Argumenter om “kedsommelig hverdagssex” afsporer voldtægtsdebat

Debatindlæg af Helle Jacobsen, senior rådgiver i Amnesty International, Lisbeth Jessen, direktør for Danner, Helena G. Hansen, forkvinde for Dansk Kvindesamfund og Nanna Højlund, forkvinde for Kvinderådet

I den forgangne uge har flere meningsdannere – og senest Politiken i sin leder – kritiseret Statsministerens udmelding om, at en kommende voldtægtslov skal bygge på samtykke. Det påstås, at en samtykkelov risikerer at kriminalisere det, som Politiken kalder “kedsommelig hverdagssex”, altså sex hvor kun den ene part har lyst, og hvor den anden part muligvis forholder sig passivt. 

Men så længe begge parter er med på at have sex, er der jo intet kriminelt foregået. Og desværre afsporer diskussionen om kriminalisering af “pligt- eller hverdagssex” debatten fra det vigtigste, nemlig, hvordan vi i Danmark bliver bedre til at sikre voldtægtsofres retssikkerhed. Hvordan får vi et opgør med den store straffrihed på området? 

Når vi organisationer mener, at en voldtægtslov, der bygger på samtykke, er nødvendig frem for en, der bygger på frivillighed, skyldes det risikoen for, at passivitet forveksles med frivillighed. En svensk undersøgelse viser, at op mod 70 procent af ofre for en voldtægt fryser i overgrebssituationen, og derfor er det nødvendigt i loven at understrege, at der skal aktivt, frivilligt samtykke til – udtrykt med ord eller handlinger. 

I voldtægtssager vil den lov, som Straffelovrådets flertal har foreslået, ligesom den nuværende lov, betyde et øget fokus på offeret, der skal redegøre for, hvorfor hun ikke medvirkede frivilligt, samt hvad hun har gjort op til voldtægten. Ved en samtykkelov har begge parter et ansvar for at sikre sig, at den anden gerne vil. 

På krisecentrene oplever vi, at kvinder der har været udsat for gentagne voldtægter i deres parforhold, ofte ikke sætter sig til modværge i voldtægtssituationen. Udover voldtægt er de nemlig også udsat for psykisk vold, der har lagret sig som angst og som frygt for at sætte sig til modværge. I disse situationer vil en lov, som ikke ubetinget understreger, at passivitet aldrig er et samtykke, betyde, at den der udøver langvarig psykisk vold, og som også begår seksuelle overgreb mod sin partner, ikke ville kunne straffes.

Det er netop positivt, at en voldtægtslov understreger, at vi altid skal sikre os hinandens samtykke, også i vores tætte relationer. Man har altid ret til at bestemme over egen krop, også efter mange års samliv. Med en ny lov ønsker vi ikke kun at sikre os bedre retssikkerhed, men også at lære fremtidige generationer at være opmærksom på deres partners signaler og respektere disse. Kun sådan forebygger vi voldtægter på sigt.

Vi minder også om, at en samtykkelov ikke er et vildt eksperiment, men en lov, som Danmark har forpligtet sig til at indføre, da vi i sin tid skrev under på Istanbulkonventionen. Det er en lov, som man allerede har indført i adskillige europæiske lande med flere på vej. I England har en voldtægtslov bygget på samtykke fungeret godt i mere end 40 år. Vi ser frem til, at turen kommer til Danmark.

Debatindlægget blev bragt i Dagbladet Politiken lørdag den 7. marts 2020.