22-årige Mohammad Ghobadlou er i overhængende fare for at blive henrettet. Den unge iraner – der har en psykisk lidelse – er blevet idømt to dødsdomme efter groft uretfærdige skinretssager, hvor han er blevet tortureret til at ”tilstå”, at han skulle have påkørt flere politifolk med vilje i forbindelse med protesterne i Iran.

Sidste nyt i sagen

23. januar 2024

Mohammad Ghobadlou blev henrettet om morgenen den
23. januar på trods af protester fra menneskerettighedsorganisationer og aktivister verden over.

23. marts 2023

Vi afleverede også knap 33.945 underskrifter for 22-årige Mohammad Ghobadlou, der er dømt til døden.

Vi brugte anledningen til at køre en kran ud foran den iranske ambassade med budskabet: stop henrettelserne af den iranske befolkning!

I Iran bruger man nemlig ofte kraner til at hænge folk fra.

Ambassaden ville ikke lukke os ind, men de fik alligevel en masse ark papir med 33.945 valmuer ind under hegnet. Én for hver underskrift.

Flere er allerede blevet henrettet i Iran, og lige nu er 22-årige Mohammad Ghobadlou i overhængende fare for at lide samme skæbne.

Myndighederne anklager ham for at have påkørt flere politifolk med vilje ved en demonstration i byen Robat Karim den 22. september 2022, hvor en politimand mistede livet.

Mohammad – der har en bipolar lidelse – blev nægtet en advokat under hele efterforskningsfasen, der varede cirka en måned. Ifølge Amnestys oplysninger blev han i denne periode tæsket igen og igen og nægtet sin medicin, hvilket skulle få den unge iraner til at ”tilstå”, at han i bil med vilje havde påkørt flere politifolk for at slå dem ihjel.

En retsmedicinsk undersøgelse dateret 20. oktober 2022 bekræfter, at Mohammad pådrog sig blå mærker og skader, mens han var tilbageholdt. Hans advokat fik ikke lov til at repræsentere ham i Revolutionsretten, hvor der var to korte møder den 29. oktober og 15. november 2022. Myndighederne anbragte Mohammad i isolationsfængsel imellem de to møder, nægtede ham at se sin familie og advokat og tilbageholdt fortsat hans medicin, hvilket forværrede hans helbred og sårbarhed.

Retssagen i Kriminalretten i Teheran i Iran bestod også af to korte møder, der fandt sted den 4. og 10. december 2022. Her fik Mohammad heller ikke mulighed for at forsvare sig ordentligt, da hans selvvalgte advokat ikke fik lov til at se ”bevismaterialet”.

En anden alvorlig krænkelse af Mohammads rettigheder er, at myndighederne ikke har beordret en uafhængig og gennemgribende undersøgelse af hans mentale sundhedstilstand. Ifølge internationale love og standarder er det forbudt at bruge dødsstraf mod mennesker med handicap. Amnesty er imod dødsstraf uden undtagelser, uanset hvem, der er under anklage, og hvilken forbrydelse, der er begået.

Hvorfor skal jeg skrive under?

Jo mere internationalt pres vi lægger på Iran, des større sandsynlighed er der for, at de stopper henrettelsen af Mohammad Ghobadlou.

Hvad sker der med din underskrift?

ANTALLET af underskrifter sendes til chefen for det iranske retsvæsen, Mohseni Ejei.

30. januar 2023