Sarah og Sean fortryder intet

Sarah og Sean fortryder intet

Hun er elitesvømmer og syrisk flygtning. Han er dybhavsdykker og søn af en vietnamesisk bådflygtning. Nu risikerer Sarah Mardini og Sean Binder 25 års fængsel, fordi de som frivillige i Grækenland har hjulpet flygtninge ved Europas grænse.

Af Nora Rahbek Kanafani
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #2 2020 

Udadtil er der ikke noget påfaldende ved 25-årige Sarah Mardini og 26-årige Sean Binder. De læser begge på universitetet, bruger deres fritid på at svømme og surfe og på at være sammen med venner og familie. Men deres fremtid ligger i det græske retssystems hænder.

De står anklaget for spionage og menneskesmugling og har en fængselsdom på op mod 25 år hængende over hovedet. Fem år er gået, siden Sean og Sarah mødtes som hjælpearbejdere på Lesbos, hvor de tog imod flygtende mænd, kvinder og børn, der netop havde krydset Middelhavet. Dengang vidste de ikke, at beslutningen om at hjælpe flygtninge i nød ville vende fundamentalt op og ned på deres eget liv.

Et liv, der for Sarahs vedkommende allerede havde budt på rigeligt med drama. I august 2015 kravlede 20-årige Sarah og hendes tre år yngre lillesøster Yusra op i en gummibåd på stranden ved den tyrkiske havneby Izmir. Bag sig lagde de en barndom i Damaskus, Syriens hovedstad, hvor de var vokset op i et hjem af elitesportsudøvere. Stort set hele familien - moren, faren og et par fætre og kusiner - var konkurrencesvømmere. Yusra var Syriens store OL-håb.

Da krigen brød ud, var Sarah 15 år, og en ellers struktureret hverdag med skole, træning og venner blev skiftet ud med bekymringer og angst. Hver morgen, når hun gik ud ad døren, anede hun ikke, om hun ville se sin familie igen. Hendes venner var enten døde eller flygtet, og Sarah var mere end klar til at komme væk og tage kontrollen over sit liv tilbage. Endelig havde hendes far givet hende lov, og hun var på vej mod Europa.

Sarahs første tanke, da hun så båden, de skulle krydse Middelhavet i, var, at den lignede en, som turister leger med, når de er på ferie. Alligevel tøvede hun ikke. De havde ventet fire lange dage på, at menneskesmuglerne fandt en ledig plads til dem, og de havde kvalme af kun at have fået chokolade at spise.

Da båden stævnede ud fra Izmirs kyst, sad der 20 personer i den, heriblandt et fireårigt barn, selvom båden kun var beregnet til syv. Efter et kvarters sejlads satte motoren ud, og båden begyndte at falde sammen i midten og tage vand ind. Et par af mændene hoppede resolut i vandet og forsøgte med deres vægt at holde gummibådens sider nede. Sarah tøvede et øjeblik, men så sprang hun også i.

Som elitesvømmer og trænet livredder følte hun, at hun måtte gøre sit til, at ingen mistede livet på båden. Med den ene hånd holdt hun fast i et reb, der sad fast om gummibåden, og med den anden arm og begge ben skubbede hun båden fremad i det mørke vand. Også Yusra hoppede i vandet. Sarah råbte til hende, at hun skulle blive i båden, men hendes lillesøster svarede kort: ”Hvis du gør det her, så gør jeg det også”.

I sikkerhed

Efter tre en halv time fik gummibådens passagerer endelig Lesbos’ kyst i sigte. Mirakuløst lykkedes det dem at nå kysten, uden at nogen mistede livet. Sarah og Yusra rejste videre op igennem Europa og nåede til Berlin, hvor de blev indkvarteret på et asylcenter. De kontaktede en svømmeklub i nærheden og begyndte at træne dagligt.

Historien om de to elitesvømmersøstre fra Damaskus gik hurtigt verden rundt. De modtog adskillige priser, mødtes med Barack Obama og Paven, og Yusra blev den yngste goodwill-ambassadør nogensinde for FN’s flygtningeorganisation UNHCR. Også i Hollywood fik de øje på Sarah og Yusra, og en filmatisering af søstrenes historie er i gang. En historie, der – i hvert fald til at begynde med - så ud til at have det hele: drama, mod og en lykkelig slutning.

