Abortkrigens tropper Kvinders rettigheder Abort Aktivisme Aktivister USA

 
Udgivet
01.
Reportage

Louise With

Abortkrigens tropper

Retten til abort er under angreb i USA, hvor delstat på delstat har begrænset adgangen til abort. Ved abortklinikkerne står abortmodstandere og feministiske aktivister hver især klar til at modtage de gravide kvinder.

Tekst og foto: Louise With
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #3 2019

Alabama, USA: Kvindestemmerne skærer gennem sommerheden ind over parkeringspladsen ved Alabama
Women’s Center i udkanten af Huntsville: ”Dræb ikke din baby! Dræb ikke din baby!”

Det er fredag formiddag, og abortkrigen raser. Her i dette ellers fredelige forstadskvarter ligger en af delstatens blot tre aktive abortklinikker, omgivet af en tandlægeklinik og en ejendomsmægler. Og hver gang en bil ruller ind på parkeringspladsen, begynder det samme hidsige sceneri: De frivillige aktivister springer op fra deres campingstole og råber ”incoming, incoming”.

De er iført pink veste med påskriften ”pro-choice clinic escort”, og de har store farvestrålende paraplyer med for at skærme de nyankomne og hjælpe dem med at tilbagelægge distancen fra bildøren til klinikkens indgang. Nogle af aktivisterne har også klokker og tamburiner med for at overdøve tilråbene fra gaden. Ude på fortovet vifter abortmodstanderne med deres skilte og råber så højt, de kan: ”Dræb ikke din baby! Gør det ikke! Vi kan hjælpe dig!”

Næsten hver gang en bil er rullet ind, træder en tøvende ung kvinde ud. Enkelte går mere selvsikkert, men de fleste er tydeligt utilpasse. Kvinderne følges som regel med en jævnaldrende mand, nogle få med en ældre kvinde. Langt de fleste er sorte, men der er også et par hvide kvinder imellem abortklinikkens patienter denne formiddag.

Alle bliver de skærmet af den frivillige eskorte, så de ikke hører abortmodstandernes råb eller ser deres skilte med budskaber som ”Thou shalt not kill” og ”Babies killed here”.

Det sker jævnligt, at en kvinde eller et par vender om og kører væk igen, når de opdager tumulten ved klinikken.



Vejen til Højesteret

Lige her mellem fortovet og parkeringspladsen går frontlinjen i den værdikrig, som igen har grebet USA. På amerikansk hedder den ”Pro-life versus pro-choice”, og den handler om fostrets ret til liv over for kvindens ret til at bestemme over sin krop og sin fremtid.

I Alabama vedtog delstatens folkevalgte i maj den hidtil strengeste abortlov i USA. Loven er for længst blevet udfordret ved domstolene, og nu venter formentlig et langvarigt juridisk opgør. Træder loven i kraft, vil abort være forbudt i Alabama uden undtagelser for hverken voldtægt eller incest. Straffen for en læge, der udfører en abort, vil være op til 99 års fængsel. I lovteksten sammenlignes abort direkte med nazisternes folkedrab på jøderne og med folkedrab i Sovjetunionen, Kina, Cambodia og Rwanda.

Også i 11 andre amerikanske delstater er abortlovene for nyligt blevet yderligere strammet, blandt andet
ved at indføre en såkaldt ”hjerteslags­regel”, hvor abort kun er tilladt i tiden, før man kan høre fostrets hjerte­slag. Det vil i praksis betyde, at abort kun er tilladt frem til, at fostret er seks til otte uger gammelt, selvom mange kvinder på det tidspunkt endnu ikke har opdaget, at de er gravide. 

Læs også: Lucy og Gaye var med til at sikre Irland en ny abortlov

I Washington har præsident Trump lagt afstand til Alabamas nye abortlov og sagt, at den går for vidt. Men han har i sin regeringstid standset amerikansk udviklingsstøtte til organisationer, der arbejder med abort, ligesom han udpeget to konservative dommere til USA’s Højesteret.

