Debat: Danmark må tage kvoteflygtninge
Fra kunstnere, professorer til debattører og tidligere ministre: Danmark må tage kvoteflygtninge. I stedet for at være et foregangsland bliver vi nu det modsatte, mener 40 underskrivere i et åbent brev om politikernes fravalg af 500 kvoteflygtninge.
Debatindlæg bragt i Politiken 25. november 2017
Kære politikere
På tirsdag skal I behandle et lovforslag, der gør det muligt for en minister at melde Danmark helt ud af det internationale samarbejde om at modtage kvoteflygtninge. I forvejen har et flertal af jer midlertidigt lukket af for de 500 kvoteflygtninge, Danmark har modtaget hvert år siden 1989.
Vi er bekymrede for, at Danmark er i færd med at vende ryggen til nogle af verdens mest udsatte mennesker, FN’s kvoteflygtninge. Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil Danmark være det første land blandt vores nabolande, der aktivt lukker for kvoteflygtninge og dermed kraftigt signalerer, at vi ikke vil være en del af det internationale samarbejde om at modtage flygtninge.
Det vil være et slag mod hele det internationale flygtningesamarbejde midt i en historisk flygtningekrise, hvor 65,6 millioner mennesker er på flugt – mindst halvdelen af dem er børn.
For hvis et af verdens rigeste og mest stabile lande ikke skal tage sit ansvar, hvorfor skal andre lande så gøre det?
Opgøret med kvoteordningen er også stik imod tidligere meldinger, som Danmark er kommet med internationalt. På FN-topmødet i New York sidste år var der overvældende opbakning til samarbejde og globale løsninger for at afhjælpe den historiske flygtningekrise. Her vedtog FN’s generalforsamling – heriblandt Danmark – New York-deklarationen. Den forpligter os til at styrke arbejdet for, at flygtninge får nye hjem, og til at støtte de lande, der huser rigtig mange flygtninge.
Kvoteflygtningeordningener et udtryk for solidaritet med lande som Libanon, Uganda, Pakistan, Iran og Etiopien, der alle huser mere end én million flygtninge. Og en opbakning til flygtningearbejdet i Tyrkiet, hvor der nu bor tre millioner flygtninge. Behovet for en international fordelingsordning baseret på globalt ansvar og solidaritet med verdens svageste har aldrig været større i nyere tid.
Og kvoteordningen er samtidig et af få anvendelige redskaber i kampen mod menneskesmuglere.
Danmark burde være stolte over det internationale samarbejde, som kvoteflygtningeordningen er et af de fineste eksempler på. Hovedarkitekten bag ordningen var den tidligere danske statsminister Poul Hartling fra Venstre. Han modtog som FN’s højkommissær for flygtninge i 1981 Nobels Fredspris netop for det internationale flygtningesamarbejde, Danmark nu er ved at vende ryggen.
Vi er bekymrende over, at et flertal af danske politikere tilsyneladende er klar til at føre en politik, hvor Danmark ikke tager medansvar for den globale situation. I stedet for at være et foregangsland bliver vi nu det modsatte.
Vi ønsker, at Danmark fortsat skal tage imod kvoteflygtninge.
Vi ønsker, at Danmark, som Poul Hartling gjorde det, går forrest i kampen for at håndhæve og udvide FN’s kvotesystem og sikrer et stærkere internationalt samarbejde og en bedre beskyttelse af verdens flygtninge.
Underskrevet af:
Jussi Adler-Olsen, forfatter
Sys Bjerre, sanger
Rasmus Botoft, skuespiller
Svend Brinkmann, professor
Nicolas Bro, skuespiller
Laura Bro, skuespiller
Lillian Bondo, fagforeningsformand
Stine Bosse, bestyrelsesformand
Martin Buch, skuespiller
Sebastian Dorset, komiker
Mozdeh Ghasemiyani, psykolog
Jens Christian Grøndahl, forfatter
Morten Goll, leder af trampolinhuset
Steen Hildebrandt, professor
Annette Heick, journalist og sanger
Hilda Heick, sanger
Britta Schall Holberg, tidl. minister
Mette Holm, journalist og forfatter
Hanne-Vibeke Holst, forfatter
Emma Holten, debattør
Bodil Jørgensen, skuespiller
Nagieb Khaja, journalist og forfatter
Nikolaj Kirk, kok
Paula Larrain, journalist og debattør
Kirsten Lehfeldt, skuespiller
Mille Lehfeldt, skuespiller
Kristian Leth, musiker
Shaka Loveless, musiker
Michael Schøt, komiker
Eva Smith, professor
Birte Weiss, tidl. minister
Zaki Youssef, rapper
Tim Whyte, gen.sekr., Mellemfolkeligt Samvirke
Chr. Friis Bach, gen.sekr., Dansk Flygtningehjælp
Anders Ladekarl, gen.sekr., Røde Kors
Trine Christensen, gen.sekr., Amnesty International
Jonas Keiding Lindholm, gen.sekr., Red Barnet
Birgitte Qvist Sørensen, gen.sekr., Folkekirkens Nødhjælp
Rasmus Stuhr Jakobsen, gen.sekr., Care