Vil du gerne formidle viden om menneskerettigheder til børn og unge og være en del af Amnestys netværk af frivillige? Så kan du blive en del vores oplægsholderkorps, der besøger skoler, gymnasier og højskoler over hele landet.

Ingrid Pedersen er en af Amnestys frivillige oplægsholdere. Hun fortæller:

”Jeg er oplægsholder i Amnesty, fordi jeg selv er vokset op i en optimistisk tid, hvor vi troede på, at forandringer var forbedringer. Jeg har selv været medlem af Amnesty, siden jeg gik i gymnasiet og oplevet, at Amnesty bidrog til mange af de forbedringer, borgere i andre dele af verden oplevede: 

Lige nu ser det desværre ud til, at alting bliver værre, og jeg vil gerne være med til at give skole- og gymnasieelever en bevidsthed om, at det nytter at kæmpe imod og støtte dem, der gør det.  

Ved at fortælle om de modige aktivister, Amnesty støtter og hjælper til at få løsladt, håber jeg, at jeg kan hjælpe unge til at tro på, at det nytter at engagere sig – enten i Amnesty eller en anden ngo.” 

Hvad kræver det at blive oplægsholder?

Du behøver ikke at have erfaring med undervisning for at blive oplægsholder, men har du kompetence inden for formidling, er det selvfølgelig en fordel. Det vigtigste er, at brænder for at sprede budskabet om vigtigheden af globale rettigheder for alle. Derudover kan du engagere andre og indgå i dialog med mennesker, som har holdninger og synspunkter, du måske ikke selv er enig i. 

Gennem undervisning og dialogbaserede aktiviteter giver du børn og unge: 

  • Viden om menneskerettigheder 
  • Mulighed for at reflektere over egne holdninger 
  • Redskaber til at handle 

Hvad får du?

Som frivillig oplægsholder er du med til at facilitere og videreudvikle oplæg af cirka en til to timers varighed. Gennem inddragende øvelser ønsker vi at engagere deltagerne så meget som muligt i oplæggene. Derfor lægger vi vægt på, at oplæggene bliver en blanding af oplæg og inddragelse af dem, vi holder oplæg for. 

Det er vigtigt for os i Amnesty, at vores oplægsholdere føler ejerskab til deres oplæg. Derfor er du – med støtte fra os – selv med til at stå for udarbejdelsen af dit oplæg.  
 
Vi afholder ind imellem sociale arrangementer, hvor I kan lære hinanden at kende, dele erfaringer og styrke sammenholdet i gruppen af oplægsholdere. 

Der vil også være kompetencegivende workshops, hvor du sammen med andre frivillige oplægsholdere udvikler dig til at afholde kreativ og inddragende undervisning for at udbrede kendskabet menneskerettighederne. Desuden vil vi skabe rum for, at I kan lære af hinandens erfaringer. 

Er det noget for dig? Skriv til os på rzacharias@amnesty.dk