Dermed har han også skubbet til den politiske balance på dommerbænken, så USA’s abortmodstandere nu øjner en chance for at få omstødt den banebrydende afgørelse i sagen ”Roe v Wade”, som tilbage i 1973 slog fast, at adgangen til abort er en forfatningssikret ret i USA.  Da Alabamas nye abortlov blev vedtaget, sagde en af initiativtagerne, republikaneren Terri Collins, direkte, at målet var Højesteret.

Frivillig eskorte

På p-pladsen ved abortklinikken i Huntsville er 74-årige Josie Poland en af de mest erfarne i gruppen af pro-abort-aktivister denne formiddag. De har ingen organisation, hjemmeside eller medlemsdatabase, men formår alligevel altid at mønstre en flok frivillige, når abortklinikken tre dage om ugen tager imod patienter.

Iført sine feminist-badges og med et vågent øje med begivenhederne på pladsen leverer Josie Poland sine pointer med passioneret indignation: At det er galskab, når en flok midaldrende politikere uden medicinsk erfaring vil bestemme over unge kvinders kroppe og fremtid. At kvinderne har ret til at vælge at få abort, hvis de ønsker det. At de har ret til at besøge en klinik uden at blive chikaneret.

Foruden kærestepar som glemte præventionen, har Josie og hendes gruppe blandt andet eskorteret en 12-årig pige, som var blevet gravid efter en voldtægt. De har også eskorteret kvinder ind på klinikken for at få fjernet alvorligt misdannede fostre. En af aktivisterne, der helst ikke vil have offentliggjort sit efternavn, men kalder sig Chris H., fortæller at arbejdet i eskorten for hende føles værdifuldt: 

”Jeg tror ikke, at vores arbejde betyder så meget for den store overordnede principielle abortdebat. Men vi kan hjælpe disse kvinder med at komme indenfor på klinikken og føle sig i sikkerhed, og det er også vigtigt. Flere af dem falder os om halsen og udtrykker dyb taknemmelighed,” fortæller hun.


74-årige Josie Poland – her i fuld ”kampuniform” – er blandt de mest erfarne aktivister, som denne fredag forsøger at skærme kvinderne mod abortmodstandernes tilråb.  

Ultralydsvognen

På den anden side af fortovet siger gruppen af abortmodstandere præcis det samme som støtterne: At de kun er her for at hjælpe.

De mener, at de med deres skilte og tilråb har forhindret en lang række aborter alene i år. Flere af dem fortæller, at de har set videoer på Youtube og andre tjenester, som åbnede deres øjne for, hvad abort virkelig vil sige. De er mødt op for at redde små ufødte liv, og de har fået fremstillet badges med et nuttet foto af en af de babyer, som de mener at have frelst fra abortdøden. For dem er forældreskab eller adoption altid at foretrække frem for at slå et liv ihjel - også selvom dette liv måske kun er få uger gammelt eller er blevet til ved incest eller voldtægt.

Det sker jævnligt at bilister, som passerer abortmodstanderne på fortovet, dytter og vinker i sympati.

Ved en benzintank få hundrede meter fra abortklinikken holder en blå lastbil parkeret. Det er en af de såkaldte ”ultrasound vans” eller ultralydsvogne, som er aktive spillere i abortkrigen. Det er en lastbil indrettet som en miniklinik, der tilbyder kvinder en gratis graviditetstest og en ultralydsscanning, så de kan se deres foster, hvis de er gravide. Denne vogn er finansieret af en lokal religiøs organisation.

Foran lastbilen sidder den frivillige sygeplejerske Lisa Fuchs i sin uniform ved en bod med små fosterdukker i forskellige størrelser. Selv på de helt tidlige stadier ligner dukkerne et rigtigt barn med ansigt, arme og ben. Formålet er ikke til at tage fejl af: Hvis en pige eller kvinde overvejer abort, så skal hun overbevises om, at det vil være drab, og at det er bedre at vælge enten barnet eller en adoption.

