Topfolk anklaget for drab på Berta Cáceras

 
Udgivet
01.
Nyhed

Topfolk anklaget for drab på Berta Cáceras

To år efter drabet på menneskerettighedsforkæmperen Berta Cáceras i Honduras har myndighederne besluttet at rejse anklage mod den øverste chef for energiselskabet DESA.

Præcis to år efter drabet på menneskerettighedsforkæmperen Berta Cáceras i Honduras har myndighederne besluttet at rejse anklage mod den øverste chef for energiselskabet Desarrolos Energiticos (DESA), Roberto David Castillo.

Det sker, efter at både internationale eksperter og Berta Cáceras’ familie har fremlagt en række beviser, der peger på, at DESA og højtstående embedsmænd og militærfolk var involveret i beslutningen om at likvidere den fremtrædende miljøaktivist, som var stærkt engageret i kampen mod DESA’s gigantiske Agua Zarca dæmning, som var en trussel mod leveforholdene for de oprindelige folk i området.



Sammen med andre medlemmer af Civil Council of Indigenous and Popular Organizations of Honduras (COPINH) arbejdede Berta Cáceras utrætteligt for at overbevise myndighederne om, at lokale grupper skulle inddrages i alle beslutninger om byggeriet af dæmningen. Men den 2. marts 2016 trængte bevæbnede gerningsmænd ind i hendes hus midt om natten og affyrede seks dræbende skud.

Med beslutningen om at rejse anklage mod Roberto David Castillo er der nu håb om, at flere af de ansvarlige bliver retsforfulgt, så Berta Cáceras familie omsider vil opnå retfærdighed.


”Det er på høje tid, at myndighederne åbner en efterforskning mod højtstående DESA-medarbejderes rolle i drabet på Berta Cáceras. Men undersøgelsen må ikke stoppe her. Myndighederne skal sikre, at alle, der har været involveret i drabet, bliver stillet for en domstol”, siger Erica Guevara-Rosas, der er leder af Amnestys Amerika-kontor.

Hun henviser til, at en gruppe internationale eksperter sidste år fremlagde beviser, der peger i retning af, at både embedsmænd og topfolk i DESA var involveret i drabet. I forvejen er otte personer anholdt i sagen, som kommer for retten til juni, men først nu peger pilen på nogle af de øverste chefer i DESA.

Honduras er et af de farligste steder i verden for menneskerettighedsaktivister. Sidste år dokumenterede organisationen Global Witness i alt 120 drab på aktivister i Honduras, og Amnesty International har dokumenteret, hvordan menneskerettighedsforkæmpere er udsat for trusler, chikane og angreb.

Støt Amnestys arbejde nu!