Verdens vigtigste ord

01.
70-året

Verdens vigtigste ord

I anledning af 70-året for FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder har Amnesty bedt en række forfatter udvælge og sætte ord på den del af erklæringen, som betyder mest for dem.


02.
Sara Omar

Lærke Posselt

Af Sara Omar, forfatter

Spørgsmålet er ikke, om menneskerettighederne fortsat er relevante.

Spørgsmålet er, hvordan kan de dog ikke fortsat være relevante i en verden, hvor mennesker stadig tortureres, undertrykkes, voldtages, skamferes, får indskrænket deres basale rettigheder dagligt og likvideres på åben gade, alt imens majoriteten ser uimodsagt på. I en verden hvor mennesker tvinges til at gifte sig i arrangerede ægteskaber og hvor millioner hver dag lever i frygt. I krig. I fattigdom og elendighed. I frygt for at miste deres liv, frygt for at gå udenfor, frygt for seksuelle krænkelser og frygt for at sige deres mening.

I år fejres det, at menneskerettighederne fylder 70 år. 70 år og der er stadig kvinder, mænd, børn og minoriteter, der behandles umenneskeligt og uretfærdigt og menneskerettighederne overtrædes fortsat i et utal af lande verden over. Netop derfor er menneskerettighederne mere relevante end nogensinde. Fordi verden ikke er blevet bedre. Fordi mennesker stadig ikke behandler hinanden ordentligt og med respekt, ære og værdighed. Fordi verden styres af penge, magt, narcissisme, patriarkalske mentaliteter og paternalistiske holdninger.

For mig står punkt 29 i FN’s menneskerettighedserklæring stærkest: “Alle har ret til menneskerettighederne uden forskelsbehandling. Uanset hvem du er, hvor du er født, hvilket køn du har, og hvordan du ser ud, har du de samme rettigheder.”

Det vil sige, at du som kvinde har samme rettigheder som en mand, at du som kurder har samme rettigheder som iraker, at du som barn har samme rettigheder som en voksen og at du mørkhåret som lyshåret, høj eller lav har samme rettigheder. Rettigheder som du er født med.


Kvindesynet har været i fokus det seneste stykke tid, men er det nok bare at snakke? Spørgsmålet er, om det har sat en bevægelse i gang som er til gavn for den næste generation af piger og deres opfattelse af dem selv og deres køn?


Og handler det ikke om, at forskelsbehandling skal sættes på dagsordenen for at vi tilsammen kan gøre os klogere på nye konstruktive løsninger i stedet for at dæmonisere? Som jeg tidligere har sagt, har ondskab ingen moralske skrupler, men hvem er det, der er skaberen af bødlerne og hvem er bødlerne? Er det ikke mennesket selv?

Derfor er det livsnødvendigt at tage fat i det enkelte menneske og oplyse det om både sine men også andres rettigheder. Mennesker, der begår vold og udfører ugerninger, skal uddannes, dannes, oplyses og gøres klogere på andre konstruktive valgmuligheder i livet. Det handler i høj grad om, at bryde med gamle mønstre, patriarkalske og ekstremistiske strukturer, systemer og mindset. Vi bliver nødt til at gøre front, i håb om at skabe en tryggere verden, hvor kvinder ikke pr. automatik betragtes som det svage køn, men i stedet anerkendes for de stærke, livsskabende mennesker de er.

Menneskerettighederne er med til at indgyde håb og det håb skal fastholdes og beskyttes. Rettigheder er fællesnævner for det at være et individ, en eksistens, en sjæl, et menneske, et levende væsen. Håb og lys for dem, de tavse stemmer, som befinder sig i mørket et sted derude. Det er blandt andet dét menneskerettighederne skal værne om. Håb om, at verden også for de undertrykte og voldsramte kan blive et bedre sted at leve. Hvis vi giver fortabt op på menneskeheden, medmenneskelighed og på de tavse stemmer, giver vi op på selve mennesket.

Måske er menneskerettighederne skrevet i en anden tid, men så længe vi tror på dem, så kan vi også være med til at få dem til at spire og gælde for enhver, uanset køn, etnicitet eller religiøs overbevisning. Det er enhvers ansvar at tænde et lys, også dér, hvor lyset er sværest at tænde.