Ligesom resten af Europa holdt Sean Binder vejret, da han i september 2015 på sin skærm fulgte, hvordan mennesker på flugt fra krig og fattigdom i et stort antal bevægede sig op igennem Europa. Han blev forarget over at se, at EU’s svar på den største humanitære krise i nyere tid var at lukke grænserne for de mennesker, der havde mest brug for hjælp.

Som søn af en vietnamesisk bådflygtning kom det helt tæt på. Sean er tysk statsborger, men er vokset op ved kysten i Irland. Udover at være en erfaren surfer, dybhavsdykker og livredder læste han statskundskab på Trinity College i Dublin.

”Jeg følte, at jeg både havde den akademiske baggrund til at forstå situationen og den praktiske træning til at kunne hjælpe folk i havsnød, så jeg tog til Lesbos, som for mange flygtninge er den første grænse til Europa”, fortæller han.

I omkring et år koordinerede Sean de frivillige eftersøgnings- og redningsaktioner som en del af organisationen Emergency Response Centre International (ERCI).

Med et hold af læger, svømmere og tolke kunne gruppen af frivillige hjælpe både dem, der var i havsnød, og dem, der nåede kysten. 

”Du er ikke helten” 

Da Sarah i Berlin var ved at gøre sig klar til at rejse til OL i Rio de Janeiro, hvor Yusra var blevet udtaget til at svømme for Team Refugee, dukkede en Messengerbesked fra en ukendt afsender op i hendes indbakke.

Beskeden var fra en frivillig fra en af flygtningelejrene på de græske øer.

”Du kender mig ikke, og jeg forventer ikke, at du svarer mig, men du skal bare vide, at din historie inspirerer flygtningebørn her i lejrene. Flere børn har bedt om at få svømmeundervisning, så at de ’ligesom Mardini-søstrene’ kan redde liv”, stod der.

Beskeden ramte noget i Sarah. ”Får jeg at vide, at et barn vil være som mig, smider jeg gladelig alt, jeg har i hænderne og tager af sted”, fortæller hun.

Hun fløj direkte fra Brasilien til Lesbos til, hvad hun regnede med skulle være en to ugers tjans som frivillig tolk og hjælpearbejder. Her mødte hun Sean og resten af teamet i organisationen ERCI og blev dybt imponeret over deres arbejde. Allerbedst syntes hun om, hvordan de indskærpede over for de frivillige at droppe forestillingen om at spille helt.

”Hvis du er her for at redde folk, så er døren dér. De folk, der kommer i bådene, er overlevere, og du hjælper dem blot et lille skridt på vejen. Du har ikke været i båden med dem, det er ikke dig, der er helten”, lød filosofien.

”Som flygtning var den måde at tænke på så stærk! Det var, som om jeg fik min værdighed tilbage,” fortæller Sarah.

To uger blev til tre år. Hver nat stod Sarah, Sean og de andre frivillige ved kysten og delte vand og tæpper ud til de forkomne flygtninge, der nåede i land. Til at begynde med havde ECRI et professionelt og næsten kammeratligt forhold til den græske grænsepatrulje og den europæiske grænse- og kystvagt, Frontex.

En dag transporterede Sean en bunke tæpper hen til en af Frontex’ både, som var løbet tør for tæpper til nedkølede bådflygtninge. Flere gange stod de frivillige skulder ved skulder med lokale politifolk i forsøget på at spore både i havsnød.

Men alt det ændrede sig.

Artiklen om Sean og Sarah fortsætter under dette interview

Interview: ”Aktivisterne udstiller, at Europas politik har spillet fallit”

Helt almindelige mennesker, der hjælper flygtninge og migranter i Europa, mødes i stigende grad af forhindringer, chikane og sagsanlæg, fortæller Amnestys researcher Maria Serano i dette interview:

Lagt i håndjern 

Da Sean og Sarah den 17. februar 2018 som sædvanligt overvågede kystlinjen ud for Lesbos, blev de tilbageholdt af politiet og taget med til afhøring på stationen. Deres mobiler og computere blev konfiskeret og deres lejligheder gennemsøgt. 

