Iraks væbnede grupper udviser foragt overfor civile

I en ny rapport kritiserer Amnesty International de væbnede grupper i Irak for at udvise en total foragt overfor civile. Ifølge Amnesty er der begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

I rapporten “Iraq, In Cold Blood: Abuses by Armed Groups” beskriver Amnesty International de overgreb, der er begået af de væbnede grupper. Organisationen fastslår, at vilkårlige drab på civile, gidseltagning og tortur og drab på forsvarsløse fanger ikke kan retfærdiggøres, og at der er tale om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

“Der er intet ærefuldt eller heroisk i at sprænge civile i luften eller myrde et rædselsslagent gidsel. Dem, der udfører disse handlinger, udviser foragt for civile og underminerer enhver påstand om, at de forfølger en retfærdig sag,” siger Stig Nielsen, pressechef i Amnesty International.

I rapporten citerer Amnesty International et medlem af den irakiske regering for i april måned at opgøre antallet af ofre for de væbnede gruppers angreb til at være 6.000 dræbte og 16.000 sårede siden krigens start i marts 2003. Overgrebene er dog så hyppige og sikkerhedssituationen så alvorlig, at det er umuligt at opgøre det præcise antal af ofre.

I rapporten nævner Amnesty International følgende typer overgreb begået af de væbnede grupper i løbet af de seneste to år: 
· Angreb hvor formålet er at dræbe det størst mulige antal af civile
· Tilfældige angreb, som medfører drab på civile
· Målrettede angreb på FN’s hovedkvarter, Røde Kors og andre humanitære organisationer
· Gidseltagninger, bortførelser, tortur og drab
· Overfald på kvinder og piger, herunder vilkårlige angreb på kvindelige aktivister
· Drab på tilfangetagende politifolk og soldater 

“Væbnede grupper må, ligesom alle andre parter i konflikten i Irak, efterfølge international lovgivning og bør stilles til ansvar for deres overgreb. Vi håber, at indflydelsesrige personer og nøglepersoner blandt de religiøse ledere i Irak vil hjælpe med til at gøre det klart, at intet kan retfærdiggøre krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden,” fastslår Stig Nielsen.