Musik mod racisme

”Fascisme og racisme kan aldrig slå rødder blandt os”

The Savage Rose og flere andre af landets store musiknavne skabte sammen med tusindvis af mennesker en fest ved koncerten Musik mod racisme på Rådhuspladsen torsdag, som Amnesty var medarrangør af.

Solen brændte ned over Rådhuspladsen og de mere end to tusind mennesker, der torsdag var mødt op til koncerten Musik mod racisme for at vise, at sammenhold, fællesskab, lige rettigheder og tolerance stadig fylder mere i Danmark end had og foragt over for bestemte befolkningsgrupper.

Stor opbakning fra musikere

Mellemfolkeligt Samvirke tog initiativ til koncerten for en lille uge siden i samarbejde med Amnesty og en række andre organisationer. På få dage lykkedes det at samle en række af landets største musikere, der hellere end gerne ville optræde gratis for at bakke op om de medborgere, der igennem længere tid har skullet finde sig i hadtale og trusler om deportation. 

Humoristisk åbning

Komikeren Omar Marzouk åbnede folkefesten med en varm og humoristisk fortælling om hans egen dansk-arabiske familie, hvorefter Kira Skov tog over med et kvarters intens og nærværende rock, som øjeblikkeligt satte gang i menneskehavet. Hun fik til sidst selskab på scenen af Mette Lindberg, der efter sin optræden blev omringet af de mange børn, der fra koncertens start havde fundet sig en plads helt oppe foran scenen.





Tolerante mennesker i overtal

Herefter fulgte knap tre timer med musik og taler. Blandt talerne var juridisk rådgiver og foredragsholder Khaterah Parwani og Jacob Mchangama, direktør i Tænketanken Justitia. Sidstnævnte sagde blandt andet følgende om den seneste tids hadretorik:

”Heldigvis er langt størstedelen af den danske befolkning – også de fleste borgerlige – stærke modstandere af ideen om et etno-nationalistisk Danmark renset for minoriteter. Vi er i dag langt flere mennesker samlet for at markere vores tilslutning til grundlæggende ideer om tolerance, end der har været til samtlige af de forkølede demonstrationer, hvor en temmelig ynkelig forsamling afbrænder koraner og råber skældsord efter minoriteter”.


Premiere til ny sang

Det medførte store klapsalver, og det samme gjorde Annisettes tale til publikum, da hun sammen med The Savage Rose havde afsluttet en hæsblæsende udgave af ”The Messenger Speaks”: ”Tusind tak. Hvor ser det skønt ud heroppefra, at vi er så mange med et håb og et ønske om, at fascisme og racisme aldrig kan slå rødder blandt os”.

Isam B benyttede lejligheden til at give premiere til en ny sang – Ramadan i København – som han havde skrevet dagen før sammen med Nana Jacobi, Anders Greis og Özcan Ajrulovski. Publikum havde på forhånd fået udleveret teksten på et stykke papir og kunne derfor synge med.

Børn på scenen

Koncerten sluttede med en yderst veloplagt WAFANDE, der sammen med Shaka Loveless, Pharfar og Kaka fik hele Rådhuspladsen til at danse og synge. Faktisk var firkløveret så glade for at være en del af folkefesten, at de spillede mange flere numre end planlagt – og rundede det hele af ved at invitere alle børn op på scenen. Så en på alle måder varm eftermiddag sluttede symbolsk med, at børn, musikere og publikum fra mange forskellige etniciteter dansede med hinanden og fik alle til at forlade Rådhuspladsen med store smil om munden.