”Vi vil gerne hjælpe dem med at tage en oplyst beslutning, som de ikke senere fortryder”, siger Lisa Fuchs, som er frivillig i ultralydsvognen en dag om ugen.

Men hvad så hvis det handler om et 12årigt barn, som er blevet voldtaget?

”Så vil det alligevel være bedre at føde barnet. Jeg har selv en datter, som har været barnløs i mange år, og som med glæde ville tage imod et barn,” siger hun og tilføjer med fast overbevisning:

”Det er altid bedre at give liv end at tage liv.”


Dukker som disse og gratis ultralydsscanninger er blandt abort-modstandernes tilbud til gravide, så de kan tage en ”oplyst beslutning”.

Alle øjne på Alabama

I Alabamas lovgivende forsamling har Republikanerne massivt flertal, og Demokraterne vidste godt, at de ikke havde en chance, da den nye abortlov skulle til afstemning.

Alligevel kæmpede et par af de demokratiske statssenatorer til det sidste. Et billede af senator Linda Coleman-Madison, der står på talerstolen og tager sig til hovedet, gik USA rundt. Med eller uden den nye lov er situationen i Alabama på abortområdet dybt problematisk, siger hun i dag:

”Det er fortsat lovligt at få en abort, og det er lovligt at udføre en abort. Men for lægerne opstår der spørgsmål: Vil det bremse deres karriere? Er det sikkert for dem og deres familier? På den måde kan man jo sige, at abortmodstanderne allerede har vundet: Missionen er lykkedes!”, siger senatoren

Alligevel har hun ikke opgivet at få bremset den nye lov, som foreløbigt er udsat på grund af forskellige søgsmål. 

”Vi har fået opkald og breve fra hele verden. Der har været aflysninger af ordrer og konferencer og den slags, så folk i Alabama har opdaget, at denne nye lov faktisk betyder noget. Det er da en slags trøst, at denne sag har så stor international bevågenhed.” 


02.
Vals beslutning

Vals beslutning

Val Hill blev gravid efter en voldtægt og besluttede at beholde sit barn. I dag deler hun sin historie for at støtte kvinders ret til at bestemme selv. ”Hvis jeg var blevet tvunget til at få et barn i den situation, ved jeg ikke, om jeg havde været i live nu”, fortæller hun.

Tekst og foto: Louise With
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #3 2019

Det var en sommeraften i juli 2014, der vendte op og ned på Val Hills liv. Hun var 24 år gammel, da hun blev voldtaget to gange af en barndomsven – efter en aften med masser af alkohol.

Alt tegnede ellers lyst: Som teenager var Val sprunget ud som lesbisk, og den sommer var hun ved at indlede et nyt forhold til sin veninde, som hun i dag er gift med. Hun var studerende, havde et godt job og en forfremmelse i sigte. Og så blev hun gravid. Men hun anmeldte ikke voldtægten og blev heller ikke undersøgt for de DNA-beviser, som skal indsamles inden for 72 timer, og som typisk er et afgørende bevis i voldtægtssager.

”Jeg er fra en lille by i et landligt område, hvor voldtægt ikke er noget, man taler om. Hvis man bliver voldtaget, så er det ens egen skyld. Jeg var jo selv blevet fuld og var selv taget med ham hjem,” forklarer hun.

Val bestilte derimod tid på en abortklinik, men tog aldrig afsted.  

”Jeg har været i militæret, og jeg er trænet til at være hård og ufølsom. Men så havde jeg en drøm, hvor jeg mødte min datter. Det var nok vendepunktet. Jeg tænkte: Jeg skal ikke have en abort, jeg skal have en datter,” husker Val og understreger, at hun altid har støttet retten til abort.

