Sarah og Sean fortryder intet
Hun er elitesvømmer og syrisk flygtning. Han er dybhavsdykker og søn af en vietnamesisk bådflygtning. Nu risikerer Sarah Mardini og Sean Binder 25 års fængsel, fordi de som frivillige i Grækenland har hjulpet flygtninge ved Europas grænse.
Af Nora Rahbek Kanafani
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #2 2020
Udadtil er der ikke noget påfaldende ved 25-årige Sarah Mardini og 26-årige Sean Binder. De læser begge på universitetet, bruger deres fritid på at svømme og surfe og på at være sammen med venner og familie. Men deres fremtid ligger i det græske retssystems hænder.
De står anklaget for spionage og menneskesmugling og har en fængselsdom på op mod 25 år hængende over hovedet. Fem år er gået, siden Sean og Sarah mødtes som hjælpearbejdere på Lesbos, hvor de tog imod flygtende mænd, kvinder og børn, der netop havde krydset Middelhavet. Dengang vidste de ikke, at beslutningen om at hjælpe flygtninge i nød ville vende fundamentalt op og ned på deres eget liv.
Et liv, der for Sarahs vedkommende allerede havde budt på rigeligt med drama. I august 2015 kravlede 20-årige Sarah og hendes tre år yngre lillesøster Yusra op i en gummibåd på stranden ved den tyrkiske havneby Izmir. Bag sig lagde de en barndom i Damaskus, Syriens hovedstad, hvor de var vokset op i et hjem af elitesportsudøvere. Stort set hele familien - moren, faren og et par fætre og kusiner - var konkurrencesvømmere. Yusra var Syriens store OL-håb.
Da krigen brød ud, var Sarah 15 år, og en ellers struktureret hverdag med skole, træning og venner blev skiftet ud med bekymringer og angst. Hver morgen, når hun gik ud ad døren, anede hun ikke, om hun ville se sin familie igen. Hendes venner var enten døde eller flygtet, og Sarah var mere end klar til at komme væk og tage kontrollen over sit liv tilbage. Endelig havde hendes far givet hende lov, og hun var på vej mod Europa.
Sarahs første tanke, da hun så båden, de skulle krydse Middelhavet i, var, at den lignede en, som turister leger med, når de er på ferie. Alligevel tøvede hun ikke. De havde ventet fire lange dage på, at menneskesmuglerne fandt en ledig plads til dem, og de havde kvalme af kun at have fået chokolade at spise.
Da båden stævnede ud fra Izmirs kyst, sad der 20 personer i den, heriblandt et fireårigt barn, selvom båden kun var beregnet til syv. Efter et kvarters sejlads satte motoren ud, og båden begyndte at falde sammen i midten og tage vand ind. Et par af mændene hoppede resolut i vandet og forsøgte med deres vægt at holde gummibådens sider nede. Sarah tøvede et øjeblik, men så sprang hun også i.
Som elitesvømmer og trænet livredder følte hun, at hun måtte gøre sit til, at ingen mistede livet på båden. Med den ene hånd holdt hun fast i et reb, der sad fast om gummibåden, og med den anden arm og begge ben skubbede hun båden fremad i det mørke vand. Også Yusra hoppede i vandet. Sarah råbte til hende, at hun skulle blive i båden, men hendes lillesøster svarede kort: ”Hvis du gør det her, så gør jeg det også”.