Bekæmp racismen i Danmark

Af Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty

Da jeg på Danmarks befrielsesdag tændte et lys i vinduet om aftenen, var det med en følelse af uvirkelighed. Det er som om, at vi verden over insisterer på ikke at ville lære af historien. Vi har i den seneste tid set folkemord i Myanmar og terror rettet mod religiøse mindretal i New Zealand og Sri Lanka. Polarisering, had og racisme er på fremmarch i alle verdensdele.

Der er heldigvis langt fra folkemord til vores danske virkelighed. Og der er en verden til forskel på den undertrykkelse, vi ser i mange lande, og den demokratiske folkefest, vi fejrer i disse dage med det danske folketingsvalg.

Men selvom vi er taknemmelige over det danske demokrati og vores grundlovssikrede rettigheder, så er jeg også ængstelig. For det er alvorligt bekymrende, at vi for første gang, siden vi fik menneskerettighederne i kølvandet på Anden Verdenskrig, ser et opstillingsberettiget politisk parti, der åbenlyst advokerer for racisme og ønsker deportering af ikke-danske borgere. Det er etnisk udrensning, vi taler om.

Vi ved endnu ikke, hvordan Folketingets nye sammensætning ender med at blive. Men vi ved, at der er en opgave, som skal løses. Danmark må tage kampen op mod racisme og diskrimination. Det, vi oplever nu, er et wake-up call.

Vi ved fra mange historiske eksempler med apartheid, forfølgelse, etnisk udrensning, terror og væbnede konflikter, at ord betyder noget. Især når de kommer fra et lands politiske, kulturelle eller religiøse elite. Derfor har den afstand, som de øvrige partier har lagt over for den racemæssige fokusering på danskhed, været vigtig. Men det er ikke nok.

Vi har brug for, at politikere og alle vi andre taler fællesskabet op på tværs af vores forskelligheder.

Vi har brug for en national handlingsplan imod diskrimination og racisme, som sikrer en seriøs og grundig indsats fra skole til plejehjem, fra politi til uddannelsesinstitutioner.

Vi må gøre mere end at tænde lys i aftenskumringen i lettelse over, at en grusom kamp blev vundet for snart 75 år siden. Vi kan ikke tage det for givet, at vi aldrig vil se historiens uhyrligheder gentage sig. Men vi er heller ikke dømt til at gentage fortiden.

Racismen har vist sit ansigt under dette års folketingsvalg. Lad os bekæmpe den sammen.