Dr. Masouda Faizi

Dr. Masouda Faizi er en af de kvinder, der kæmper for et nyt Afghanistan. Læs om nogle af de afghanske kvinder, der lige nu kæmper for deres fremtid under Taliban.

“Jeg er læge, og mit speciale er gynækologi. Jeg er også associeret professor ved det nationale institut for ultralyd og bestyrelsesmedlem i Afghanistans Kvindenetværk (AWN).

Før Talibans magtovertagelse i august 2021 var jeg direktør for medicinsk forskning og kliniske studier samt konstitueret direktør for det Nationale Institut for Folkesundhed. I mellemtiden drev jeg også min egen klinik for gynækologi.

I løbet af de sidste 20 år har jeg både arbejdet som læge og forsvaret kvinders rettigheder. Jeg har været medlem af Lægeforeningen, hvor jeg kunne skabe et sikrere arbejdsmiljø for kvinder. Jeg har trænet hundredvis af studerende, der nu arbejder som læger i forskellige dele af Afghanistan. Jeg har arbejdet som direktør for fødeafdelingerne på flere store hospitaler, og jeg har hjulpet tusindvis af kvinder ved at udføre operationer på dem. Jeg etablerede et brystscreeningscenter og afdelingen for laparoskopi på Estiqlal hospitalet i Kabul.

Mellem 2001-2021 stod jeg over for forskellige udfordringer som læge og lektor i medicin på universitetet, fordi disse sektorer anses for at være mandsdominerede på trods af stort behov for kvinder på dette område.

Det internationale samfund har svigtet os. De skulle have lyttet til kvinderne i Afghanistan. Nu skal de presse Taliban til at inkludere kvinder i alle aspekter af samfundet.

Dr. Masouda Faizi

Kort efter at Taliban vendte tilbage, faldt støtten til sundhedssektoren, og jeg så alt falde fra hinanden. Selvom der er tusindvis af læger, der arbejder og forsøger at yde sundhedspleje, så er det ikke muligt at udføre arbejdet uden det rigtige udstyr.

Før august 2021 var jeg en uafhængig læge, der var fri til at rejse og udføre mit arbejde. Men efter den 15. august er jeg blevet afhængig af mandlige familiemedlemmer, som nu skal ledsage mig på rejse og endda på arbejde. I løbet af en enkelt dag blev jeg forvandlet fra at være en fuldstændig selvstændig kvinde til en fuldstændig afhængig kvinde, der nu ikke kan forlade mit hjem uden mandlig ledsagelse.

I mange år har min kamp været at opretholde kvinders rettigheder og hjælpe så mange kvinder som muligt. Jeg kom igennem det første Talibanregime i 1990’erne, men jeg kan ikke gøre det igen.

Det internationale samfund har svigtet os. De skulle have lyttet til kvinderne i Afghanistan. Nu skal de presse Taliban til at inkludere kvinder i alle aspekter af samfundet. Det internationale samfund skal gøre alt for at få Taliban til at inkludere kvinder i alle aspekter af det sociale og politiske liv.”