Aktion: 30.000 underskrifter imod Ruslands forbrydelser i Ukraine

Amnesty Danmark afleverede med støtte fra tusindvis af danskere et klart budskab til Rusland, da organisationen besøgte den russiske ambassade i København: Stop invasionen af Ukraine, beskyt civile og stands angrebene mod ytrings-, forsamlings- og pressefriheden i Rusland.

På kort tid har mere end 30.000 danskere skrevet under på Amnestys krav til Rusland om at beskytte civile i Ukraine, og de tusinder af underskrifter havde Amnesty Danmark med under armen, da organisationen tirsdag den 29. marts var til møde med den russiske ambassadør i Danmark.

Her fremlagde Amnesty sin dokumentation for russiske angreb mod civile og potentielle krigsforbrydelser begået i Ukraine, hvor den russiske militære invasion har udløst en humanitær menneskerettighedskrise, der har sendt millioner på flugt og kan blive en af de værste katastrofer i nyere europæisk historie.

”Vi gjorde det klart for den russiske ambassadør, at vi holder øje med deres handlinger og dokumenterer deres forbrydelser mod civile i Ukraine”, siger Vibe Klarup, generalsekretær i Amnesty Danmark.

På mødet modtog den russiske ambassadør de mange danske underskrifter og lyttede til Amnestys kritik. Men arbejdet er ikke gjort med et møde på ambassaden, fortæller Vibe Klarup,

”Jeg kan ikke sige, at ambassadøren var enig i vores synspunkter. Men vi fik fortalt ham, at vi nøje dokumenterer, hvad der foregår i Ukraine, og vi bliver ved med at arbejde for, at der ikke sker krigsforbrydelser og overgreb mod civilbefolkningen”.

Klapjagt internt i Rusland

Også Ruslands intensiverede undertrykkelse af ytringsfriheden i Rusland bragte Amnesty op under mødet:

”Der foregår lige nu en frygtelig klapjagt på ytrings-, forsamlings- og pressefriheden i Rusland. Journalister flygter ud af landet, Amnestys egen hjemmeside er blevet lukket, og Aleksej Navalnyj har netop fået en ny dom på ni års fængsel, som, vi mener, er en politisk motiveret og forkert dom”, siger Vibe Klarup.

Læs også: Sådan arbejder Amnesty på krigen i Ukraine