Hvad betyder Skriv for Liv?
Skriv for Liv giver håb og skaber forandring. Vi ser løbende resultater af Skriv for Liv-sagerne. Personer, der bliver løsladt på grund af et stort internationalt pres eller får oprejsning på anden vis.

Marielle Franco voksede op i et slumkvarter i Rio de Janeiro og kæmpede for sorte kvinders, LGBTI-personers og unges rettigheder. Den 14. marts 2018 blev hun skudt ned i sin bil og dræbt sammen med sin chauffør, Anderson Pedro Gomes. Meget peger på, at mordet blev begået af professionelle. Eksperter siger, at kuglen kom fra det brasilianske politi.
Marielles sag var blandt Amnestys Skriv for Liv-sager i 2018. Amnesty indsamlede omkring 21.000 solidaritetshilsner til Marielles familie.
I marts blev to politibetjente anholdt for drabet på Marielle Franco. Det skal nu undersøges, om de var involverede i drabene. Derudover har Rio de Janeiros guvernør lovet at mødes med Amnesty og Marielles familie.
Marielles familie er taknemmelig for Amnestys kamp for at skabe opmærksomhed om Marielles sag og arbejdet for at sikre, at de ansvarlige bliver retsforfulgt.
Læs mere om udviklingen i sidste års sager her.

Tdjadine Mahamat Babouri er fra Tchad. Han er kendt som Mahadine, og er et af de mennesker, der helt konkret har fået hjælp af mennesker fra hele verden gennem Skriv for Liv i 2017. Mere end en halv million mennesker aktionerede for hans frigivelse. Så hvis du og din klasse deltog i 2017, så har jeres breve bidraget til hans løsladelse. Læs hans historie her!

Shackelia Jackson fra Jamaica kæmper fortsat for retfærdighed, efter at hendes bror blev skudt af politiet i 2014. Hun var en af personerne i Skriv for Liv 2017 og fortæller, hvad brevene betød for hende:
“Hele verden viser nu solidaritet med min kamp. Alene dét, at så mange mennesker har skrevet til premierministeren, og de ting, vi kan opnå i kølvandet på brevene, får mig til føle mig så meget stærkere i kampen for retfærdighed. Jeg ved, hvor meget det kræver, at lave aktivisme – og jeg er så taknemmelig for at Amnesty støtter mig”.
Læs hele hendes takkebrev her