Menneskerettighedsdomstolen standser dansk udsendelse til Irak

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har standset tvangsudsendelsen af en afvist irakisk asylansøger til Bagdad fra Danmark som følge af den forværrede irakiske sikkerhedssituation.

Sikkerhedssituationen i Irak er kun blevet værre, efter at de sidste amerikanske kampsoldater forlod landet i august i år. Derfor har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol de seneste måneder skredet ind over for 200 udsendelser fra Sverige og et ukendt antal udsendelser fra Holland og Storbritannien, ligesom den har sendt en generel advarsel til regeringerne i de tre lande, skriver Information 22. november. På foranledning af denne advarsel anmodede Dansk Flygtningehjælp domstolen om også at standse tvangsudsendelsen af en iraker fra Danmark til Bagdad, hvilket den nu har gjort.

Udsigt til flere forbud

Det er formentlig ikke sidste gang, en dansk udsendelse vil blive stoppet ved menneskerettighedsdomstolens mellemkomst. “Bliver der indbragt flere sager fra Danmark, vil der formodentlig ske det samme som i de øvrige europæiske sager. Domstolen vil stoppe udvisningerne, og det understreger, at den danske regering ligesom flere andre europæiske regeringer er på gale veje, når de tvangshjemsender irakere” siger Amnestys generalsekretær Lars Normann Jørgensen til Information.

De afviste asylansøgere kan dog ikke regne med, at deres sager vil blive genoptaget. Standsningerne af udsendelserne sker nemlig på baggrund af såkaldte ‘Rule 39-afgørelser’, som giver et midlertidigt udsendelsesforbud, mens sagerne undersøges nærmere af Menneskerettighedsdomstolen. FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har længe frarådet tvangsudvisning af afviste irakiske asylansøgere. Fem europæiske lande har dog modsat sig UNHCR’s anmodning og siden 2009 tvangsudvist afviste irakiske asylansøgere, nemlig Danmark, Sverige, Norge, Holland og England.

Amnesty har opfordet til stop

Amnestys generalsekretær, Lars Normann Jørgensen, opfordrede 18. november integrationsminister Birthe Rønn Hornbech til at indstille tvangsudsendelserne af afviste asylansøgere til Irak.

Amnestys brev til integrationsministeren (pdf)

Henvendelsen til integrationsministeren kom efter, at Amnesty International 10. november opfordrede alle de europæiske regeringer til at indstille tvangshjemsendelserne til Irak på grund af en lang række angreb og drab på civile i månederne efter den amerikanske tilbagetrækning. Dette skete efter, at UNHCR endnu en gang havde understreget, at sikkerhedssituationen i Irak ikke er tilstrækkelig til at gennemføre hjemsendelser til landet på forsvarlig vis.

Amnesty Internationals opfordring til de europæiske regeringer (pdf)