Politiet fandt to uregistrerede radiosendere i deres bil. Og under nummerpladen på bilen, som ERCI havde lejet lokalt, sad en falsk militærnummerplade. Sarah og Sean blev afhørt, men derefter løsladt og kunne vende tilbage til arbejdet. Fire dage senere dukkede en avisartikel op med overskriften ”Tysk spion pågrebet sammen med syrisk medsammensvoren”. 

Der stod, at de infiltrerede militærbaserne. ”Hvis det lyder som en spionroman, så er det fordi det netop er en sådan”, skrev avisen. 

Få dage senere blev de igen anholdt. Anklagerne lyder på menneskesmugling, spionage, hvidvaskning af penge og tilhørsforhold til en kriminel organisation. Kendes de skyldige, risikerer de to studerende op til 25 års fængsel. 

”Da vi afgav vidneudsagn, sagde dommeren, at vi skulle forblive fængslet, indtil sagen skulle for retten. Jeg brød grædende sammen – på ét sekund blev mit liv vendt op og ned”, fortæller Sarah. 

Hun blev låst inde i en lille celle med to andre piger, der ikke talte engelsk. Toiletbesøg afhang af, om vagten havde tid. 

”Det var ikke så meget dét at være spærret inde, men dét at jeg ikke vidste, hvad der skulle ske”, fortæller hun. Efter to uger blev hun overflyttet til et fængsel i Athen. På færgen fra Lesbos havde hun håndjern på. Hun følte, at alle kiggede på hende med afsky. Som på en kriminel. 

”Jeg overlevede krigen, og jeg overlevede flugten, men det her har givet mig en følelse af at have mistet kontrollen over mit liv. Jeg sad tilbageholdt i 106 dage og vidste ikke hvorfor. Jeg mistede troen på mig selv; måske havde jeg virkelig gjort noget galt?” siger Sarah. 

Overraskende anklager 

I fængslet begravede Sean Binder sig i sine sagsakter og fandt ud af, at Sarah og han ikke var alene. På det tidspunkt var 158 personer udsat for lignende anklager om spionage og menneskesmugling på grund af deres humanitære arbejde. 

”Det var forfærdeligt at nå til erkendelsen af, at vi var fængslet udelukkende for at have forsøgt at hjælpe mennesker. Og det var endnu mere skræmmende at indse, at det samme skete for mange andre mennesker rundt omkring i EU”, fortæller Sean. Ifølge Sarah og Seans advokat Clio Papapantoleon er sagen mod de to hjælpearbejdere udtryk for et skift i myndighedernes håndtering af organisationer, der hjælper flygtninge. 

“Et lands straffelov har ikke kun til hensigt at straffe, der er også et ideologisk og opdragende aspekt. Når man sidestiller menneskesmugling med det at hjælpe eller redde liv, bliver det utrolig farligt. Denne sag markerer et paradigmeskift; selvom NGO’er og frivillige er blevet retsforfulgt tidligere, er det første gang, at en hel organisation anklages og, overraskende nok, en organisation, der tidligere har samarbejdet med de græske myndigheder”, siger Clio Papapantoleon til Amnesty.

Sean og Sarah blev i december 2018 løsladt mod kaution og kunne vende tilbage til Dublin og Berlin. Men her halvandet år senere efterforskes sagen fortsat. Datoen for begyndelsen på deres retssag i Grækenland mangler stadig at blive fastsat. Langs Europas sydlige grænser er nødhjælpsorganisationerne blevet nødsaget til at indstille deres eftersøgnings- og redningsaktioner. 

Men flygtninge og migranter går stadig ombord i usikre gummibåde og sejler mod Lesbos og andre af Europas sydlige grænser i håbet om et bedre liv. 

”Tro mig, ingen sætter sig i en gummibåd, fordi de håber på, at nogen står på den anden kyst og lægger et tæppe om deres skuldre”, siger Sarah Mardini. 

Artiklen er skrevet på baggrund af citater fra Sarah og Sean til Amnesty/ TedxLondonWomen/France24