Lokale aktivister er uundværlige for Amnesty

01.
Aktivisme

Lokale aktivister er uundværlige for Amnesty

De laver happenings på landets gymnasier, taler med folk på gågaden, samler underskrifter ind og er i det hele taget afgørende for, at Amnestys budskaber kommer bredt ud, fortæller Pernille Bækkel Jensen, der er youth-koordinator i Amnesty.

Aktivisme er en vigtig del af Amnesty. Hvad går den helt konkret ud på?

Amnesty har en masse aktivister rundt omkring i landet, der arbejder med vores kampagner og giver dem et twist, så de kan blive forankret i deres lokalområde. Vi har youth-grupper, som laver rigtig meget aktivisme på landets gymnasier og sørger for at involvere deres medstuderende i Amnestys budskaber. Det kan være, at de går op til en morgensamling og fortæller om en kampagne og samler underskrifter ind i frikvarteret. Derudover har vi vores grupper, der er gode til at komme ud i lokalsamfundet og lave demonstrationer, stille boder op og tale med forbipasserende om de ting, vi arbejder med.

Kan du give et godt eksempel på noget lokal aktivisme, der satte fokus på en bestemt problematik?

Youth-gruppen på Nykøbing Falster Katedralskole havde svært ved at aktivere de andre studerende og lavede derfor en kæmpe Roskilde-lejr inde på skolen. Budskabet var, at mennesker i flygtningelejrene lever under beskidte og usle forhold hele året rundt og ikke bare i et par dage, som unge danskere gør, når de er på Roskilde Festival. Det gjorde, at folk blev helt vildt interesserede, fordi de syntes, det var spændende med en hel lejr nede i hjørnet af skolen. Så youth-gruppen fik talt med rigtig mange om Amnestys arbejde med mennesker på flugt, og de var gode til at få spredt det på sociale medier bagefter.

Hvilken aktivismeaktivitet har været med til at skabe et særligt godt resultat?

I forbindelse med Sygt System-kampagnen for transkønnedes rettigheder var alle vores grupper ude at lave noget i fællesskab. 38 grupper – både youth-grupper og lokale Amnesty-grupper – arbejdede på denne sag og lavede over 50 offentlige arrangementer. Og det var jo en kampagne, der endte med et godt resultat, idet transkønnethed blev fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske lidelser 1. januar 2017.


Grupperne er spredt ud over hele landet. Men hvem kan egentlig være med i Amnestys aktivisme?

Det kan alle, og vi har aktivister i alle aldre – den ældste er 96 år og er med i Amnestys lægegruppe. Vores Youth-grupper er primært på landets gymnasier, men har man lyst til at starte en gruppe på en tekniske skole eller sammen med nogen af sine venner, kan man også det. Derudover har vi de lokale Amnesty-grupper, der både består af unge universitetsstuderende og folk i 60-70 års-alderen.


Pernille Bækkel Jensen er youth-koordinator i Amnesty. Udover at hjælpe og undervise vores youth-aktivister, koordinere kampagner og events som fx Ungdommens Folkemøde hjælper Pernille også vores lokale grupper.