Fængslet for at tage billeder

Aktionen er afsluttet...

...og underskrifterne sendt afsted. Tilmeld dig vores gratis sms-service og få automatisk besked, næste gang vi har en underskriftsindsamling.

01.
Sagen kort

Fængslet for at tage billeder

“Det var ligesom en Hollywood-film”, fortæller Shawkan. Bortset fra at kuglerne var ægte. Tåregassen var ægte. Kampvognene, som rullede frem mod demonstranterne over hele Egypten, var ægte. Og de 1.000 mennesker, som blev dræbt, var alt for virkelige.

Mahmoud Abu Zeid, bedre kendt som Shawkan, passede bare sit arbejde. Han er fotojournalist og dækkede en sit-in-demonstration i Kairo den 14. august 2013, da sikkerhedsstyrker pludselig indtog pladsen.

Han skrev senere, at det var som at være med i en Hollywood-film. ”Det føltes, som om vi var i krig. Der var kugler, tåregas, ild, politi, soldater og kampvogne allevegne”.

Shawkan brugte sit kamera til at indfange kaosset omkring sig. Politi og soldater var sat ind over hele landet for at sætte en stopper for optøjer. Det var den blodigste begivenhed i nyere egyptisk historie med flere end 1.000 dræbte på én dag, heraf mindst 700 hvor Shawkan var.

Da politiet fandt ud af, at Shawkan var journalist, arresterede de ham. De bandt hans hænder sammen med plastikstrips, som skar gennem hans hud og forvandlede hans håndled til åbne sår. De slog ham med knytnæver og piskede ham med et bælte.

I dag sidder 29-årige Shawkan fængslet i Kairos notorisk farlige Tora Fængsel, hvor han afventer sin dom. Han risikerer dødsstraf. Shawkans næste retsmøde er sat til 10. december. Derfor lægger vi ekstra pres på de egyptiske myndigheder nu.

Det er tre år siden, at Shakwan blev fængslet. I et nyligt retsmøde sagde han til dommeren: “Det er ikke en forbrydelse at tage billeder”. Han har ret. 


02.
Baggrund

Journalister betaler en høj pris

Næst efter Kina er Egypten verdens farligste land for journalister, ifølge CPJ (Komiteen for beskyttelse af journalister). Mindst 20 journalister sidder lige nu fængslet udelukkende for at udføre deres arbejde, ifølge det egyptiske journalistforbund.

I maj anholdt myndighederne Yahia Galash, der er formand for den egyptiske journalistforbund, og to af hans kollegaer, Khaled Elbalshy og Gamal Abd el-Reheem. Anklagen lød blandt andet på, at de havde ”publiceret falske nyheder, som truer den offentlige ro”. Anholdelsen signalerer en farlig optrapning af de egyptiske myndigheders skærpede indsats mod ytringsfriheden. 


03.
Shawkans billeder

Shakwans billeder


Amnesty International har fået en række af Shawkans billeder. Billederne er fra 25. januar 2012, hvor titusinder gik på gaden for at markere ét-års-dagen for Mubaraks fald. På lydsiden rapporterer Amnestys researcher Mohamed Lotfy fra Tahrir-pladsen.