5. marts 2021  

Zeynab har fået livstid i fængslet for sit politiske arbejde. Efterretningstjenesten torturerer hende for at få en falsk tilståelse. Det haster at få hende løsladt – skriv under på aktionen nu!

Iransk-kurdiske Zeynab Jalalian er 40 år og har siddet uskyldigt fængslet i Iran i mere end 12 år.

Hun afsoner en livstidsdom for sit politiske arbejde for det kurdiske oppositionsparti Party for Free Life of Kurdistan (PJAK).

PJAK’s mål er at styrke kurdiske kvinders rettigheder og kurdisk selvstyre. Zeynab er dømt for at have været en del af den væbnede gren af partiet. Men det benægter hun, og der er ingen beviser. Zeynab risikerer nu at miste synet på grund af den tortur, efterretningstjenesten udsætter hende for.

Skriv under på aktionen og kræv, at de iranske myndigheder løslader hende med det samme!

Vores krav

Vi kræver, at de iranske myndigheder:

  • løslader Zeynab Jalalian omgående i tråd med anbefalingerne fra FN’s arbejdsgruppe om vilkårlig fængsling
  • giver Zeynab Jalalian adgang til nødvendig lægehjælp, beskytter hende mod tortur og anden mishandling og overfører hende til et fængsel tættere på hendes familie.
  • iværksætter en hurtig, effektiv og uafhængig efterforskning af anklagerne om, at Zeynab Jalalian er blevet udsat for tortur og andre former for mishandling, og stiller de ansvarlige for retten i en retfærdig retssag og uden brug af dødsstraf.

Hvad sker der med din underskrift?

Vi sender underskrifterne til den iranske ambassade i Danmark.

Dødsdom omgjort til livstid

Zeynab var på rejse i Iran i marts 2008, da hun blev arresteret.

I december 2008 blev hun dømt til døden i en uretfærdig retssag i Revolutionsdomstolen i Kermanshah-provinsen, fordi hun var aktiv i den politiske del af PJAK. Hun blev anklaget for ”fjendtlighed mod Gud” og for at have ”grebet til våben mod staten”.

Retssagen varede kun få minutter, og dommen baserede sig på såkaldte ”tilståelser”, som ifølge Zeynab var et resultat af tortur. Desuden var der ikke et eneste bevis for, at hun havde nogen tilknytning til partiets væbnede aktiviteter.

Hendes advokat var ikke til stede under retssagen, eftersom han ikke var blevet informeret om, hvornår den fandt sted.

I december 2011 blev dødsstraffen omgjort til livstid i fængsel, fordi Zeynab blev benådet af Irans øverste leder.

Tortureret til en falsk tilståelse

Efter Zeynab var blevet vilkårligt arresteret i 2008, blev hun holdt i langvarig isolation i otte måneder uden adgang til en advokat. Zeynab har fortalt, at hun i den periode blev tortureret af agenter fra efterretningstjenesten, som piskede hende under fødderne, slog hende i maven, slog hendes hoved mod væggen og truede hende med voldtægt.

Zeynab har oplyst, at hendes hoved engang blev slået så hårdt mod en væg, at hun fik kraniebrud, indvendig blødning, og at hendes syn blev svækket.

I over seks år har myndighederne nægtet hende adgang til den lægehjælp, hun har brug for. Det er kun muligt at komme til lægen udenfor fængslet. Hun har kun en enkelt gang i 2020 været til lægen, fordi hun blev testet positivt for covid-19. Hun har ikke siden fået tjekket sine lungeproblemer, som hun døjer med efter hendes covid-19-sygdom.

Zeynab risikerer at blive udsat for endnu mere tortur. Hun har brug for vores hjælp – skriv under på aktionen og kræv, at hun skal løslades!

Hvorfor skal jeg skrive under?

Hver underskrift bidrager til at lægge pres på de iranske myndigheder, så Zeynab forhåbentlig bliver løsladt og indtil da beskyttes mod tortur i fængslet. Jo flere vi er, des større pres kan vi lægge.

Flyttet til et fængsel langt væk

Zeynab afsoner en livstidsdom i fængslet Yazd, som ligger 1.400 kilometer væk fra familiens hjem. Siden den 29. april 2020 har efterretningstjenesten flyttet hende mellem fire forskellige fængsler over hele landet. Ifølge Zeynab har myndighederne informeret hende om, at overførslen skyldes hendes kontakt med udenlandske menneskerettighedsorganisationer.

Efterretningstjenesten vil kun lade Zeynab få lægehjælp og flytte hende til et fængsel tættere på hendes hjem, samt stoppe med at forfølge hendes familie, hvis hun ”tilstår” sine forbrydelser og på video viser, at hun fortryder sine politiske handlinger. Hun skal også forpligte sig til at arbejde for efterretningstjenesten.

Kan bytte plads med et familiemedlem

Myndighederne har imidlertid fortalt familien, at Zeynab kan komme til lægen udenfor fængslet, hvis et af hendes familiemedlemmer melder sig frivilligt til politiet for at blive fængslet i stedet for hende, imens hun er til lægen.

Vores far sagde, at han ville lade sig fængsle, så de kunne sende Zeynab til en læge, sammen med en vagt. Men myndighederne sagde, at vores far var for gammel, og at en yngre skulle melde sig i stedet.”

Deniz, Zeynabs søster

Hendes advokat er også fængslet

I maj 2019 blev Zeynabs advokat, Amirsalar Davoudi, idømt en lang fængselsstraf på grund af hans menneskerettighedsarbejde. Siden da har Zeynab ikke haft en advokat, og det er familien som må føre hendes sag uden adgang til juridisk rådgivning.

Prøver at true familien til stilhed
Den 29. november 2020 blev Zeynabs far, Ali Jalalian, arresteret af efterretningstjenesten og afhørt om samtaler om datteren, som han har haft med menneskerettighedsorganisationer og medier udenfor Iran. Han blev løsladt mod kaution dagen efter.

Amnesty International vil gøre iranske myndigheder opmærksom på, at chikane og arrestation af pårørende til fanger med henblik på at forhindre dem i at fortælle om sagen, er i strid med international ret.

Opdateringer

2. februar 2022: Underskrifterne er sendt afsted

Vores generalsekretær Vibe Klarup har sendt 36.352 underskrifterfra Danmark og Færøerne til den iranske ambassade i Danmark.

I brevet kræver vi, at de iranske myndigheder løslader Zeynab Jalalian omgående, giver hende adgang til lægehjælp samt foretager en uafhængig undersøgelse af hendes anklager om tortur.

Læs brevet her >