Derfor deler hun i dag sin historie.

”Den dag, Alabamas nye abortlov blev vedtaget, græd jeg. Jeg traf selv beslutningen om at beholde mit barn, og alligevel har jeg flere gange været meget tæt på at give op”, siger Val, som efter voldtægten har kæmpet med selvmordstanker, panikangst og depression.

Hendes barndomsven er aldrig blevet dømt for voldtægt. Derimod har han i retten fået tilkendt ret til delt forældremyndighed og samvær med datteren.

”Selvfølgelig har der været tidspunkter, hvor jeg har fortrudt. Det har været et helvede, og konsekvenserne har været voldsomme. Hvis jeg så forestiller mig, at jeg under denne nye abortlov ville være frataget retten til at bestemme selv – det ville kun have gjort det værre.”

Val har i dag svært ved at stole på andre, og der er stadig tidspunkter, hvor hun ser på sin nu 4-årige datter og kun ser det fædrene ophav. Selvom hun i dag er gift med en kvinde, bruger hun prævention, fordi hun ”simpelthen er så skrækslagen” for, at det kan ske igen.

”Det var min egen beslutning at beholde barnet. Jeg tror, det var ekstremt vigtigt for mig at tage den selv. Hvis jeg var blevet tvunget til at få et barn i den situation, ved jeg ikke, om jeg havde været i live nu”, siger Val Hill. 


03.
Vidste du?

Vidste du?

125 lande er adgangen til abort stærkt begrænset.

På globalt plan finder op mod 56 millioner provokerede aborter hvert år sted. Omfanget er lige så stort i lande med totalforbud og restriktive love som i lande uden restriktioner.

55% af verdens provokerede aborter er sikre – det vil sige udført med en anbefalet metode og af en af tilstrækkeligt uddannet person. Jo mere restriktiv et lands lovgivning er, jo højere er andelen af usikre aborter.

Der udføres omkring 15.000 provokerede aborter om året i Danmark. Niveauet er det laveste siden legaliseringen i 1973.

Størstedelen af verdens provokerede aborter skyldes ikke-planlagte graviditeter.

Kilde: Sundshedsdatastyrelsen, Guttmacher Institute

Læs også: Sejren i Irland
04.
Amnestys holdning

Abort og menneskerettigheder

Helle Jacobsen, ansvarlig for køn og reproduktive rettigheder i Amnesty Danmark, forklarer Amnestys holdning til abort.

Er adgang til abort en menneskerettighed?

Ja. Adgangen til sikker abort er beskyttet af en lang række menneskerettigheder, herunder retten til sundhed og retten til kropslig autonomi. Også adgangen til seksualundervisning og viden om prævention mener vi er en menneskeret, som staterne skal leve op til. Kort sagt betragter vi det som en menneskeret, at gravide uden hindringer selv kan træffe beslutning om, hvorvidt de vil gennemføre en graviditet eller ej.

Amnesty er i år ved at færdiggøre en ny politik om abort. Hvorfor?

Vi har i mange år haft en politik, som fastslog, at abort ikke måtte kriminaliseres, og at stater skulle sikre adgang til abort i sager om voldtægt, eller hvor moderens liv var i fare. 


I dag er vi kommet til den konklusion, at det ikke er nok til at sikre gravides reproduktive selvbestemmelse. Vores nye politik er endnu ikke færdiggjort, men vores udgangspunkt er, at vi sætter gravide rettighedshavere i centrum. Enhver abortlovgivning skal beskytte deres rettigheder, og må ikke være en barriere for, at de kan få sikre aborter, hvis de ønsker det. 

Hvad med det ufødte barns rettigheder?

Amnesty har ikke en holdning til, hvornår et liv begynder. Principielt anser vi det for at være et etisk og et moralsk spørgsmål. Menneskerettighederne giver os alle en række helt grundlæggende rettigheder, og dem har vi fra det øjeblik, vi bliver født.