Menneskerettighederne er langt fra perfekte, men jeg tror, at verden ville være et endnu værre sted uden.


03.
Carsten Jensen

Ritzau Scanpix / Celina Dahl

Af Carsten Jensen, forfatter

Der findes en scene i forfatteren Primo Levis roman "Hvis dette er et menneske",  som man aldrig glemmer, ikke blot fordi den rummer essensen af menneskelig nedværdigelse, men også fordi den i fem ord formår at opsummere den tankegang, der har dømt Primo Levi og med ham millioner af andre jøder til tilintetgørelsen.

Primo Levi er netop ankommet til udryddelseslejren Auschwitz. Det er om vinteren, det er frysende koldt. Levi er udmattet, sulten, tørstig og forkommen, da han får øje på en istap, som han instinktivt rækker ud efter for at læske sig med en smule væde. Men hans fangevogter slår brutalt istappen ud af hånden på ham. Primo Levi, der endnu ikke til bunds har forstået det system, han er faldet i hænderne på, stiller det mest troskyldige og logiske spørgsmål af alle.

"Hvorfor?" spørger han.

Og fangevogteren svarer ham. "Hier gibt es kein Warum." Her findes der intet hvorfor. Han siger to ting med dette monumentale svar. Primo Levi har ikke ret til at spørge. Og fangevogteren har ingen pligt til at svare.

Det er ikke forbuddet mod at slikke på istappen, der er det egentlige overgreb og kernen i nazismens totalitære system. Det er forbuddet mod ordet hvorfor.


Menneskerettighedserklæringen har tredive artikler, og det kan være svært at holde dem ude fra hinanden, for de handler alle om det samme: Menneskers ret til at uden voldelige hindringer eller ydmygelser at søge deres egen lykke. Denne søgen indebærer også retten til at spørge hvorfor, når nogen begår et overgreb imod dem.


Mange siger i disse år, at menneskerettighederne er opstået under bestemte historiske omstændigheder og i dag trænger til en revision. Eller også bliver det hævdet, at menneskerettigheder kun giver mening i Vesten og ikke formår at vække genklang i andre kulturer.

Jeg har rejst i mange lande og kulturer, og jeg har aldrig mødt nogen mennesker, der bifaldt, at deres dør kunne blive sparket ind midt om natten af ukendte mænd. Ingen mennesker ønsker at leve i en verden, hvor de fem fatale ord hersker: Hier gibt es kein Warum. Retten til at udtale ordet hvorfor, uden at blive slæbt bort til en ukendt skæbne, kan alle mennesker gå ind for. Mere forskellige er vi ikke. Mere historisk bundne er menneskerettighederne ikke.

Menneskerettighederne blev formuleret i det ødelagte Europa efter Anden Verdenskrig. De var en opsummering af en erfaring, en minimal manual i menneskers omgang med hinanden og en advarsel. Hvis vi ikke lærer af historien, vil den gentage sig.


04.
Maise Njor

Peter Nørby

Af Maise Njor, forfatter

Artikel 16: Alle voksne har ret til at gifte sig og til at stifte familie. Ingen må hverken tvinge dig til at blive gift eller forhindre dig i det.

Det bedste, man har i livet, er ens børn. De er den pureste form for kærlighed – og de ved det ikke engang helt, før de selv får børn. Indtil da må de nøjes med romantisk kærlighed … Og hvad er det? Den kan antage mange former, tænker jeg, som jeg sidder her på en cafe på Mallorca og kigger ud på strandpromenaden. Par slentrer i aftenbrisen hånd i hånd, og der er da sikkert et par eller to, som egentlig ikke burde være sammen. Men ham med Manchester United-tatoveringen i nakken, der har så mange deller, at det ser ud som om der står ”chester ted” og hende der ser ud som om hun har klædt sig ud som en altankasse, har selv valgt den, de holder hånd med.

At give sit barn væk til en, det ikke selv har valgt, kan i nogle kulturer føles som kærlighed. Og vi skal ikke tro, at vi i Europa har patent på kærlighed, bare fordi vi har set Shakespeare eller læst Jane Austen. Det er højrøvet. Og i øvrigt levede disse store kærligheds-fortællere også i tider, hvor en ung person ikke altid selv kunne vælge, hvem de blev gift med – ligesom vi i dag oplever, at personer fra andre kulturer tvinges til at lade deres familier bestemme.

