I byer over hele Iran blomstrer den iranske kvindekamp. Men kampen for frihed og retfærdighed er ikke ny. Maria, Farideh og Melisa tilhører hver sin generation af iranske aktivister, men deler den samme drøm om frihed for deres iranske medsøstre.
Min familie har været aktivister i to generationer.
I 1986 var jeg med min familie på flugt fra Iran, men på vej over grænsen til Tyrkiet valgte vores menneskesmugler i stedet at overgive os til de iranske myndigheder. Så stoppede vores rejse, og i stedet blev vi sat i det berygtede Evin-fængsel, der er kendt for at huse politiske fanger. Der endte vi; jeg, min lillebror og min mor og far.
Jeg var kun fire år gammel. Mit første barndomsminde blev formet i en meget lille celle, og dens præg på mit liv har været stort. Det har taget mig næsten tre årtier at kæmpe mig ud af panikangst, klaustrofobi og agorafobi.
Jeg var ti år, da vi kom til Danmark, og i mange år forsøgte jeg at flygte fra min sociale arv. Det føltes skræmmende at være blandt politiske aktivister, så jeg undgik det.
Men det ændrede sig i 2009, da den grønne bevægelse i Iran brød ud (bevægelsen begyndte efter anklager om valgfusk og med folkelige krav om regimets fald, red.). Det var brutalt; folk blev kørt ned, tusindvis blev skudt. En kvinde ved navn Neda Agha-Soltan blev skudt i hovedet og dræbt. Hendes ansigt blev for evigt lagt som et erindringsspor hos alle iranere.
Jeg mødte op til en demonstration i København og mødte der mange iranere. Der blev antændt en ild hos mig, som ikke længere kunne holdes i skak. Jeg deltog i flere møder, og vi blev en kæmpe gruppe, der arrangerede flere demoer i København.
Den grønne bevægelse blev også kaldt Twitterrevolutionen, fordi sociale medier spillede en stor rolle i forhold til mobilisering, og også her spillede eksiliranerne en stor rolle i forhold til at få budskaberne spredt. Men alligevel var bevægelsen dengang end ikke halvt så stærk, som den nuværende kvinde-liv-frihed-bevægelse. Mange gav op, da befolkningen i Iran holdt op med at demonstrere. Dog kæmpede mange andre aktivister videre rundt omkring i verden.
Det er vigtigt for mig at minde om, at kvindekampen ikke først er begyndt nu. I Iran har man tidligere fundet mange metoder til i al hemmelighed at lave aktivisme. Man inviterer for eksempel til fødselsdagsfest, køber en kage, men sidder i virkeligheden og snakker om ligestilling og mobilisering. Eller man går fra dør til dør eller café til café og indsamler underskrifter.
Kvindernes kamp i Iran har stået på i over 150 år
Maria Kafai Zandeh Del
Der har været kampagner mod stening, hvor man indsamlede underskrifter for at bremse kvinders stenings- eller hængningsdomme. I 2006 var der den berømte underskriftskampagne, hvor det lykkedes at indsamle over en million underskrifter for ligestilling og mod kønsdiskriminerende lovgivning. Kvindernes kamp i Iran har stået på i over 150 år.
De unge, der går på gaden i Iran i dag, har ikke oplevet de samme forfærdelige ting, som deres forældre har. De har fået kærlighed og er blevet forkælede. Derfor er de frygtløse. De har kampgejst og går til kampen med livet som indsats. De kæmper for deres basale rettigheder og er klar til dø for et demokratisk samfund. Deres kampgejst varmer mit hjerte. Som demokratisk borger er jeg ikke kun ansvarlig for andres velvære, men også privilegeret nok til at kæmpe side om side med dem, der ikke har deres rettigheder.