Bassema Murad var gravid, da IS bortførte hende og hendes mand. Efter et par måneders fangenskab blev hun befriet, men i stedet for at tilbyde højgravide Bassema psykologhjælp, blev hun fængslet. Trods to år i fængsel med sit barn er hun stadig ikke officielt anklaget eller dømt for noget.
Amnesty har talt med 18 kvinder og piger som Bassema. De fortæller gruopvækkende historier om tiden hos IS: Gentagne voldtægter, vold, tortur og slaveri. Kvinder, som drives til selvmord for at slippe for IS’ ydmygelser.
Hundredvis af kvinder lever med fysiske og psykologiske mén efter at være blevet bortført, men de får ikke den nødvendige læge- eller psykologhjælp. De løsladte kvinder og piger har akut behov for hjælp og støtte fra det internationale samfund.
Lige nu sætter vi fokus på Bassema, som sidder fængslet. Vi ønsker, at hun bliver frigivet øjeblikkeligt, og at man efterforsker hendes sag. Vi ønsker også, at myndighederne giver den nødvendige hjælp til Yazidi-kvinderne.