Hjælp verdens mest udsatte mennesker på flugt
Siden 1989 har Danmark hvert år hjulpet 500 særligt udsatte flygtninge. En fjerdedel af disse er mennesker, som har været udsat for tortur og vold. Regeringens stop for kvoteflygtninge sætter de mest sårbare i en fuldstændig uholdbar situation.
Den 19. december 2016 nedstemte et flertal i Folketinget bestående af Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti et forslag om, at Danmark skulle genoptage ordningen med at modtage 500 kvoteflygtninge om året. Regeringen suspenderede ordningen tilbage i september 2016.
Nærområderne er ved at bryde sammen. 86 procent af verdens flygtninge opholder sig i øjeblikket i udviklingslande, mens de rige lande svigter deres ansvar.
De fem lande med flest flygtninge er:
- Jordan: 2,7 millioner
- Tyrkiet: 2,5 millioner
- Pakistan: 1,6 millioner
- Libanon: 1,5 millioner
- Iran: 979.000
Det giver sig selv, at så mange ekstra mennesker er en enorm belastning på nabolandenes ressourcer. Adgang til vand, bolig, sundhedsydelser og uddannelse er mangelfuld – særligt i byerne, hvor ressourcerne nu skal deles mellem flygtninge og landets oprindelige indbyggere.
For de mest udsatte og sårbare mennesker er dette en fuldstændig uholdbar situation. Sårbare eller udsatte flygtninge kan for eksempel være alvorligt syge mennesker, tortur- eller voldtægtsoverlevere og uledsagede børn, som risikerer at blive udsat for overgreb i de overfyldte lejre. Et stop for 500 kvoteflygtninge om året er et stop for at hjælpe netop de mest sårbare. En fjerdedel af dem, vi normalt tager som kvoteflygtninge, er mennesker, som har været udsat for tortur eller vold.