Kærlighed kan være mange ting. Det kan også være, at man er tryg fordi ens mand kan skaffe ens familie tag over hovedet, eller kærlighed kan være, at man som hjemløs kvinde finder en mand, som kan beskytte en.


Kærlighed er ikke bare kriller i maven eller små digte på vers. Det er jeg med på. Og jeg er med på, at vores ide om, hvad kærlighed er i dag, ikke er den samme som for hundrede år siden. Men lige når det gælder at tvinge sit barn til at gifte sig med en, han eller hun ikke selv har valgt … det synes jeg faktisk ikke er kærlighed.


Før, da jeg gik med min datter, den yngste af tre på henholdsvis 15, 18 og 22, på strandpromenaden, legede vi legen med: Ud af de næste ti, der passerer os, skal jeg vælge den, du skal giftes med. Det er en sjov leg. Fordi det er en leg. Mens vi gik, bad jeg hende – som i nogle kulturer ville være en giftefærdig kvinde - svare på mine spørgsmål, f.eks. om, hvordan hun ville have det med, at jeg valgte en mand til hende:

”Det ville være ubehageligt. For vi har ikke samme smag i mænd, og det kunne være, at jeg slet ikke var interesseret i mænd. Eller ikke havde lyst til at blive gift.”

Er det ikke ok, at andre, der ser en klart, vælger for en?

”Så er det jo ikke kærlighed. Overhovedet ikke. Jeg ville ikke kunne holde ud, at personen ikke havde valgt mig, fordi jeg var mig.”

Hvad tænker du om dem, som lever i et arrangeret ægteskab?

”Jeg tror ikke, at der er nogen, der er ok med det. Jeg ville nok selv stikke af. Og ville forstå, hvis min mand stak af. For han havde jo ikke valgt mig med hjertet.”

Solen er på vej ned over Mallorca. Par går hånd i hånd. Og de har selv valgt deres mage med hjertet. Eller hjernen eller pengepungen eller fornuften. Men de har selv valgt. Det skal min datter også.


05.
Kristina Stoltz

Morten Germund

Af Kristina Stoltz, forfatter

Artikel 14: Alle har ret til et tilflugtssted. Hvis du bliver forfulgt, har du ret til at blive beskyttet i et andet land.

Der er noget åbenlyst logisk ved, at du stikker af og søger tilflugt, hvis nogen er efter dig, hvis nogen for eksempel truer med at slå dig eller dine nærmeste ihjel. Alle mennesker med et overlevelsesinstinkt vil søge væk fra vold, trusler og sult. Man kan være forfulgt, fordi man politisk er i opposition til magthaverne, man kan være forfulgt af voldshandlinger på grund af krig eller inden for hjemmets fire vægge, man kan være forfulgt af sult og fattigdom.

Hvis ens fysiske eller mentale overlevelse er truet, vil ethvert sundt menneske søge et andet sted hen, hvor den trussel enten er reduceret eller helt fraværende. Vores politiske system tillader ikke længere så vide definitionsrammer for retten til asyl, og fordi flere og flere mennesker på jorden forlader deres oprindelseslande i håbet om at opnå beskyttelse fra netop vold, krig, fattigdom og sult, arbejder de vestlige landes regeringer samtidig på højtryk for at indskrænke definitionen på forfølgelse og dermed mulighederne for, hvornår nogen har ret til et tilflugtssted.

I Danmark har vi oprettet interneringslejre, som vi kalder for ”udrejsecentre”. Lejrene er for personer, der har fået afslag på asyl, men som nægter at rejse tilbage til de steder, de kommer fra, enten fordi de frygter for deres overlevelse, eller fordi oprindelseslandene nægter at tage imod dem. Disse mennesker, børn og voksne i interneringslejrene, står uden for retsstaten. De har hverken rettigheder i oprindelseslandene eller her i Danmark.


