Støt op om kvinders ret til abort i El Salvador

Aktionen er afsluttet...

...og underskrifterne sendt afsted. Tilmeld dig vores gratis sms-service og få automatisk besked, næste gang vi har en underskriftsindsamling.

01.
Sagen kort

Støt op om kvinders ret til abort i El Salvador

Lige nu kan du støtte tusindvis af kvinder og mænd i El Salvador og kræve, at myndighederne sætter en stopper for landets umenneskelige totalforbud mod abort.

Mange kvinder og piger har mistet deres liv eller har fået langvarige mén på grund af abortforbuddet i El Salvador. Forbuddet tvinger dem ud i livstruende, hemmelige aborter - eller til at være gravide, selvom det sætter deres liv og sundhed i fare.

Siden 1998 har abort været kriminelt i El Salvador, selv hvis graviditeten er resultat af voldtægt, eller hvis den gravide kvindes eller piges liv eller helbred er i fare. Vi har i Amnesty fulgt flere sager om unge piger i El Salvador, der er blevet dømt til flere års fængsel uden beviser, lige efter de har født et dødt barn. De sidste par år har vi løbende set positive resultater i flere abortsager. F.eks. blev Maria Verónica Figueroa Marroquín og Teodora del Carmen Vásquez for nylig løsladt, efter de hver især havde afsonet mellem 10 og 15 års fængsel for dødfødsler. Halvdelen af den tid de ellers skulle have tilbragt i fængslet.

Løsladelserne kan måske skabe det momentum, landet har brug for og åbne dørene for en ændring af landets ekstreme abortlovgivning. Det er en enestående mulighed. Vi ser en bevægelse i befolkningen, der går på gaderne og opfordrer myndighederne til at vedtage en ny reform, der giver tilladelse til abort, hvis graviditeten udgør en risiko for kvindens sundhed, hvis fosteret har alvorlige misdannelser, eller hvis graviditeten er resultat af voldtægt.

Giv din opbakning til de kvinder og mænd, der lige nu kæmper for at ændre abortlovgivningen i El Salvador. Skriv under - så opfordrer vi i fællesskab El Salvadors myndigheder til at lytte til befolkningens krav og vedtage den nye reform.

Vi er meget tæt på at ændre livet for rigtig mange kvinder og piger i El Salvador. Reformen har næsten nok opbakning til, at lovændringen kan blive en realitet. Hvis vi afleverer en stor bunke underskrifter, inden parlamentet skal stemme i april i år, har vi en reel chance for at få ændret det totale abortforbud, som tusindvis af mennesker i El Salvador har håbet på siden 1998.


02.
Video