sikkerhed:

”Jeg taler meget med folk på jorden for at få et overblik over, hvor jeg ikke kan tage hen, hvilke veje det er bedst at undgå, og hvornår det er bedst at rejse. Det kan handle om ikke at bruge et bestemt køretøj for at undgå bilkapringer. I nogle situationer er der alvorlig risiko for at blive skudt, ramt af granater, blive kidnappet eller dræbt”. 

Transport:

”I nogle lande, for eksempel Den Centralafrikanske Republik, rejser jeg som regel blot med en chauffør. Vejene uden for byerne er ofte dårlige, så vi bruger altid en firehjulstrækker. Der kan være landevejsrøvere, og jeg har selv været i nogle situationer, som var skræmmende”.

Interview:

”Vi indsamler vores egne førstehåndsberetninger. Altid. Efter en massakre er det vores pligt at dokumentere præcist, hvad der skete. Så jeg spørger folk om detaljerne. Hvem, hvad, hvor og hvornår? Hvad så du? Hvad havde de på? Hvem affyrede skuddene?” 

Dokumentation:

”Vi løber ikke med rygter. Vi indsamler vidneberetninger, skriftlig dokumentation og retsmedicinsk bevismateriale. Vi opsøger massakren, fotograferer ligene, den efterladte ammunition, granatsplinterne og andre fysiske beviser. Nogle af vores fotos er svære overhovedet at se på. Dem udgiver vi ikke. Men vi gemmer dem som beviser”. 

Rapportering:

”Vi beskriver præcist, hvad der skete, analyserer forbrydelserne og giver vores anbefalinger. Vi er ikke kriminalpolitiet, men vi er ligeså rigide. Vores mål er at levere aktuel dokumentation fra konfliktzoner, holde forbryderne til ansvar og skaffe ofrene retfærdighed”. 

Kontakt til pressen:

”I situationer, som har mediernes opmærksomhed, tweeter vi vores fund, vi taler med journalister, udsender pressemeddelelser, blogs og større briefinger. Det er helt afgørende for os, at vi kan vise omverdenen, hvad der sker, og at vi på den måde kan lægge pres på de regeringer, som kan standse overgrebene”.

Kampagne og lobbyarbejdet:

”Vi bruger mange kræfter på at sikre, at vores anbefalinger til reformer bliver til virkelighed. Vi mødes med FN-folk og regeringer verden over for at forklare dem behovet for øjeblikkelig handling”.

Tilbage til Landsindsamlingssiden