Underskriftsindsamling · Live

Stop krænkelserne af menneskerettighederne i Afghanistan!

Fem år efter Talibans magtovertagelse er Afghanistan stadig præget af alvorlige og vedvarende menneskerettighedskrænkelser. Kvinder bliver forfulgt på baggrund af deres køn, mennesker udsættes for tortur, vilkårlige anholdelser og censur – alt sammen uden konsekvenser for dem, der står bag. Vær med til at råbe det internationale samfund – herunder den danske regering – op, så den onde cirkel kan blive brudt.

Hvad er problemet?

Siden Taliban overtog magten i 2021, er menneskerettighedssituationen i Afghanistan kun blevet værre. Kvinder er blevet udelukket fra stort set alle dele af samfundslivet, og det er blandt andet blevet forbudt for dem at tale, synge og læse højt i det offentlige rum.

Overgreb som tortur, mishandling, vilkårlige anholdelser, tvungne forsvindinger og censur fortsætter uden straf. Samtidig er retten til at ytre sig frit, fredelige forsamlinger og kvinders politiske deltagelse og mulighed for uddannelse blevet kraftigt begrænset uden nævneværdig international modstand. Genindførelsen af korporlig afstraffelse og manglen på et uafhængigt retssystem gør situationen endnu værre og efterlader ofrene uden mulighed for at få retfærdighed.

Det overrasker mig, at det internationale samfund stadig forventer, at Taliban vil respektere menneskerettighederne.

– Tarina Wodod, menneskerettighedsforkæmper, Afghanistan

Mens befolkningen i Afghanistan fortsat lever i dette mareridt, har det internationale samfund ikke formået at handle effektivt. Skarpe udmeldinger alene stopper ikke undertrykkelsen. Der er brug for handling. Regeringer verden over – herunder den danske – må træde til og være med til at bryde denne onde cirkel.

Hvad kan du gøre?

Skriv under på underskriftsindsamlingen og kræv, at det internationale samfund:

  • Tager konkrete skridt til at stoppe brugen af korporlig afstraffelse og støtter oprettelsen af et kompetent, uafhængigt og upartisk retssystem, så befolkningen i Afghanistan, herunder kvinder, får adgang til retfærdighed.
  • Samler sig om en stærkere og fælles indsats for hurtigt at etablere en effektiv mekanisme, der kan stille Taliban til ansvar for menneskerettighedskrænkelser.
  • Bruger alle tilgængelige midler til at lægge pres på Taliban, så de respekterer og beskytter kvinder og pigers rettigheder, stopper kønsbaseret forfølgelse og sikrer, at kvinder kan deltage meningsfuldt i samfundslivet, politik og kulturliv.

Hvorfor skal jeg skrive under?

Der er stærkt brug for, at det internationale samfund reagerer og handler på Talibans undertrykkende behandling af befolkningen i Afghanistan.

Hvad sker der med min underskrift?

Vi sender alle underskrifter til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og beder ham om at sætte menneskerettighedskrænkelserne i Afghanistan på dagsordenen, når han mødes med sine udenlandske kolleger i diverse internationale fora.