Iran bruger dødsstraf til at slå hårdt ned på oprøret

Amnesty advarer nu om, at iranske myndigheder tyr til dødsstraffen for at bremse opstanden i landet og afskrække demonstranter. I en ny detaljeret undersøgelse afdækker Amnesty, hvordan 21 fængslede demonstranter lige nu risikerer dødsstraf. Fem unavngivne iranere er allerede dømt til døden.

Siden den 13. november har myndighederne i Iran meddelt, at der ved domstole i Teheran er afsagt dødsdomme mod fem unavngivne personer. Men langt flere risikerer dødsstraffen, advarer Amnesty, som er bekendt med 21 sager, hvor myndighederne under dybt uretfærdige retsprocesser forfølger dødsstraf for forbrydelser såsom ”fjendskab mod Gud”.

”De iranske myndigheder må øjeblikkeligt omstøde alle dødsdommene, undlade at søge om at pålægge dødsstraf og lade alle anklagerne mod de arresterede i forbindelse med deres fredelige deltagelse i protester frafalde,” siger Diana Eltahawy, der er Amnesty Internationals direktør for Mellemøsten og Nordafrika.

I en ny briefing gennemgår organisationen de 21 konkrete sager, hvor iranere aktuelt risikerer dødsstraf og siden offentlig henrettelse.

Dertil er Amnesty dybt bekymret for, at mange flere iranere kan risikere samme skæbne efter de har deltaget i demonstrationerne i landet og er blevet arresteret af myndighederne.”

Opdatering: Søndag den 20. november rapporterede medier, at en sjette demonstrant er blevet dødsdømt i Iran.

”Fjendskab mod Gud”

I Amnestys nye undersøgelse af de 21 personer, der risikerer dødsstraf, fremgår det, at seks af de 21 personer er Mohammad Ghobadlou, Saman Seydi (Yasin), Saeed Shirazi, Mohammad Boroughani, Abolfazl Mehri Hossein Hajilou og Mohsen Rezazadeh Gharagholou. De er blevet sigtet for ”fjendskab mod Gud” (mohraebeh) eller ”korruption på Jorden” (efsad-e fel arz) og skal i en grupperetssag for en domstol i Teheran.

Tre andre mænd, Sahand Nourmohammad-Zadeh, Mahan Sedarat Madani og Manouchehr Mehman-Navaz, også blevet anklaget for ”fjendskab mod Gud” og skal individuelt for domstole i Teheran.

I otte af disse sager omhandler anklagerne handlinger, der er beskrevet som hærværk, ødelæggelse af offentlig og/eller privat ejendom, brandstiftelse og forstyrrelse af den offentlige orden. Identiteterne på de fem allerede dødsdømte personer er endnu ukendte.

Amnesty er også bekendt med anholdelsen af den kurdiske mand Parham Parvari på 26 år. Han er sigtet for ”fjendskab mod Gud” i forbindelse med protesterne. Ifølge hans familie var han blot en tilskuer, der var på vej hjem fra arbejde under protesterne, og som endte med at blive arresteret med vold.

Mindst tre af de tilbageholdte, som risikerer dødsdom, er blevet udsat for tortur og anden dårlig behandling samt brug af ”tilståelser”, der er opstået under torturen.

Uretfærdige retssager

De 21 arresterede personer nægtes en retfærdig retssag og nægtes adgang til valg af egen advokat. Derudover nægtes de også retten til at blive formodet uskyldig, til at forholde sig tavse og til ikke at være tvunget til at inkriminere sig selv eller indrømme skyld.

De anklagede beskyttes heller ikke imod tortur eller anden dårlig behandling, de får ikke fuld adgang til relevante bevismaterialer, og de nægtes en retfærdig, offentlig høring ved en kvalificeret, selvstændig og upartisk domstol.

Amnesty International opfordrer alle lande med ambassader i Iran til omgående at sende observatører på højest mulige niveau til alle igangværende offentlige retssager, hvor de tiltalte kan risikere at blive dømt til døden.

Overgrebene mod demonstranterne skal stoppes!

Kræv, at de skyldige stilles til ansvar

Skriv under her