Interview med Eva og Elias

01.
Interview

”Vi står klar med kakao, kaffe, kage og krammere”

Eva Hesse Lundström og hendes syvårige søn Elias glæder sig som indsamlingskoordinatorer til at tage imod indsamlerne i deres lokalområde i Gentofte, hvor de har allieret sig med caféen Bistro 28.

Hvorfor har I valgt at stille op som koordinatorer?

Det har vi, fordi det er en rigtig god måde at løfte en stor opgave på med en realistisk arbejdsbyrde. Vi samlede ind sidste år og ville også have gjort det i år, men så tænkte jeg, at på dobbelt så lang tid kan vi i virkeligheden gøre en hel masse for mange flere. Så i stedet for at tage en rute, så bakker vi op om 20-40 ruter – afhængig af, hvor mange der melder sig til herude.

Hvad tænker du, at I kan gøre på dagen?

Vi kan gøre det rart for alle dem, der gider at gå ud i kulden og samle penge ind. Vi skal skabe en ramme, der giver folk lyst til at komme igen næste år. Når de først er her, skal de føle, at de bliver rost. Vi samler ind tre gange om året for tre forskellige organisationer, så vi ved ret meget om, hvad det betyder, hvordan man bliver taget imod, når man har været ude i flere timer og kommer tilbage med kolde fødder.

Hvad vil du tilbyde folk, når de kommer ind, Elias?

Slik! Det er i hvert fald rigtig godt. Og et lille diplom måske.  

Hvad har du ellers tænkt, at du vil gøre, når folk kommer ind og måske fryser?

Jeg tror faktisk, at min mor har lavet noget kaffe, som de voksne kan få. Og så laver jeg noget kakao til børnene. Jeg tror, at jeg stiller det ovre på et bord, så de bare selv kan tage det.

Tror du, at der kommer nogen børn, du kender?

Det tror jeg.

Eva: Det kunne godt være. For vi er jo i vores eget lokalområde. Så der kunne godt komme nogen nede fra børnehaven eller fra fodbold. Og så har vi jo valgt et sted, hvor der er en café. De giver kaffe og kakao, så vi skal ikke engang lave det selv, Elias.  Og så synes jeg det er vigtigt, at de får en krammer, hvis de vil have det. I hvert fald et klap på skulderen. Det er jo december og sikkert meget koldt. Vi kan ikke se vejrudsigten endnu, men det bliver nok tough. Så de skal have masser af ros.

Hvad har været det sjoveste eller bedste, når du selv har været ude for at samle ind, Elias?

Det har været, når man banker på og siger ”hej, vi er fra Amnesty, vil du give et lille bidrag?”. Det kan jeg rigtig godt lide. Når de svarer ja, så bliver jeg rigtig glad.

Hvad er ellers vigtigt for jer som koordinatorer på dagen?

Eva: At vi er hurtige og effektive, tænker jeg. Folk har måske vådt vintertøj på, og så er det virkelig ufedt at stå og vente i et varmt rum i lang tid. Vi er to voksne og to børn, og vi vil være så hurtige, som vi overhovedet kan. Men vi kan jo også spørge dem, og de vil have det hurtigt overstået, eller om de vil ind og hygge lidt først. Fordi vores storesøster bager jo også kage.


Det er jo mange timer, at I skal være der. Hvad tror du, du kan finde på at lave, når du ikke skal stille kakao frem og uddele diplomer, Elias?

Så tror jeg, at jeg vil gå ind og spille bordfodbold med min storesøster Lea.

Men hvorfor er det overhovedet en god ide at gøre noget, Elias?

Det er fordi, vi kan hjælpe en masse folk med deres liv. Det er faktisk på en måde lidt som at være livredder det her. Og jeg kan rigtig godt lide at hjælpe andre mennesker.

Hvad er det for en følelse, det giver i kroppen?

Jeg bliver bare rigtig glad.

Hvad håber I, at der kommer til at ske på dagen?

Elias: Jeg håber, at der kommer mange folk, fordi så kommer der mange penge, og så kan vi hjælpe flere.

Eva: Jeg synes det samme som Elias. Jeg håber, at det bliver en dag med god stemning. Vi har selv prøvet at skulle aflevere pengene i en bank, hvor folk måtte stå i kø helt ned ad gaden, og hvor det var nogle emsige og ikke smilende typer, der tog imod bøtterne. Og så har vi prøvet at komme ned, hvor de nærmest stod med åbne arme og sagde ”nej, hvor er I gode – kom indenfor!”. Og der er bare forskel. Jeg tror, vi vælger den sidste model.

Hvorfor har du valgt at have børnene med, Eva?

De er altid med. De har været med til at samle ind i maven, i barnevognen og da de havde lært at gå. Det er en forudsætning for, at jeg selv kan deltage, at de er med, fordi jeg sætter ikke mine børn i pasning for at kunne hjælpe andre. Og så er det en del af deres dannelse. Hvis man kan hjælpe, skal man hjælpe. Punktum. Og deres ben fejler ikke noget.

Elias (med fingeren oppe): Det er ikke min mor, der siger, at jeg skal. Jeg vil selv gøre det! Det er kun derfor.

Hvor mange forventer I, der kommer?

Elias: Jeg forventer, at der kommer hundrede.

Eva: Hundrede? Ja, måske lige knap. Der er 40 ruter, og sidst jeg hørte noget, var der 20 tilmeldte, men det er noget tid siden. Så måske er der 30 af ruterne, der er taget, og så tænker jeg, at der kommer to måske tre personer pr. rute. Og vi har kalkuleret med 60 stykker banankage, ha-ha! Men det er sindssygt svært at vide. Men heldigvis får vi også småkager og drikkevarer fra cafeen, så der burde være nok til alle.

Hvad skal du så lave, når I er helt færdige, Elias?

Så tror jeg, at jeg skal se noget tv. Og måske have noget slik og noget indisk mad. Og et varmt bad.

Tilmeld dig landsindsamlingen