19. februar 2019  

Atena Daemi har brugt de sociale medier til at kritisere Irans brug af dødsstraf. Det har kostet hende syv års fængsel. Din underskrift kan hjælpe hende ud i friheden.

30-årige Atena Daemi har kritiseret Irans brug af dødsstraf på de sociale medier. Hun har også deltaget i fredelige demonstrationer, hvor hun har uddelt foldere imod henrettelsen af en ung kvinde. Handlinger, som desværre kræver stort mod i Iran.

Uretfærdig retssag

Hun er nu idømt syv års fængsel efter en dybt uretfærdig retssag, der kun tog 15 minutter. ”Beviserne” var blandt andet opslag, hun havde skrevet på Facebook og Twitter. I tiden op til retssagen sad hun i en fængselscelle fyldt med insekter og uden toilet. Myndighederne har udsat Atena for vold, de har brugt peberspray imod hende, og hun er blevet tvunget i isolation. Men hun fortsætter stædigt sin kamp for menneskerettighederne.

Sultestrejke

Efter sin anholdelse blev Atena kørt til fængslet med bind for øjnene. Hendes søstre forsøgte at gribe ind, men blev hver især idømt tre måneders betinget fængsel. I protest mod dette påbegyndte Atena en sultestrejke, der varede i 54 dage, indtil søstrene blev frikendt.

”Jeg vil forsvare mine søstres rettigheder til mit sidste åndedrag. Jeg vil hellere dø end være slave af undertrykkelsen,” skrev Atena i et opslag på Facebook.

Overført til berygtet fængsel

Sidste år blev hun tvangsflyttet til et berygtet fængsel i Iran. Overflytningen var brutal, og forholdene i det nye fængsel forfærdelige. I protest gik hun i sultestrejke igen, og i dag er hendes helbred kritisk. Efter internationalt pres blev hun heldigvis flyttet tilbage til det første fængsel, hvor hun stadig sidder.

Vi kræver, at Iran:

  • løslader Atena Daemi omgående
  • sørger for, at Atena Daemi får adgang til den rette medicin

Baggrund

Atena Daemi blev anholdt og fængslet i oktober 2014, hvor hun sad i isolation i næsten tre måneder. I 28 dage blev hun forhørt i 10-11 timer i stræk – ofte med bind for øjnene. Hun fik aldrig adgang til sin advokat.

I maj 2015 blev Atena idømt 14 års fængsel for sit fredelige menneskerettighedsarbejde. På grund af sin kritik af regeringen blev hun kendt skyldig i at ”planlægge forbrydelser mod den nationale sikkerhed”. Efter at have anket dommen blev straffen reduceret til syv års fængsel. Hendes advokater har anket sagen igen.

I februar 2016 blev Atena løsladt mod kaution. Derfor skulle hun egentlig have været fri, imens anken blev behandlet – men sådan gik det ikke. I november 2016 blev Atena anholdt i sit hjem. I et brev, som er blevet lækket fra fængslet, fortæller Atena, hvordan vagterne sprayede hende med peberspray, da hun spurgte, om de havde en arrestordre.

I januar 2018 blev Atena og en anden kvindelig menneskerettighedsforkæmper ulovligt overført til et berygtet fængsel. Begge kvinderne begyndte en ny sultestrejke i protest. Efter internationalt pres blev kvinderne flyttet tilbage til Evin-fængslet i Teheran i maj 2018.

Atenas sag er endnu et eksempel på den hårde kurs, som Irans regering fører mod mennesker, der kæmper for et mere retfærdigt Iran.


Opdateringer

24. januar 2022: Atena Daemi er blevet løsladt

Gode nyheder! Menneskerettighedsforkæmperen, Atena Daemi, er blevet løsladt fra fængslet. Her kan du se en video af Atena, hvor hun krammer sin mor og sin far.

Tak til de 46.901 danskere, der skrev under for hendes løsladelse i 2019! Og til alle dem, der skrev breve til hende og til de iranske myndigheder igennem vores Skriv for Liv kampagne i 2018.