Grækenland tvinger med vold asylansøgere og migranter ud af landet

Græske grænsevagter tilbageholder og tvinger med vold asylansøgere og migranter tilbage over grænsen til Tyrkiet. I velkoordinerede og udbredte operationer tilsidesætter myndighederne fuldstændigt de berørtes basale rettigheder, lyder kritikken fra Amnesty International, som over fem måneder har undersøgt de græske såkaldte ”pushbacks”. 

Èn blev tæsket så voldsomt, at han ikke kunne bevæge sig bagefter.

Èn anden blev ført bort af strømmen, da han blev smidt i floden Evros, som adskiller Tyrkiet og Grækenland, selvom han ikke kunne svømme.

Sådan lyder blot to af de adskillige voldsomme eksempler på overgreb mod asylansøgere og migranter, som Amnesty International i en ny rapport dokumenterer, at græske myndigheder står bag. 

Læs rapporten

De ulovlige og voldelige græske såkaldte ”pushbacks” kan, alene i de tilfælde Amnesty har undersøgt, have ramt op mod 1000 mennesker, herunder også mennesker, der er taget af myndighederne flere hundrede kilometer inde i Grækenland og siden tvunget over grænsen til Tyrkiet.

”Det står klart, at en række græske myndigheder arbejder i tæt koordination om brutalt at pågribe og tilbageholde mennesker, som søger sikkerhed i landet. Mange af dem bliver udsat for vold, før de fragtes til floden Evros, hvorfra de med tvang returneres til Tyrkiet”, siger Adriana Tidona, migrantionsresearcher for Amnesty International.

”Vores research viser, at voldelige pushbacks er blevet Grækenlands de-facto politik for grænsekontrol i Evros-regionen. Den grad af organisering, som det kræver af udføre disse tvungne tilbagesendelser, nogle gange via uofficielle detentionscentre, viser, hvor langt Grækenland går for illegalt at returnere mennesker og skjule det for omverdenen” siger Adriana Tidona.

Amnesty kræver, at Grækenland øjeblikkeligt standser volden imod asylansøgere og migranter og efterforsker de overgreb, som allerede er sket.

Da overgrebene er sket i områder, hvor EU’s grænseagentur Frontex har en betydelig tilstedeværelse, vurderer Amnesty desuden, at Frontex ikke kan være uvidende om de voldelige tvungne tilbagesendelser, og derfor opfordrer Amnesty Frontex til enten stopper krænkelserne eller suspenderer sine operationer i Grækenland.