Kommende CIA-undersøgelse ikke god nok

Den kommende undersøgelse af CIA-flyvninger over dansk luftrum nævner ikke mulig oprejsning til ofrene, og den hjælper os ikke med at forhindre gentagelser i fremtiden.

Amnesty International har i flere år opfordret til en uafhængig, tilbundsgående undersøgelse af de hemmelige fangetransporter over dansk territorium. Den undersøgelse skal løse to opgaver: 

1.At torturofrene får oprejsning. 

2.At dansk luftrum aldrig mere anvendes til ulovlige fangetransporter. 

Den kommende undersøgelse, som Grønland officielt bestiller hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), løser ikke de to punkter. Den har i stedet fokus på at undersøge, om den forrige regering bevidst tilbageholdt oplysninger og vildledte Folketinget med sin redegørelse fra 2008.   

”Aftalen nævner ikke oprejsning til de personer, som blev fløjet over dansk territorium til hemmelige torturfængsler i andre europæiske lande med ét ord,” siger Amnestys generalsekretær, Lars Normann Jørgensen. 

Usikker fremtid

”Det helt afgørende spørgsmål om, hvordan vi sikrer os mod, at det ikke sker igen, er også helt fraværende i aftalen mellem det danske Udenrigsministerie og DIIS. Danmark lever stadig ikke op til Europarådets opfordring til de 46 medlemslande om at gennemføre uafhængige og effektive undersøgelser af, om deres territorium har været benyttet til USA’s hemmelige fangeprogram,” siger Lars Normann Jørgensen.

Usikkerhed om DIIS’ muligheder for at få svar

Hvis undersøgelsen skal have nogen virkning – i forhold til ofrene og i forhold til at sikre, at Danmark ikke igen lægger territorium til menneskerettighedskrænkelser – så skal DIIS have en række tilbundsgående svar fra bl.a. Udenrigsministeriet, PET og lufthavnsmyndighederne. 

”Ud fra aftalen om den nye undersøgelse er det usikkert, om DIIS får beføjelser til at stille de helt nødvendige spørgsmål. Kun hvis vi har et klart billede af, hvad der foregik, kan vi sikre os, at det ikke sker igen,” siger Lars Normann Jørgensen.

Efterretningssamarbejde skal under kontrol

Efter Amnesty Internationals opfattelse har forløbet om de hemmelige transporter af fanger en nær sammenhæng med problematikken omkring retssikkerhed og sikkerhed i kampen mod terror. 

”Den manglende uafhængige kontrol med Udenrigstjenesten PET’s samarbejde med fremmede landes efterretningstjenester giver en række problemer. Det viser sig med al tydelighed ved folketingets og offentlighedens vanskeligheder med at få et retvisende billede at, om fanger er transporteret via dansk territorium til hemmelige torturfængsler, og om PET eller danske lufthavnsmyndigheder kendte til overflyvningerne”, siger Lars Normann Jørgensen.  

Lovgivning frem for løfter

Der er stadig behov for en uvildig, tilbundsgående undersøgelse af de hemmelige fangeprogrammer. Derfor opfordrer Amnesty regeringen til, at Danmark får en lovgivning, som sikrer gennemsigtighed og en effektiv parlamentarisk kontrol med PET’s – og andre myndigheders – samarbejde med fremmede landes tjenester, og som forbyder ulovlige fangetransporter over dansk territorium. 

”Det er ikke nok, at USA har lovet, at man i fremtiden vil bede de danske myndigheder om tilladelse til overflyvninger, og at udenrigsministeren har sagt, at han ikke vil give sådanne tilladelser,” siger Lars Normann Jørgensen.

”Vi må have kendte, klare retningslinjer og lovgivning, som sikrer, at hverken nuværende eller fremtidige udenrigsministre kan give tilladelse til hemmelige overflyvninger, og som sikrer en effektiv, parlamentarisk kontrol med PET’s samarbejde med fremmede efterretningstjenester.”