Opdateret 11. april 2023
Salma al-Shehab er mor til to og var på ferie i sit hjemland Saudi-Arabien, da hun pludselig blev anholdt for at følge aktivister på Twitter og retweete om kvinders rettigheder. Nu er hun idømt 27 års fængsel. Skriv under og kræv, at Saudi-Arabien løslader hende nu.
34-årige Salma al-Shehab er oprindeligt fra Saudi-Arabien, men er i gang med sin ph.d. på University of Leeds i England. Hun er desuden shiamuslim, som er en minoritet i Saudi-Arabien.
Hun var vendt hjem på ferie til Saudi-Arabien i december 2020 og havde planlagt at tage sin mand og sine to sønner på fire og seks år med tilbage til England. Men de saudiske myndigheder indkaldte hende til en afhøring få dage før, de skulle med flyet tilbage til England. Derefter blev hun arresteret og retsforfulgt.
Den specialiserede straffedomstol i Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh idømte Shehab 34 års fængsel og 34 års rejseforbud den 9. august 2022. Hun blev blandt andet anklaget for at ”forstyrre den offentlige orden”, selvom det eneste hun havde gjort, var at bruge Twitter.
Salma al-Shehab ankede dommen og blev den 23. januar 2023 idømt 27 års fængsel og 27 års rejseforbud.
Det var en groft uretfærdig retssag, der førte til hendes dom. Amnesty International har gennemgået hendes retsdokumenter, hvor vi kan se, at hun blev tilbageholdt i isolation i 285 dage, før hun blev stillet for straffedomstolen. Det er i strid med internationale standarder og Saudi-Arabiens egen lov om straffesager. Hun blev også nægtet adgang til en advokat under hele sin varetægtsfængsling og under afhøringer.
De saudiske myndigheder skal omgående løslade Salma al-Shehab og ophæve hendes dom. Skriv under på aktionen nu!
Dømt for at forstyrre den offentlige orden
Salma al-Shehab blev anholdt den 14. januar 2021 og idømt seks års fængsel. Men anklagemyndigheden krævede en hårdere straf, og dommeren øgede derefter straffen til 34 år.
Hun blev dømt for at følge kvinderettigheds-aktivister på Twitter og retweete deres tweets, der ifølge de saudiske myndigheder “forstyrrer den offentlige orden, destabiliserer samfundets sikkerhed og statens stabilitet” under den berygtede anti-terror lov.
Salma al-Shehab ankede sagen, og i januar 2023 blev hun idømt 27 års fængsel og 27 års rejseforbud.
Ikke en fremtrædende aktivist
Shehab var ikke umiddelbart en fremtrædende eller særlig højlydt kritiker af det saudiske styre. Hun havde 159 følgere på Instagram og 2.597 følgere på Twitter. Hun var tandlæge, underviste i medicin og var ph.d.-studerende ved Leeds University.
Hun har primært tweetet om Covid-19 og lagt billeder op med hendes små børn. Derudover har hun retweetet få tweets fra saudiske kritikere, der lever i eksil, som opfordrede myndighederne til at løslade politiske fanger. Hun har blandt andet vist sin støtte til den fremtrædende saudiske aktivist Loujain al-Hathloul, som nu er løsladt, men lever under et rejseforbud.
Alligevel er Shehabs dom den længste fængselsstraf, der nogensinde er blevet givet i Saudi-Arabien til en kvinde. Dommen mod Salma al-Shehab markerer en eskalering i myndighedernes brug af antiterrorloven til at kriminalisere og unødigt begrænse retten til ytringsfrihed.
Shehabs dom er bare et ud af flere eksempler på den saudiske konges hensynsløse undertrykkelse af aktivister. Ligesom mordet på journalisten Jamal Khashoggi bruger kongedømmet Shehabs fængselsstraf til at skræmme og mane kritikere til stilhed – både i og udenfor landets grænser.
Kvinder som Salma skal anerkendes og IKKE forfølges for at give udtryk for deres holdninger. Skriv under på aktionen nu.
Hvilke konsekvenser har et rejseforbud?
Hvis du bliver underlagt et rejseforbud, kan du miste dine uddannelsesmæssige eller professionelle muligheder i udlandet. Det kan begrænse din mulighed for at søge lægehjælp i udlandet samt påvirke dit psykiske helbred. Du kan også blive adskilt fra dine familiemedlemmer i årevis, hvis de bor i udlandet.
Situationen i Saudi-Arabien
Kongedømmets forfølgelse af aktivister og menneskerettighedsforkæmpere i Saudi-Arabien har skabt en kultur, der er præget af frygt og undertrykkelse. De saudiske aktivister, der bor i udlandet eller er i eksil, undgår ofte at vende tilbage til deres eget land af frygt for repressalier. Mange af de aktivister, der bor i udlandet, frygter også, at deres aktivisme kan resultere i, at deres familie i Saudi-Arabien bliver straffet.
Vores krav
Vi kræver, at den saudiske majestæt Kong Salman bin Abdulaziz al Saud:
- omgående og ubetinget løslader Salma al-Shehab og ophæver hendes dom og rejseforbud
- tillader hende at blive genforenet med sin familie og fortsætte sine studier i England
- stopper med at sidestille ytringsfrihed med “terrorisme”
- ophæver eller ændrer lovene om bekæmpelse af terrorisme og anti-cyberkriminalitet, og vedtager nye love der overholder international lov og -standarder.
Hvorfor skal jeg skrive under?
Shehabs dom er et massivt tilbageslag for Saudi-Arabien og dets allierede.
Amnesty Internationals erfaring viser, at de saudiske myndigheder er modtagelige over for globalt pres, især når det kommer til deres image på menneskerettighedsområdet i Vesten.
Sammen med Amnesty-kontorer verden over kan vi lægge et stort pres på de saudiske myndigheder, så de forhåbentlig løslader Salma al-Shehab. Hver underskrift tæller!
Hvad sker der med min underskrift?
Vi overleverer underskrifterne til Saudi Arabiens ambassade i København.