Menneskerettighederne fylder 70

01.
MR70

Menneskerettighederne fylder 70

Den 10. december fylder FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder 70 år. I anledning af jubilæet vil Amnesty International Danmark fokusere på at udbrede den grundlæggende fortælling om, hvorfor menneskerettighederne stadig er det bedste bud på en retfærdig og tryg verden.

Menneskerettighederne har aldrig været så meget til debat i Danmark som i disse år. På den ene side argumenterer flere og flere politikere og debattører for, at menneskerettighederne er forældede eller direkte skadelige for danskerne og Danmark. På den anden side tager en stor del af befolkningen dem for givet, og at det er helt utænkeligt, at de bliver taget fra os.

I Amnesty mener vi, at menneskerettighederne stadig er det bedste bud på et liv i sikkerhed, en tryg hverdag, et frit samfund og en retfærdig verden.

Fundament og sund fornuft

I løbet af 2018 vil Amnesty sammen med engagerede danskere markere, at erklæringen er lige så gyldig og relevant i dag, som den var på sin første dag for 70 år siden. Vi vil behandle menneskerettighederne som et fælles værdimæssigt fundament, som sund fornuft – og som en nedre grænse for, hvordan mennesker skal behandles og behandle hinanden. Det vil vi, fordi vi tror på, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.

Markeringen af 70-året for Verdenserklæringen vil blive afsluttet med en stor fest med musik og taler i Bremen Teater i København den 10. december. Billetsalget er endnu ikke begyndt.

Katastrofer gjorde det nødvendigt

Det var første gang i historien, da verdens mest magtfulde ledere i 1948 gik sammen om at beskrive det enkelte menneskes rettigheder. Rettighederne skulle gælde for alle mennesker hele tiden - og staterne skulle med lovgivning beskytte rettighederne.

Og det var med grufulde menneskelige katastrofer i frisk erindring, at verdens ledere vedtog FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

Store dele af menneskeheden havde i løbet af to verdenskrige i første halvdel af 1900-tallet gennemlevet ufattelige lidelser. 1. Verdenskrig (1914-18) kostede over ni millioner mennesker livet, fordi statsledere uden hensyn til menneskeliv førte en skånselsløs udmattelseskrig, hvor taktikken blandt andet gik ud på at udtømme fjendens styrker for menneskelige ressourcer ved at dræbe så mange som muligt – uden at der nødvendigvis blev erobret land.

Bare 21 år senere udbrød 2. Verdenskrig, som fik større civile omkostninger end nogen anden tidligere konflikt. Flere af de krigsførende lande på begge sider gik direkte efter den civile befolkning. USA’s atombomber, Japans og Tysklands forsøg på udryddelser af hele befolkningsgrupper, Sovjetunionens tvangsdeportationer til Sibirien og målrettede bombninger af civile mål fra alle sider i Japan, Storbritannien og Tyskland. Langt over 60 millioner mennesker mistede livet, og heraf var de omtrent 35 millioner civile ofre.

Forbrydelserne i begge verdenskrige blev sat i værk af stater og deres ledere og gik ud over ubevæbnede mænd, kvinder og børn.

Verden havde derfor mere end nogensinde brug for at gå sammen og blive enige om, hvilke rettigheder det enkelte menneske har – rettigheder som ingen stater, virksomheder eller enkelte mennesker må bryde.



Verdenserklæringen var kun startskuddet

FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder er i dag underskrevet af langt de fleste lande kloden rundt og er en grundsten i den international retsorden. Men den er ikke juridisk bindende. Derfor er der siden 1940 vedtaget en lang række aftaler og konventioner, som juridisk forpligter medlemslandene til at beskytte det enkelte menneskes rettigheder: