Digitale aktivister har undersøgt bomberegn over Raqqa

 
Udgivet
01.
Nyhed

Digitale aktivister har undersøgt bomberegn

Mere end 1600 civile er blevet dræbt af den amerikanskledede koalitions angreb på den syriske by Raqqa i 2017. Det konkluderer Amnesty og Airwars i et banebrydende projekt, der er baseret på grundig research i Raqqa og mere end 3000 digitale aktivisters gennemgang af satellitfotos af ødelæggelserne.

Efter næsten to års arbejde lancerer Amnesty sammen med organisationen Airwars i dag et banebrydende dataprojekt, der viser konsekvenserne af den amerikanskledede koalitions voldsomme bombninger af Raqqa fra juni til oktober 2017.

Mere end 1600 civile mistede livet efter de amerikanske, britiske og franske luftangreb på den syriske by, dokumenterer de to organisationer gennem den interaktive hjemmeside Rhetoric versus Reality: How the ‘most precise air campaign in history’ left Raqqa the most destroyed city in modern times, der er den mest omfattende undersøgelse nogensinde af civile ofre i en nyere konflikt.

”Tusindvis af civile blev dræbt eller såret i den amerikanskledede offensiv, der skulle befri Raqqa for Islamisk Stat, der med sine snigskytter og miner havde forvandlet byen til en dødsfælde. Mange af luftbombardementerne var upræcise og titusindvis af artilleriangreb tilfældige, så det er ikke overraskende, at de dræbte og sårede så mange hundrede civile”, siger Donatella Rovera, der er seniorkriserådgiver i Amnesty.

Research i Raqqa og med hjælp fra aktivister

Amnestys researchere har besøgt Raqqa fire gange og tilbragt omkring to måneder i byen, hvor de har undersøgt over 200 bombede områder og interviewet mere end 400 vidner og overlevere.

Derudover har Amnestys innovative Strike Tracker-projekt klarlagt, hvornår hver eneste af de mere end 11.000 ødelagte bygninger i Raqqa blev ramt. Det er sket med hjælp fra mere end 3000 digitale aktivister fra hele verden – herunder hele 208 fra Danmark – der til sammen har gennemgået mere end to millioner satellitbilleder.

En af dem er Nanna Buhl fra København:

”Jeg hørte om projektet gennem Amnesty og meldte mig til på Decoder-hjemmesiden. Efter at have været igennem lidt træning på siden fik jeg nogle satellitbilleder af bestemte bygninger, jeg skulle kigge på. Billederne var taget over en længere periode, og jeg skulle så markere, om bygningen var blevet beskadiget, og hvornår det var. Det var ret voldsomme billeder at kigge på, men det var fedt at være med til og en ret konkret måde at bidrage på”, siger den 24-årige studerende, der anslår, at hun nåede at analysere næsten 200 bygninger.

Data er gennemtjekket

For at sikre datakvaliteten er hver eneste bygning blevet analyseret flere gange af flere forskellige frivillige.
Organisationen Digital Verification Corps, der er tilknyttet seks universiteter rundt om i verden, har derudover analyseret og bevist ægtheden af videomateriale, der er optaget under angrebene.

Researchere fra Amnesty og Airwars har dertil analyseret open-source materiale i både realtid og efter angrebene, der inkluderer tusinder af posteringer på sociale medier og andet materiale. Det er blevet brugt til at etablere en database med mere end 1600 civile, der angiveligt er blevet dræbt i koalitionens angreb.

Organisationerne har samlet navnene på mere end 1000 af ofrene, og Amnesty har fået verificeret 641 af dem på researchmissionerne i Raqqa.

Begge organisationer har jævnligt delt deres resultater med den amerikanskledede koalition og regeringerne i USA, Storbritannien og Frankrig. Det har fået koalitionen til at erkende ansvaret for at have dræbt 159 civile – omkring ti procent af det antal, som Amnesty og Airwars er nået frem til i deres undersøgelse.

En smadret by

Den interaktive hjemmeside kombinerer fotos, videoer, kort, satellitbilleder og 360 graders visualiseringer, og Rhetoric versus Reality tager brugeren med på en rejse gennem Raqqa, hvor man kan møde overlevende, høre deres historier og besøge deres ødelagte hjem.

”Fly bombede, der faldt missiler 24 timer om dagen, og der var IS-snigskytter overalt. Du kunne ikke trække vejret. Jeg så min søn dø – brændt ihjel i ruinerne foran mig. Jeg har mistet alle, jeg havde kær. Mine fire børn, min mand, min mor, min søster, hele min familie. Var målet ikke at befri de civile? Det var meningen, at de skulle redde os, redde vores børn”, sagde Ayat Mohammed Jasem til et tv-hold, efter at hun vendte tilbage til sit hjem, der blev ødelagt af et angreb den 25. september 2017.

Krav til koalitionsstyrkerne

Amnesty og Airwars opfordrer koalitionsstyrkerne til at erkende, at deres angreb har haft meget større konsekvenser, end de hidtil har villet indrømme.

”Koalitionen må lave en tilbundsgående undersøgelse af, hvad der gik galt i Raqqa og drage lære af det for at undgå, at man fremover påfører så enorm lidelse på civile, der er fanget midt i militæroperationer”, siger Chris Woods, direktør for Airwars.

Begge organisationer kræver, at ikke mindst USA, Storbritannien og Frankrig fremover er mere transparente omkring deres taktik, angrebsformål og metoder, valg af mål og forholdsregler i planlægningen og udførelsen af angreb.

Derudover er kravet, at koalitionsmedlemmerne laver en fond, der skal sikre, at ofrene og deres familier får fuld erstatning for deres tab.