Et år efter VM i fodbold: Qatars og FIFA’s passivitet skader migrantarbejdere

Amnesty dokumenterer migrantarbejderes vilkår i Qatar
Foto: GIUSEPPE CACACE/AFP via Getty Images

Qatar er stadig langt fra at yde landets mange migrantarbejdere en tilstrækkelig beskyttelse imod udnyttelse af deres arbejdskraft, konkluderer Amnesty International i ny briefing.

Et år efter FIFA’s verdensmesterskab i fodbold for mænd gør organisationen status på de tiltag, som ellers skulle have forbedret forholdene for migrantarbejdere i det rige værtsland.

Fremskridtene for migrantarbejdere i Qatar er stort set gået i stå. Og de begrænsede fremskridt på enkelte områder overskygges i dag af Qatars manglende håndtering af en lang række fortsatte overgreb.

Samtidig har de hundredtusinder af migrantarbejdere – der er blevet udnyttet og misbrugt i forbindelse med Qatars VM-værtskab – fortsat hverken fået retfærdighed eller kompensation her et år efter afviklingen af verdens største fodboldbegivenhed i 2022, der genererede et rekordstort overskud på knap 50 milliarder kroner til arrangøren, FIFA.

Sådan lyder vurderingen fra Amnesty International, som i årevis har dokumenteret udviklingen i Qatar, hvor migranter i milliontal igennem årtier har fået krænket deres basale rettigheder i forbindelse med, at de har taget arbejde i den lille og ekstremt velstående stat på den arabiske halvø.  

”Qatar mangler fortsat at håndhæve og styrke de arbejdsreformer, der blev vedtaget før VM. Det sætter enhver potentiel positiv arv efter verdensmesterskabet alvorligt i fare. Regeringen bør omgående forny sin forpligtelse på at beskytte arbejdere. Både FIFA og Qatar bør finde sammen om en plan for at kompensere alle de, som har lidt”, siger Steve Cockburn, Amnesty Internationals chef for økonomisk og social retfærdighed.

”Alt fra ulovlige rekrutteringsgebyrer til manglende løn betød, at hundredtusinder af migrantarbejdere mistede deres penge, helbred eller sågar livet, mens FIFA og Qatar forsøgte at unddrage sig deres ansvar. I dag, et år efter turneringen, er alt for lidt blevet gjort for at råde bod på disse problemer, men vi må ikke glemme arbejderne, som gjorde VM i 2022 mulig”, siger Steve Cockburn.  

Regeringen i Qatar indførte alt for sent reformer, som den håndhævede alt for svagt, fremhæver Amnesty i sin nye briefing. Dertil kommer, at FIFA først i 2017 indførte en menneskerettighedspolitik, og trods denne lykkedes det slet ikke at forhindre udbredte overgreb, der fandt sted forud for og under turneringen. Også i dag fortsætter overgrebene mod migrantarbejdere i Qatar, kritiserer Amnesty:

”De krænkelser, som skete i forbindelse med verdensmesterskabet i 2022, bør tjene til at minde sportsorganisationer om, at menneskerettigheder altid skal være i centrum, når der tildeles sportsbegivenheder til værtslande”, siger Steve Cockburn.

I sin briefing peger Amnesty på en række områder, hvor rettighederne for migrantarbejdere fortsat halter, ligesom Amnesty har en række konkrete anbefalinger til, hvordan Qatar kan forbedre beskyttelsen af migrantarbejdere i landet.