Debatindlæg af Oliver Anton, politisk rådgiver, Amnesty International Danmark, bragt i Jyllands-Posten den 9/5-2026
Tilbage i 2023 vakte det stor opmærksomhed, da to dragartister skulle optræde med sange fra animationsfilmen ’Frost’ ved et børnearrangement på Frederiksberg Bibliotek. De blev mødt med demonstrationer, trusler og grove beskyldninger om pædofili. Den 8. maj 2026 skal en af de hadefulde kommentarer fra sociale medier behandles i Østre Landsret.
Det er nærliggende at se sagen som en enkeltstående hændelse. Men det er den ikke.
For i både Danmark og internationalt ser vi en stigende tendens til, at LGBTI+ personer kobles til forestillinger om, at de er en trussel mod børn. Den uhyrlige sammenkobling sker ikke kun retorisk. Den udspiller sig også i konkrete overfald, hvor grupper systematisk har opsøgt og overfaldet LGBTI+ personer under påskud af at afsløre pædofili.
I de seneste år har vi også i Danmark set episoder, hvor homoseksuelle mænd er blevet opsøgt og overfaldet af såkaldte “pædofiljægere”.
Både Danmark og internationalt ser vi en stigende tendens til, at LGBTI+ personer kobles til forestillinger om, at de er en trussel mod børn. Den uhyrlige sammenkobling sker ikke kun retorisk. Den udspiller sig også i konkrete overfald
Oliver Anton, politisk rådgiver, Amnesty International Danmark
At bestemte minoriteter udgør en skjult trussel mod børn, er en velkendt politisk logik. I 1970’ernes USA blev “beskyttelsen af børn” brugt som hovedargument mod homoseksuelles rettigheder i kampagner anført af Anita Bryant. I dag ser vi lignende fortællinger genopstå i nye former – fra grooming-anklager i offentlig debat til politiske indgreb og lovgivning mod pride-arrangementer i blandt andet Ungarn.
Fælles for sagerne er, at beskyttelsen af børn bruges til at rette mistanke mod bestemte grupper af mennesker alene på baggrund af deres seksualitet, køn eller udtryk. Det er netop det, vi også ser konturerne af i sagen om dragartisters børnearrangement på Frederiksberg Bibliotek.
Sagen fra Frederiksberg Bibliotek behandles under straffelovens hadtalebestemmelse, § 266 b. Den kriminaliserer offentlige ytringer, som truer, forhåner eller nedværdiger grupper, der er omfattet af bestemmelsen. I byretten var der ikke tvivl om ytringens grovhed, eller at den var fremsat offentligt. Men der blev stillet spørgsmålstegn ved, om dragartister er en gruppe, der er beskyttet af loven.
Det viser, at dansk lovgivning ikke er i stand til at rumme de måder, køn og identitet faktisk kommer til udtryk på i dag.
I 2021 udvidede Folketinget straffelovens hadtalebestemmelse til også at omfatte “kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika”, og derfor burde der ikke herske tvivl om, at dragartister er en beskyttet gruppe
Dragartister udfordrer faste skel mellem køn, udtryk og performance. Det betyder ikke, at de står uden for beskyttelse – men at grænserne for beskyttelsen bliver mere afhængige af fortolkning.
Hvis beskyttelsen i praksis afhænger af, hvor entydigt en gruppe kan klassificeres, risikerer lovgivningen at efterlade visse former for had uden reelt juridisk værn.
Oliver Anton, politisk rådgiver, Amnesty International Danmark
Det skaber et potentielt hul i beskyttelsen: Situationer hvor had ikke retter sig mod en klassisk defineret gruppe, men mod udtryk, der falder udenfor de etablerede kategorier, og som kan skifte over tid. Det gør også “kønsudtryk” til en mere flydende kategori end eksempelvis etnicitet eller handicap – og dermed vanskeligere at afgrænse juridisk, fordi et kønsudtryk ikke har én fast form.
Netop derfor bliver sagen principiel For hvis beskyttelsen i praksis afhænger af, hvor entydigt en gruppe kan klassificeres, risikerer lovgivningen at efterlade visse former for had uden reelt juridisk værn.
Retssagen i landsretten bliver en prøve af, hvilket værn vi som samfund reelt har over for en stigende mistænkeliggørelse af LGBTI+ personer, og om de personer, der udsættes for had, er beskyttet igennem vores lovgivning.