Den dag, retfærdigheden skete fyldest i Polen

01.
Kommentar

Den dag, retfærdigheden skete fyldest i Polen

14 polske kvinder, der protesterede mod fascisme, blev angrebet af nationalister på gaden i Warszawa. Men det var kvinderne, som kom for en domstol. Nu er de endelig frikendt efter to års kamp for deres ytringsfrihed.

Kommentar af Catrinel Motoc

Jeg sidder i retsbygningen i Warszawa med tilbageholdt åndedræt, da dommeren går i gang med at læse sin dom op. Bortset fra dommerens stemme høres ikke en lyd. Alle holder vejret.

Det er afgørelsens time i denne sag mod 14 kvinder, som for to år siden gik på gaden mod fascisme i Polen. Det er denne høring, som afgør, om kvinderne er skyldige i at ”obstruere en lovlig forsamling” i Warszawa den 11. november 2017 – på landets uafhængighedsdag.

De seneste par år har denne årlige begivenhed, der skal markere Polens uafhængighed, været kapret af nationalistiske grupper, der marcherer under slogans som ”Europa skal forblive hvidt eller blive udryddet” og fremviser racistiske og fascistiske symboler, mens de holder romerlys og skyder kanonslag af.

”Ludere og forbrydere”

Den dag for to år siden besluttede de 14 kvinder, at det var på tide at gøre noget, og de gik på gaden. Da kvinderne tog et banner frem, hvorpå der stod ”Stop fascisme”, skabte det vrede blandt marchens deltagere. Kvinderne blev sparket, spyttet på og skreget ad. De blev kaldt ”ludere” og ”venstreorienterede forbrydere”. De blev skubbet, kastet mod jorden, taget i nakken og trukket hen ad fortovet med blå mærker og sår til følge. En af kvinderne mistede bevidstheden efter at være blevet kastet mod jorden og havde brug for lægehjælp.

Da angrebene efterfølgende skulle efterforskes, lukkede myndighederne hurtigt sagen. Kvinderne appellerede imidlertid den afgørelse, og i februar i år besluttede en dommer så at genåbne sagen. Men i stedet for, at kvinderne fik oprejsning, blev der hældt yderligere salt i såret. Det var nemlig kvinderne, som endte på anklagebænken. Anklaget for at have obstrueret en lovlig forsamling - og med krav om en bødestraf for dette.

Det blev starten på en genoptaget kamp for retfærdighed fra kvindernes side. En kamp, som ikke blot gjaldt dem selv, men også gjaldt for de hundreder, måske tusinder, af protesterende, som de senere år var blevet ramt af en lignende skæbne, fordi de rundt omkring i Polen havde demonstreret mod menneskerettighedskrænkelser.

Mod og nervøsitet

Næsten to år senere sidder vi her i retsbygningen i Warszawa. Lidt tidligere i dag stod nogle af kvinderne foran dommeren. Så blev der indkaldt to vidner – en politibetjent og en af dem, der havde været vagt på marchen. De fortalte om den aggressivitet, der mødte kvinderne: Sparkene, fornærmelserne og politiet, der først kom efter at kvinderne selv havde ringet. Ambulancen, hvor den bevidstløse kvinde blev hjulpet. Hvordan kvinderne havde forsøgt at anmelde volden imod sig og i stedet selv endte med at sidde på anklagebænken.

Jeg kiggede på kvinderne og så en blanding af mod og nervøsitet i deres ansigtsudtryk. Hvem ville ikke have det sådan?

Da deres forsvarsadvokat procederede lidt tidligere, kom jeg i tanke om, hvad han sagde til mig et år tidligere: ”Det er ufatteligt, at der – i en by som Warszawa, som blev jævnet med jorden af fascisterne i 1944 – kan være tale om en situation, hvor fascister marcherer i gaderne, og nogen bliver fundet skyldige i at forsøge at standse dem.”

En efter én stillede kvinderne sig op foran dommeren og tilkendegav deres fulde navn og erklærede sig hver især ”ikke-skyldig” i anklagerne. Kinga, den sidste i rækken, fortalte ærligt og rørende, hvad der havde fået hende til at gå på gaden den aften: ”Min bedstefar blev såret i krigen i 1939, min mor var med i opstanden i Warszawa, min stedfar var i modstandsbevægelsen, min bedstemor arbejdede på et hospital. De er døde nu, og det er jeg glad for, for jeg ville ikke ønske for dem, at de skulle opleve, hvad der sker i dag.”

”I havde ret”

Da dommen kommer, sidder jeg med krydsede fingre, som om det vil gøre en forskel. Jeg hører pludselig lettede suk gå gennem lokalet. Jeg vender mig om mod min kollega og spørger: ”Hvad sagde han?” og hun bekræfter: ”De er ikke-skyldige, de er ikke-skyldige.”

Dommeren medgiver, at kvinderne havde ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, og så siger han: ”I havde ret.” Der bryder klapsalver ud i lokalet.

Mine følelser bobler op. Som mange andre har jeg været fascineret af disse kvinder, der aldrig gav op. To års kamp mod anklager, de aldrig skulle have været udsat for, er slut, fordi en dommer endelig har forstået betydningen af at kæmpe for det rigtige.

I dag er retfærdigheden sket fyldest. Ikke blot for de 14 kvinder, men for alle demonstrerende, som i de senere år er blevet anklaget eller straffet for at kæmpe for deres rettigheder. De hundrede tusinder af breve, underskrifter og appeller, som Amnesty-aktivister over hele verden har sendt til de polske myndigheder, har også hjulpet. Hundredvis af solidaritetserklæringer har også givet kvinderne styrke til at fortsætte kampen.

Denne sag, som startede med uretfærdighed, slutter med retfærdighed – og med et budskab om, at fascisme og had ikke vil blive tolereret i Polen.

Catrinel Motoc er leder af Amnesty Internationals kampagner for menneskerettighedsforkæmpere i fare.