Tortur i Usbekistan: Omverdenen lukker øjnene

Tortur er en integreret del af Usbekistans retssystem, og tilståelser fremtvunget ved tæsk bruges flittigt i retssalene. I en ny rapport kaster Amnesty lys på Usbekistans torturkamre.

”Cellen målte 2,5 x 4 meter. Jeg fik ingen mad. Jeg fik ikke lov at komme på toilettet. To mænd tæskede mig en hel dag. Jeg skreg, men ingen kom mig til undsætning. De filmede mig med en mobil. Bankede mig og torturerede mig til jeg mistede bevidstheden. Da jeg kom til mig selv, var min mund tør. Intet vand, ingen mad, ingenting. Jeg tissede i bukserne, jeg kunne ikke styre min blære på grund af de tæsk, jeg havde fået. Jeg græd en del. Og spyttede blod. Flere af mine ribben var brækkede, mit ansigt forslået og mine fødder svulmet op”.
 
Yusuf fra Usbekistan er fire gange blevet tilbageholdt og tortureret af myndighederne. Kun én gang blev han sigtet for en forbrydelse; stofmisbrug. Han lever i dag i eksil i udlandet.
 

Politibetjente får bonus

Tortur er standardbehandling i Usbekistans fængsler og politistationer. 
 
Elektriske stød, nåle under neglene, kvælning, voldtægt og tæsk er blandt de hyppige metoder. 
 
I en ny rapport afslører Amnesty, hvordan tortur spiller en helt central rolle i Usbekistans retssystem og blandt andet bruges til at straffe og intimidere politiske modstandere. Ofte er målet også at indhente tilståelser, der kan få den anholdte dømt i retten, og som kan resultere i en bonus til den involverede politibetjent. 
 

Hele familier udsættes for tortur 

Tortur er forbudt ved lov i Usbekistan. Alligevel kan Amnesty dokumentere brugen af lydisolerede torturceller, der bruges af landets hemmelige politi, og den fortsatte brug af underjordiske torturkamre, der er placeret under politistationerne. 
 
Regeringskritikere, religiøse grupper, migrantarbejdere og forretningsfolk er alle i risikogruppen for at blive udsat for tortur. Ofte går myndighederne også efter mistænktes familiemedlemmer.
 
Zuhra, der tidligere har siddet fængslet, fortæller Amnesty, hvordan sikkerhedsstyrker målrettet gik efter hele hendes familie, hvoraf de fleste i dag sidder bag tremmer. Hun blev ofte tvunget hen på politistationen, hvor betjente tæskede hende som straf for at tilhøre en ”ekstremistisk familie”. De forsøgte også at få hende til at afsløre, hvor to mandlige familiemedlemmer befandt sig.  
 
 

Torturbødler straffes sjældent

Amnestys rapport bygger på flere end 60 interviews foretaget fra 2013-2015 samt beviser indsamlet de seneste 23 år. 
 
Selvom tortur er forbudt ved lov i Usbekistan, bliver bødlerne sjældent straffet. Selv regeringens egne tal viser den udbredte straffrihed. Fra 2010 til 2013 registrerede myndighederne 336 torturklager. Seks sager endte for retten og kun 11 politifolk blev dømt.
 
Årsagen ligger lige for; Det er de samme myndigheder, der sidder på anklagebænken for at have begået tortur, som efterforsker anklagerne. 
 

Europa og USA dropper sanktionerne

Trods den udbredte tortur i Usbekistan vender USA samt Tyskland og andre EU-lande fortsat det blinde øje til mishandlingen. Militært samarbejde og handelsinteresser ser ud til at komme forud for hensynet til menneskerettighederne.
 
I protest over nedskydningen af hundredvis af demonstranter i byen Andizhan i 2005 valgte Europa at indføre sanktioner over for Usbekistan. Disse blev dog hævet i 2008 og 2009, selvom ingen endnu er blevet stillet til ansvar for massakren. Dermed kunne blandt andet våbenimport uhindret genoptages.
 

Tortur bør offentligt fordømmes

Amnesty opfordrer Usbekistans præsident Islam Karimov til offentligt at erkende og fordømme den tortur, der finder sted i landet.
 
Myndighederne bør også sikre, at alle politistationer inspiceres af en uvildig instans, samt at tilståelser fremtvunget under tortur aldrig bruges i retten. 
 
Samtidig bør det internationale samfund med fælles røst kræve, at Usbekistan stopper brugen af tortur. 
 
Amnestys rapport er den fjerde ud af fem rapporter lanceret under Stop Tortur-kampagnen.