"Uropolitiet lusker rundt i baggårdene"

 
Udgivet
01.
Rapport fra Minsk

“Uropolitiet lusker rundt i baggårdene”

Minsk: Beretning fra Amnesty Internationals medarbejder

”Unge mand, kom her og lad os tale sammen”, råber hun efter fyren, der løber forbi indgangen til et beboelseskompleks i den hviderussiske hovedstad, Minsk. Hun er omkring 50 år gammel og har en lille hund i favnen. To yngre kvinder står sammen med hende i skyggen af nogle buske, der omgiver en grålig seksetagers bygning af den slags, som man finder i alle tidligere Sovjet-byer. De taler sammen lavmælt.

Klokken er tre om natten, og de tre kvinder er på vagt. De advarer de demonstranter, der spreder sig i baggårdene af de ensformige seksetagers bygninger, der strækker sig langs hele Yakub Kolas-gaden. De siger: ”Lige rundt om hjørnet ligger der en politistation”.

”Tak skal I have!”, svarer den unge mand. ”Jeg kiggede lige rundt om det hjørne og så uropolitiet tæske nogen”. Han er en af de tusinder af demonstranter, der gik på gaden i Minsk aftenen efter, at det officielle valgresultat af præsidentvalget i Hviderusland blev annonceret. Demonstranterne kræver, at Aleksandr Lukasjenko, der har regeret landet siden 1994 og ifølge myndighederne fik 80 procent af stemmerne den 9. august, går af.

Den unge mand havde sammen med en lang række andre demonstranter gået langs en af byens hovedgader, Masherava Avenue, da de stødte ind i mørkegrønne politibiler. Hundredvis af mennesker blev fanget mellem politibilerne og forsiden af det overdækkede Komarovsky-marked, og de begyndte at løbe fra side til side, indtil nogen brækkede portene til markedet ned, så demonstranterne kunne løbe igennem det.

De nu spredte demonstranter var et nemt bytte for politiet. Og mens vi taler med de tre kvinder og den unge mand, fortsætter politiet deres razziaer i gaderne. I de mørke baggårde haster skyggerne sig af sted. Små grupper af demonstranter sniger sig ud på gaden og spreder sig i byen. Minibusser lusker rundt i de mørke gyder. De kører rundt med dørene åbne, så de civilklædte sikkerhedstyrker hurtigt kan springe ud og tage fat i folk på gaderne – alle dem, som de anser for at være mistænkelige, demonstranter eller bare helt almindelige tilskuere.



9. august, den første aften med protester, meddelte indenrigsministeriet, at det havde arresteret 1000 demonstranter i Minsk og 2000 flere i andre hviderussiske byer. En af de yngre kvinder i vores gruppe fortæller, at hun gerne ville have været med i protesterne.
”Jeg er sygeplejerske, men jeg er sikker på, at de er ligeglade med sygeplejersker eller læger”, siger hun og refererer til, hvordan indenrigsministeriets specialstyrker er gået amok.
Ifølge rygter, der har spredt sig på det sociale medie Telegram, har politiet brugt ambulancer til at nærme sig og anholde demonstranter. Hun aer ubevidst sig selv på maven, mens hun taler og er tydeligvis gravid.

”Drenge, kan jeg få noget vand?”, spørger den ældre kvinde. Hun siger, at hun og hendes venner har stået der i adskillige timer, hvor de har læst nyheder på en mobiltelefon, der får wi-fi-signal fra deres lejlighed. Mobilnetværket har været nede overalt i landet, siden afstemningen begyndte den 9. august, og mange af dem, der er gået på gaden, er fuldstændig afskåret fra at få viden om, hvad der sker i byen og risikerer således at falde i politiets hænder.

Uden den sædvanlige onlinekommunikation udviser demonstranterne i Minsk – hvoraf mange dårligt nok er mere end 25 år gamle – stor opfindsomhed og lyst til at hjælpe hinanden. ”Gå ikke derhen, uropolitiet lusker rundt i baggårdene”, siger en af dem. ”Gå helt stille, gaderne er tomme indtil Nyamiha”, forklarer en anden.
Pamfletter bliver også brugt til at protestere. Demonstranterne trykker dem derhjemme og klistrer dem op i undergrundspassagerne eller sætter dem fast i bilernes vinduesviskere.

Efter tre dage med protester står det klart, at demonstranternes vilje til at genvinde deres rettigheder og frihed ikke er blevet mindre. Samtidig er myndighederne ikke klar til at give efter over for demonstranterne, men er derimod parate til at bruge de mest brutale metoder til at slå ned på dem.

 Amnesty Internationals medarbejders navn er udeladt af sikkerhedshensyn.