Haster: Dennis Christensen skal løslades omgående

Aktionen er afsluttet...

...og underskrifterne sendt afsted. Tilmeld dig vores gratis sms-service og få automatisk besked, næste gang vi har en underskriftsindsamling.

01.
Kort sagt

Haster: Dennis Christensen skal løslades omgående

Et dansk medlem af Jehovas Vidner i Rusland er idømt seks år i straffelejr udelukkende for at udøve sin tro. Vi har brug for din underskrift til at lægge pres på Rusland, så Dennis Christensen bliver løsladt omgående.

Et dansk medlem af Jehovas Vidner Dennis Christensen blev onsdag den 6. februar kendt skyldig i religiøs ekstremisme af retten i den russiske by Orjol.

Han blev idømt seks år i straffelejr for at "organisere aktiviteter for en ekstremistisk organisation". Ruslands lov imod religiøs ekstremisme definerer ekstremisme meget vagt, og myndighederne bruger den til at slå ned på enhver form for kritik.

Dommen er et alvorligt brud på menneskerettighederne. Dennis Christensen har ikke gjort andet end at udøve sin religiøse frihed, og det burde ikke være strafbart:

”Det er dybt bekymrende, at man kan blive idømt seks års frihedsberøvelse for at udøve sin religiøse frihed. Det er ikke en forbrydelse. Rusland skal annullere dommen, og frafalde alle anklager imod ham. Han skal løslades øjeblikkeligt,” siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Danmark.

Tros- og religionsfrihed bør gælde for alle mennesker, og vi skal ikke acceptere, at Rusland bryder med international ret. Vi betragter Dennis Christensen som en samvittighedsfange. Det betyder, at han intet har gjort ud over at følge sin egen overbevisning. 

Vi kræver, at Rusland:

  • løslader Dennis Christensen øjeblikkeligt
  • respekterer religions- og trosfriheden
  • reviderer antiekstremisme-lovgivningen, og sikrer at den ikke længere bruges vilkårligt til at forfølge blandt andet kritikere af regeringen

Læs vores brev til de russiske myndigheder her.


02.
Spørgsmål og svar

Spørgsmål og svar


Hvem er Dennis Christensen?

Dennis Christensen er 46 år og er født i København i en familie, som også er Jehovas Vidner. Han er uddannet tømrer og bygningskonstruktør. I 1995 kom han til Rusland for at være med til at bygge de lokale Jehovas Vidners mødelokaler – en såkaldt rigssal - i Sankt Petersborg. Senere blev han gift med den russiske kvinde Irina. Parret har siden 2006 boet i byen Orjol, der ligger syd for Moskva. Han blev fængslet den 25. maj 2017, udelukkende fordi han er Jehovas Vidne.

Hvorfor forsvarer Amnesty International en religion som Jehovas Vidner?

Vi forsvarer ikke Jehovas Vidner men retten til fredeligt at udøve sin tro. Amnesty International arbejder for, at menneskerettighederne overholdes for alle uanset overbevisning, og i forhold til Dennis Christensens sag, er blandt andet religionsfriheden under pres.

I den konkrete sag mod Dennis Christensen, er han blevet dømt for at udøve sin religion. Han har ikke begået vold eller opfordret til vold, eller andre internationalt anerkendte forbrydelser. Begår et menneske vold mod andre, psykisk eller fysisk, har staten ikke bare en ret men pligt til at skride ind. Men det er ikke det, sagen imod Dennis Christensen har handlet om.

Amnesty forholder sig til den dom, som Dennis Christensen har fået, og den er vi kritiske overfor.

Han er idømt seks år i straffelejr på grund af en lov, der indeholder en meget løs definition af ”ekstremisme”, som i praksis bliver brugt til at slå ned på ikke bare religiøs frihed, men også ytringsfriheden og fredelig politisk kritik i Rusland.

Hvad skal myndighederne gøre i sager om social kontrol, seksuelt misbrug eller lignende?

Vi har fået en del henvendelser om, at Jehovas Vidner – som sekt eller trossamfund – har holdninger, som kan virke fundamentalistiske, undertrykkende og endda kontrollerende over for enkelte medlemmer. 

