Global menneskerettighedskrise

I corona-bekæmpelsens navn krænker stater millioner af menneskers basale rettigheder. Samtidig forstærker krisen både vold, racisme og ulighed i mange samfund, advarer Amnesty International, som holder skarpt øje med staternes ageren under den globale pandemi.

Af Roberto Zacharias 

Døre i et kinesisk boligkompleks, der svejses fast, så beboerne ikke kan komme ud. Politifolk i Zambia, der gennembanker tilfældige mennesker på gaden, fordi de befinder sig uden for deres hjem. Præsident Duterte, der i en tv-tale giver filippinsk politi og militær ordre om at skyde og dræbe borgere, der laver ”ballade” under landets karantæneregler.

Det er nogle af de voldsomme og iøjnefaldende brud på menneskerettighederne, som har fulgt den globale spredning af coronavirussen. Men det er ikke kun stater, der i bestræbelserne på at kontrollere den usynlige fjende, begår overgreb.

Coronakrisen har også fået racismen til at vokse, og i adskillige lande er vold mod kvinder og børn, der er isoleret derhjemme med voldelige mænd, steget markant.

Listen over udfordringerne er kort sagt vokset i takt med udbredelsen af coronavirussen, og det fik sidst i april (ved redaktionens afslutning, red.) FN’s generalsekretær Antonio Guterres til at erklære global ”menneskerettighedskrise”.

Adgang til sundhed

Den vurdering er Amnestys danske generalsekretær, Trine Christensen, helt enig i. Hun kalder pandemien og staternes reaktioner på den for en ”uforudset” global udfordring for menneskerettighederne.

”Coronakrisen er en eskalerende global menneskerettighedskrise, hvis omfang og alvor vi ikke har set i nyere tid”, siger hun og peger helt overordnet på, at mange stater ikke sikrer borgernes sundhed, og at en række rettigheder tværtimod ofte bliver direkte krænket igennem de anti-corona-tiltag, som staterne iværksætter.

”Pandemien kræver, at stater handler effektivt for at beskytte deres befolkninger imod sygdom, men det må ikke ske på bekostning af menneskerettighederne”, siger Trine Christensen.

Den hurtige spredning af virussen og komplikationerne hos de ramte har presset sundhedssystemerne verden over, og i flere lande ikke de nødvendige ressourcer til at håndtere de mange smittede og syge. Samtidig er nogle befolkningsgrupper, som for eksempel flygtninge i overfyldte og uhumske lejre, i øget risiko, da de i praksis er forhindret i at efterleve helt basale sundhedsfaglige anbefalinger.

”Sårbare og marginaliserede grupper er særligt hårdt ramt, fordi de ikke har samme mulighed for at beskytte sig selv eller søge hjælp som resten af befolkningen. De bor, arbejder og lever under helt andre forhold, men de har nøjagtig den samme ret til sundhed og sikkerhed som alle andre”, siger Trine Christensen.

Balancegangen

Mange stater – herunder Danmark – har indskrænket frihedsrettigheder for at begrænse den sociale kontakt gennem for eksempel karantæner, forsamlingsforbud og udgangsforbud. Ifølge Amnestys generalsekretær kan det både være nødvendigt og rigtigt, men hun understreger samtidig, at det kan have nogle meget alvorlige konsekvenser.

”Anti-corona-tiltag har ført til politivold, undertrykkelse, indskrænkninger af ytringsfriheden, masseovervågning og censur. Helt fra begyndelsen af pandemien blev den også udnyttet af flere regeringer til at koncentrere magten og slå ned på kritik, som vi blandt andet har set i Ungarn”.

Samfundsproblemer forværres

I det hele taget forværrer coronakrisen allerede eksisterende problemer i samfundet, mener Trine Christensen.

”Hverken kønsbaseret vold, racisme eller diskrimination er skabt af coronakrisen. Men situationen har skabt grobund for, at de vokser sig større i vores samfund”, siger Trine Christensen.
Hun mener, at stater helt grundlæggende skal sætte menneskerettighederne i centrum for deres tiltag og politikker.

”Når stater indskrænker frihedsrettigheder og indfører nødret for at garantere den offentlige sundhed, skal de sikre, at indgrebene er balancerede i forhold til truslen, og at begrænsningerne ophæves lige så snart, det er forsvarligt. Borgernes ytringsfrihed og adgang til information skal garanteres. Ikke kun fordi, det er en klokkeklar rettighed, men også fordi det modsatte kan bidrage til at yderligere at eskalere den menneskerettighedskrise, vi nu befinder os i.”

Kønsrelateret vold

Et øget antal kvinder udsættes for vold, mens de er isolerede derhjemme. I Danmark har den nationale enhed ”Lev Uden Vold” modtaget dobbelt så mange telefoniske henvendelser, og hos krisecentrene er de akutte henvendelser om pladser steget.

Racisme

I mange lande udsættes mennesker med asiatisk udseende for tilråb, trusler og overfald, når de færdes i det offentlige rum. Desuden bliver de udsat for racistiske angreb på de sociale medier af folk, der forbinder dem med udbredelsen af virussen.

Overvågning

Regeringer har øget brugen af digital overvågning for at spore enkeltpersoner og hele befolkninger som et led i kampen mod coronapandemien. Det truer privatlivets fred både aktuelt og på lang sigt.

Censur og undertrykkelse

Regeringer laver nødretslove, der sætter demokrati og rettigheder ud af kraft. Det bliver blandt andet brugt til at lukke munden på dem, der kritiserer regeringen eller deler oplysninger om COVID-19, som regeringen ikke bryder sig om.

Adgang til sundhed

I forvejen sårbare og udsatte grupper såsom oprindelige folk, flygtninge, migrantarbejdere har vanskeligere ved at få den hjælp, de har brug for. Ofte har de hverken adgang til lægehjælp eller mulighed for at beskytte eller isolere sig imod smitten.

Udsatte arbejdere mister jobbet

Millioner af arbejdere i nogle af verdens fattigste lande mister deres levebrød, fordi internationale virksomheder i eksempelvis tekstilindustrien ruller ordrer for milliarder af kroner tilbage.