USA: 10 ting, du skal vide om abortlovgivningen

 
Udgivet
01.
Nyhed

ANDREW CABALLERO-REYNOLDS/AFP/Getty Images

USA: 10 ting, du skal vide om abortlovgivningen

Adskillige amerikanske delstater har i 2019 vedtaget love, der forbyder eller begrænser adgangen til abort. Her er ti ting, som er værd vide om angrebet på amerikanernes reproduktive rettigheder.

1. Lang tid undervejs

Lige siden USA’s højesteret i 1973 gjorde abort lovligt i USA, har politikere og anti-abort-aktivister arbejdet for at få omstødt afgørelsen. Højesteretsafgørelsen er også kommet under pres, efter præsident Trump har udnævnt to nye højesteretsdommere, som begge har udtrykt sig imod abort. Det skal dog understreges, at det ikke alene er lovgivning, som afgør, om amerikanere har adgang til abort. Siden 1973 har abortmodstandere arbejdet for at opstille økonomiske og logistiske barrierer, som i praksis gør det svært, hvis ikke umuligt, at få foretaget aborter, uanset hvad loven siger.

2. Det er allerede svært at få abort i USA

Tag delstaten Alabama som et eksempel. Her underskrev guvernøren i maj en ny lov, som kan straffe læger, der udfører aborter, med fængsel på livstid. Men i forvejen var abort i praksis utilgængeligt for mange i delstaten. I 2014 viste en undersøgelse, at 93 procent af delstatens kommuner ingen abortklinikker havde. Det betyder, at mange er tvunget til at rejse udenfor delstaten, hvis de skal have foretaget en abort. Og det har mange ikke råd til, da Alabama, ligesom flere andre delstater, ikke har inkluderet abort som en af de sundhedsydelser, der er dækket under den offentligt støttede sundhedsforsikring. I dag er mange stater dog lovmæssigt forpligtet til at yde støtte til abort i sager om voldtægt, incest, eller hvis moderens liv er i fare.

3. USA mangler abortklinikker

I seks amerikanske delstater findes der kun en abortklinik for hele staten. 27 af USA’s større byer og mange amerikanske landdistrikter ligger mere end 160 kilometer væk fra den nærmeste abortklinik. En af grundene til manglen på klinikker er, at de officielle krav til klinikkerne tvinger dem til at lukke. Eksempelvis kan delstater bestemme, hvor langt væk fra en skole klinikken skal ligge, hvor brede gangene på klinikken skal være, hvor stor parkeringspladsen skal være og så videre. Disse krav har intet med patientsikkerhed at gøre, men de bruges til at lægge pres på klinikkerne, så er bliver tvunget til at lukke.

4. Nogle delstater har forbudt al abort

Delstaten Alabama har for nylig vedtaget et forbud mod abort uden undtagelser. Det er den strammeste lovgivning indtil nu. Fem andre delstater, Georgia, Ohio, Kentucky, Mississippi, og Louisiana har vedtaget forbud fra omkring seks ugers graviditet, hvilket er før, mange overhovedet opdager, at de er gravide.

5. Nye restriktioner

Det er ikke kun deciderede forbud, som bekymrer. Mellem januar og maj i år er der indført 42 restriktioner i adgangen til abort i USA.

6. Nye love vil føre til dødsfald og skader

Anti-abortlovgivning standser ikke aborter, men de gør dem mere farlige, fordi mennesker bliver nødt til at opsøge usikre veje for at få standset graviditeten. USA har i forvejen den højeste mødre-dødelighed blandt verdens udviklede lande, og delstater med mere restriktive abortlove har allerede højere dødelighed blandt nyfødte og mødre. Derfor er nye strengere love en katastrofe for kvinders ret til sundhed.

7. Lovene diskriminerer

Abortrestriktionerne rammer især amerikanere med lav indkomst, afroamerikanere, migranter og flygtninge, fordi det i forvejen er sværere for dem at betale for en abort, at rejse langt for at få den foretaget og tage tid væk fra arbejde. Afroamerikanske kvinder er i dag i forvejen tre til fire gange mere udsatte for at dø under graviditet eller fødsel end hvide amerikanske kvinder.

8. Trumps anti-abort-politik rammer globalt

I 2017 genindførte og udvidede præsident Trump en politik kaldet ”the global gag rule”. Den betyder, at enhver udviklingsorganisation, som modtager økonomisk støtte fra USA, ikke må nævne abort i dets arbejde eller uddannelsesprogrammer, også hvis pengene til disse programmer ikke stammer fra USA.

Selv hvis en organisation vurderer, at en graviditet vil sætte kvindens liv i fare, må de ikke oplyse hende om abort eller sætte hende i forbindelse med en sikker abortklinik, hvis de fortsat vil modtage amerikansk støtte. Politikken har i praksis gjort adgangen til eksempelvis prævention, HIV/AIDS-tests og behandling og støtte efter kønsbaseret vold mindre tilgængelig.

9. Flertal i USA støtter sikre og lovlige aborter

De lovgivere, som indfører lovgivning og regulering for at bremse abort, repræsenterer ikke holdningen hos flertallet af amerikanerne. I januar 2019 fandt en uafhængig undersøgelse, at to tredjedele af amerikanerne mener, at abort skal være lovligt i ”alle” eller ”de fleste” tilfælde. 73 procent af de adspurgte var imod at omgøre højesterets afgørelse i sagen Roe versus Wade fra 1973.

10. Kampen er ikke slut

De nye abortforbud er endnu ikke trådt i kraft, så abort er stadig lovligt i 50 delstater. Organisationen American Civil Liberties Union og andre har svoret at kæmpe imod, og i flere delstater er der anlagt sager, der udfordrer forbuddene. Tidligere er abortforbud blevet kendt forfatningsstridige i delstater som Iowa og North Carolina. Under opråbet #stopthebans samledes tusinder af mennesker i maj i koordinerede demonstrationer i USA.