Vi har set sager om ”frafaldne” medlemmer af Jehovas Vidner, som isoleres fuldstændigt og ikke kan se deres børn. Vi har også set sager, hvor ”de ældste” i Jehovas Vidner skjuler seksuelle overgreb inden for Jehovas Vidner i stedet for at hjælpe ofret med at gå til politiet. Det er selvfølgelig ikke i orden, men det er afgørende, at vi ikke blander det sammen med spørgsmålet om alle menneskers religionsfrihed, foreningsfrihed, tankefrihed osv.

Vi må holde fast i, at så længe et medlem af Jehovas Vidner ikke begår ulovligheder, så kan man ikke straffe folk for at være medlem af trossamfundet eller for at prædike religiøse budskaber.

Du må ikke gøre som Rusland og lave en liste over organisationer, som er ”ekstremistiske” – uden at føre bevis for, at der er begået strafbare handlinger. At en organisation holder møder – gennem bønner og sang – det kan ikke forbydes. Det vil være i strid med forenings-, ytrings- og religionsfriheden.

Skal medlemmer af Jehovas Vidner, som begår kriminalitet, retsforfølges ligesom alle andre borgere?

Ja, selvfølgelig skal de det. Både de sociale myndigheder og politiet skal reagere, hvis der er forhold, som tyder på, at børn eller voksne har været ofre for seksuelle overgreb eller manglende omsorg. Det kan være svært at efterforske sager i et ”lukket trossamfund”, hvor alle går sammen om at holde overgreb skjult for omverdenen. Dét skal naturligvis ikke accepteres, men bekæmpes.

Men det betyder ikke, at myndighederne har ret til at fængsle Jehovas Vidner vilkårligt – med den begrundelse, at Jehovas Vidner er en kriminel sekt. Som alle andre borgere skal Jehovas Vidner findes skyldige i en forbrydelse.

Der er eksempler på, at Jehovas Vidner ikke accepterer den individuelle religionsfrihed – men udstøder personer, som ”skifter tro eller overbevisning”. Det er selvfølgelig forfærdeligt, fordi det lægger et voldsomt pres på dem, som ønsker at ændre deres tilværelse. Men det er ikke i strid med lovgivningen. Det bliver først strafbart, hvis der kommer fysisk tvang eller trusler om strafbare handlinger mod de frafaldne.

Amnesty Internationals aktion til fordel for Dennis Christensen er ikke et forsvar af Jehovas Vidners praksis og traditioner, men et forsvar for det enkelte menneskes ret til at dyrke en bestemt tro og være medlem af en bestemt organisation efter eget valg.

03.
Video


04.
Baggrund

Baggrund

Baggrund for dommen

Straffen er den første af sin slags mod et medlem af Jehovas Vidne i Rusland. I 2017 erklærede landets Højesteret trossamfundet for at være ekstremistisk.

Det er ikke som sådan forbudt at være Jehovas Vidne, men de må ikke praktisere og missionere i landet. Trossamfundet må heller ikke eje ejendomme. 

Ruslands grundlov fastslår ellers, at den russiske befolkning har tros- og religionsfrihed. Men lovændringen gør, at Jehovas Vidner alligevel kan blive dømt for ekstremisme, selvom de ikke har opfordret til hverken vold eller had.

Dennis Christensen blev anholdt af betjente fra den russiske sikkerhedstjeneste, FSB, under en fredelig bibellæsning i menighedens mødested i Orjol. Ifølge anklagemyndigheden og dommeren udgjorde dette organisering af en ekstremistisk aktivitet.

Rettesnor for fremtidige domme

Der er flere retssager på vej mod medlemmer af Jehovas Vidner i Rusland. Det tyder på, at mere end 50 Jehovas Vidner indtil videre er tiltalt under antiekstremisme-lovgivningen. Dommen mod Dennis Christensen kan derfor danne præcedens for - eller danne rammerne for - hvordan straffen bliver i de andre sager.

Jehovas Vidner er estimeret til at have omkring 175.000 medlemmer i Rusland.