Irlands abortlovgivning sætter kvinders liv på spil

Den irske abortlovgivning er en af de hårdeste i verden. Irske kvinder har kun ret til en abort, hvis graviditeten er til fare for deres liv, og uklar lovgivning betyder, at lægerne først tør udføre en abort, når kvindens tilstand er yderst kritisk. Det kan koste liv.

Irske kvinder sætter liv og helbred på spil, når de bliver gravide. Landets abortlovgivning betyder nemlig, at fosterets liv sidestilles med moderens liv, og det kan risikere at koste kvinden livet. Det er konklusionen I Amnestys rapport ”She is not a criminal: The Impact of Ireland’s abortion law”.

“Da Irland stemte ‘ja’ til ligestilling mellem heteroseksuelle og homoseksuelle par på ægteskabsområdet, viste det et land, der sætter en ære i at være åbent og inkluderende. Men langt fra alt er godt i Irland. Kvinder og pigers rettigheder bliver hver dag krænket på grund af en grundlov, der behandler dem som rugekasser”, siger Salil Shetty, generalsekretær i Amnesty.

Abort er forbudt selv hvis graviditeten skyldes voldtægt, hvis fosteret er handicappet eller så sygt at det ikke vil overleve fødslen.

Ventede på at foster døde

En af de kvinder, Amnesty har talt med, er Nicola. Da hun var i 19. uge viste en rutine-scanning, at fosteret var sygt, og ikke ville overleve. Alligevel var beskeden fra lægerne, at hun måtte fortsætte graviditeten, til fosteret døde af sig selv.

”I kan ikke bare lade mig gå rundt med en baby, der kommer til at dø. Jeg kan ikke gøre det!” fortæller Nicola, at hun tænkte, da hun fik beskeden fra lægerne.

”Jeg tror, jeg brød helt sammen, da jeg spurgte dem, hvornår de kunne fjerne det. Jeg troede, de automatisk ville fjerne det, når nu barnet var så sygt”, siger hun.

De næste fem uger gik hun til scanning hver uge, mens hun ventede på, at det syge foster ville dø af sig selv.

”De fleste kvinder bliver scannet for at tjekke, om deres baby har det godt. Jeg blev scannet for at se, om min var død”, siger Nicola til Amnesty.

Først da fosteret døde, turde lægerne fjerne det. Efterfølgende måtte Nicola i behandling for en infektion, hun fik af moderkagen.

Rejser ud af landet

På grund af den hårde lovgivning rejser omkring 4000 gravide irske kvinder hvert år ud af landet, især til England, for at få foretaget en abort.

Kvinderne har forskellige årsager til, at de ønsker en abort, men blandt dem er kvinder, der er gravide efter en voldtægt, samt kvinder, hvis foster – som i Nicolas tilfælde – ikke kan overleve.

”Kvinder og piger, der har behov for en abort, bliver behandlet som kriminelle, stigmatiseret og tvunget til at rejse udenlands. Den irske stat kan ikke ignorere virkeligheden og den indflydelse, den har på tusindvis af mennesker hvert år”, siger Salil Shetty.

Ikke alle kvinder har muligheden for at rejse til England. Rejseomkostninger og betaling til hospitalet gør det til en dyr rejse, som kun de bedst stillede har råd til. Andre grupper, som for eksempel asylansøgere, har heller ikke mulighed for at rejse udenlands, med mindre de kan skaffe dokumenter, der tillader dem at forlade Irland. Kvinder, der bliver i Irland og får foretaget en ulovlig abort, risikerer at blive straffet. Strafferammen for at få udført en abort er op til 14 års fængsel.

Hårde straffe

Det er ikke kun de kvinder, der får foretaget en illegal abort i Irland, der risikerer straf. Også for lægerne, der hjælper kvinden, er strafferammen op til 14 års fængsel.

”Irlands urimelige abortlovgivning skaber et klima af frygt, hvor læger og sundhedsvejledere kan blive idømt bøder for at informere kvinder om, hvordan de skal søge lægebehandling. Som et resultat er der kvinder, der helt undgår læger”, siger Colm O’Gorman, direktør i Amnesty Irland.

På grund af uklarheder i lovgivningen, og frygt for følgerne, er lægerne meget tøvende med at fjerne et foster, før de er sikre på, at det enten er dødt, eller at kvinden er i risiko for at dø som følge af graviditeten. Amnesty dokumenterer eksempler på kvinder, der i ugevis har gået rundt med et dødt foster i maven, som lægerne ikke har turdet fjerne, og som dermed har udsat dem for stor risiko for eksempelvis infektioner.

Amnesty: Irland skal afkriminalisere abort

I rapporten opfordrer Amnesty den irske regering til at foretage en række lovændringer, der skal sikre kvinders rettigheder. Blandt andet opfordrer Amnesty til, at abort afkriminaliseres, og at kvinder sikres adgang til abort, som et minimum i de tilfælde, hvor fosteret ikke er levedygtigt, hvor kvindens fysiske eller mentale helbred er i fare, eller hvor graviditeten er et resultat af voldtægt eller incest.