Corona-pandemien og dens afledte konsekvenser har ramt kvinder, piger og LGBTI-personer rundt om i verden hårdt. Men tilbageslagene til trods har det seneste år også budt på en række fremskridt. Amnesty giver dig her fem grunde til også i år at fejre Kvindernes Internationale kampdag.
Argentinas grønne bølge sejrede
Efter adskillige års utrætteligt arbejde fra aktivister blev abort omsider legaliseret i Argentina i december 2020. Den nye lov vil redde liv – igennem de sidste 30 år har usikre aborter været den primære årsag til mødredødelighed i Argentina.
Gravide piger i Sierra Leone kan atter komme i skole
I marts 2020 omgjorde Sierra Leone et forbud imod at gravide piger kunne komme i skole og gå til eksaminer. Siden 2015 havde forbuddet knægtet pigers deres ret til uddannelse, skadet deres fremtidsudsigter og stigmatiseret dem på grund af graviditet.
Reformerede voldtægtslove
I december 2020, efter årevis af arbejde fra Amnesty, aktivister og partnerorganisationer, vedtog Danmark en ny voldtægtslov baseret på samtykke. Andre lande er i færd med lignende forbedringer af deres voldtægtslove: I 2019 indførte Grækenland en samtykkebaseret lovgivning, i 2020 ændrede Kroatien sin lovgivning, mens Spanien og Holland annoncerede, at de ønsker at gøre det samme. Nye love vil ikke standse alle voldtægter, men de vil ændre holdninger omkring voldtægt og sikre større retfærdighed for ofre.
Flere lander anerkender homoseksuelle ægteskaber
Costa Rica blev sidste år det første land i Mellemamerika til at legalisere ægteskaber mellem mennesker af samme køn. I Nordirland fandt det første homoseksuelle ægteskab sted. Gabon afkriminaliserede homoseksuelle forhold, og i Angola trådte en lov i kraft, som fjernede et forbud mod homoseksuelle forhold. Montenegro legaliserede civile partnerskaber mellem mennesker af samme køn, og Kroatien gjorde det tilladt, at homoseksuelle par kan være plejeforældre.
Sudan forbød omskæring af piger
Sudan har en af verdens højeste forekomster af omskæring af piger, men i juli 2020 blev den praksis forbudt. Hvis loven bliver implementeret og efterlevet ordentligt, vil millioner af piger af kvinder blive beskyttet imod en risikoen for livslang smerte.