Selvom nogen af dem er indehavere af et pas, er det ikke misvisende at kalde dem statsløse, for medlemmer af en stat, borgerne, selv de kriminelle borgere, der soner en straf i fængslet, er indbefattet af retsstaten. Det er de afviste asylansøgere i interneringslejrene ikke. Man kan sige, at de står uden for loven og dermed uden for det, vi normalt betegner som det menneskelige.


De eneste rettigheder, de stadig tildeles, er retten til at forblive i live, hvilket betyder, at de kun akkurat tildeles det fornødne til formålet: Tag over hovedet, tøj på kroppen, tre måltider om dagen.

I Danmark lige så vel som i de fleste andre europæiske lande tillader vi, at flere og flere personer, heriblandt børn, står uden for det, vi normalt betegner som en menneskeret, nemlig retten til beskyttelse fra forfølgelse og dermed retten til at føre en tilværelse med alt, hvad det indbefatter af skolegang, uddannelsesforløb, arbejdsliv, bevægelsesfrihed, familieliv, fritidsaktiviteter og retten til at skabe et hjem frem for et liv som frihedsberøvet uden køkken i et goldt værelse i en nedlagt militærbarak bag pigtrådshegn.


06.
Kirsten Thorup

Lærke Posselt

Af Kirsten Thorup, forfatter

Artikel 7:  Alle er lige for loven

Den lovgivende magt, det vil sige vores folkevalgte politikere har som deres fornemste opgave i lovgivningsarbejdet at sikre, at der er lighed for loven. Men demokratiet er en skrøbelig styreform. Man kan undergrave de demokratiske grundværdier og se bort fra de elementære menneskerettigheder som lighed for loven, blot der er et flertal for det i Folketinget. De ansvarlige ministre kan efterfølgende vælge at sidde påtale om konventionsbrud overhørig, som det er sket i flere tilfælde.

Et eksempel på diskriminerende lovgivning inden for de senere år er loven om den såkaldte Starthjælp som Foghregeringen indførte 2002, og som igen blev ophævet af Thorning-regeringen i 2012 og efterfølgende genindført og udvidet som Integrationsydelse af Løkkeregeringen i 2015. Integrationsydelsen indebærer at asylansøgere, der har fået ophold i Danmark, og danske statsborgere som ikke har boet i Danmark de sidste syv af otte år får en lavere ydelse (på SU-niveau) end øvrige bistandsklienter. En klar lovbefalet forskelsbehandling af bestemte grupper af befolkningen, bosiddende i Danmark under dansk lovgivning.

Endnu et lovkompleks, der strider mod artikel 7 i menneskerettighedserklæringen,er den såkaldte Ghettopakke. Ifølge lovforslaget skal borgere der bor og begår kriminalitet i bestemte områder, udpeget som ghettoer, straffes dobbelt så hårdt for samme lovovertrædelse som forbrydelser begået i resten af landet uden for ghettoområderne. Altså en geografisk diskriminering og lovbefalet tilsidesættelse af lighed for loven.


Et andet af de mange punkter i lovforslaget: Familier i ghettoområder skal tvinges til at sende deres børn i vuggestue fra 1 års alderen. Straffen for ikke at overholde påbuddet er fratagelse af børnepengene. Forældrene i ghettoområderne straffes ligeledes med reducering i børneydelsen, hvis deres børn pjækker fra skolen. Også en klar ulighed for loven bestemt af, hvor man bor.


Derudover tænkes der indført en samkøring af oplysninger om familier bosiddende i ghettoerne efter et givent pointsystem med henblik på at kunne spotte trivselsproblemer i ghettofamilierne. En lang liste af forhold trækker fra i point. Eksempelvis hvis en af forældrene er arbejdsløs, hvis en af forældrene har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvis børnene ofte møder for sent i skole eller børnehave.

Ghettopakken er (hvis man skal tro den politiske retorik) primært rettet mod indvandrere, der bor i ghettoområderne og de såkaldte parallelsamfund. Lovforslaget, nu vedtaget i Folketinget, er altså en lovbefalet diskriminering af borgere i bestemte boligområder og dermed brud på menneskerettighedserklæringens artikel 7: Alle er lige for loven. Store dele af lovgivningen på udlændingeområdet viser en klar tendens til, at de grundlæggende menneskerettigheder og dermed demokratiet er kommet under stigende pres fra den lovgivende forsamling på Christiansborg.