Kim André modtog i foråret 2023 voldsomme hadbeskeder og dødstrusler, fordi han sammen med sin kollega skulle optræde med et dragshow for børn på Frederiksberg Bibliotek. De valgte at gennemføre showet, men oplevelserne sidder stadig dybt i ham. Han håber, at anmeldelser om hadtaler fremover vil blive taget mere seriøst – og at alle tænker lidt mere over, hvad de skriver til andre mennesker.
Du modtog masser af hadbeskeder og trusler, efter at historien om jeres show på Frederiksberg Bibliotek begyndte at rulle i medierne. Hvilke husker du særligt?
”Vi vil dræbe jer med vores bare næver”. ”Jeg kommer ikke for at se dig groome børnene. Jeg kommer af en helt anden årsag”. ”Jeg har 117 profiler. Du kan ikke skjule dig, din kujon”. Det var meget voldsomt med sådan nogle beskeder fra folk, man ikke kender, og som ikke ved, hvem jeg er.
Hvordan havde du det efter at have læst dem?
Først blev jeg sådan lidt ”what the fuck – hvad foregår der lige her?” Senere begyndte jeg at tænke over, om der virkelig var folk, der ville skade os eller slå os ihjel. Jo mere, jeg læste kommentarsporene, jo mere fyldte det.
Hvad chokerede dig mest?
En af dem, der lavede en demonstration mod os, har jeg tidligere spillet skuespil med. Det undrede mig virkelig meget, at en, jeg kendte, gik imod alt det, som jeg står for. Vi var venner på Facebook – det er vi så ikke mere.
Overvejede du på noget tidspunkt at trække dig og aflyse din optræden?
Hadtalen og truslerne eskalerede efter, at min kollega havde været i Go’ Aften Live på TV 2 for at fortælle om alt det had, vi var blevet udsat for. Så vi spurgte os selv, om det virkelig var det værd, og om det overhovedet var sikkert for børnene, hvis der kom en bombetrussel eller sådan noget. Til sidst besluttede vi, at der ikke var nogen, der skulle kunne lukke munden på os, fordi vi gerne ville lave et show tilegnet børn på et bibliotek. Det er så uvirkeligt, at det her kunne ske, og senere kom der så hele hetzen mod Onkel Reje, og det fortsætter jo bare.
Demonstrationen mod os var jo egentlig ikke mod dragkunsten, men fordi menneskerne bag er transfober, der mener, at vi kønsforvirrer børnene og vil have alle børn til at skifte køn, hvilket jo er absurd. For os handler det om at vise børnene, at alle skal være lige, om accept, og om at være respektfulde og søde ved hinanden. Børn kan være virkelige ondskabsfulde – det har jeg selv oplevet som barn – så det er jo mere den her med at prøve at give dem nogle redskaber til at være gode ved hinanden, uanset hvor forskellige de er.
Hvad gjorde du for at beskytte dig selv?
Jeg blokerede folk og gjorde mine profiler private. Jeg har ellers altid haft offentlige profiler, fordi jeg er en offentlig person og har lavet det her i snart ti år. Samtidig forsøgte jeg at gå i dialog med hende, der førte an i hetzen mod os. Men hun havde en meget klar holdning til, hvordan det hele var, og at det var mig, der var forkert på den. At jeg er satanist, pædofil og groomer – mange forfærdelige ting. Jeg prøvede at forklare, at det jo bare var en karakter, og at beskyldningerne var helt absurde og grundløse. Men både hun og de andre var meget fast besluttede på, at det var sådan, det var.
Hvad gjorde, at du og din kollega valgte at gennemføre showet?
Det gjorde vi, fordi vi ikke ville have, at de skulle bestemme over os, og hvad andres børn skulle have mulighed for at se. Vi ville også bare gerne vise, at vi ikke gør noget forkert. Hvis vi havde trukket os, havde de måske tænkt, at det så var fordi, vi godt selv kunne se, at vi gjorde noget forkert. Og det gør vi jo ikke. Vi laver et børneshow. Men vi var faktisk pissebange for, at nogen ville skade os og blev da også guidet ind ad en bagindgang på biblioteket, og der var også ekstra sikkerhed på. Vi måtte heller ikke tage ud og vinke til alle de her moddemonstranter, der var kommet for at støtte os, fordi man ikke kunne garantere for vores sikkerhed. Så vi kiggede på hinanden og sagde, at det kan godt være, at det er i dag, vi dør, men at vi så i det mindste står ved os selv og gør det, vi elsker – og at vi ikke ville skuffe alle de børn, der havde glædet sig til at se vores show.
Hvad betød det for dig, at så mange bakkede jer op – ikke mindst ved at møde talstærkt op ved biblioteket sammen med deres børn?
Det betød sindssygt meget. Det var helt vanvittigt at se, at de stod derude i flere timer for at støtte os. Det her var jo ikke kun et angreb på os, men på hele LGBT+-samfundet, og derfor er det vigtigt at kunne se, at når vi står sammen, så overdøver vi faktisk dem, der råber meget højt imod os. Men det viser også, at det stadig er vigtigt at have en pride, fordi LGBT+-personer stadig oplever virkelig meget had.
I starten tænkte jeg, om det overhovedet var klogt, at der blev lavet en moddemonstration, så modstanderne af showet fik endnu mere taletid. Nu har medierne været virkelig gode til at lave grin med dem, men det er jo også fordi, det de siger, er så hjernedødt i mine øjne. Så på den måde har medierne gjort en masse fine ting. Men journalisterne kunne godt have gjort lidt mere i forhold til ikke kun at tænke i clickbait og overskrifter, så man måske kunne undgå alt det her drama.
Nu er der gået nogle måneder. Hvordan har du det lige nu med det hele?
Lige nu har jeg det forholdsvis fint. Det er stadig noget, der sidder i baghovedet, og en gang imellem tænker jeg, om der nu er nogen, der følger efter mig. For en måned siden var jeg på vej hjem og var nået frem til min gade, da jeg pludselig kunne mærke, at der gik nogen bag ved mig. Med det samme tænkte jeg ”fuck, nu sker det, nu går det galt”, så jeg løb over til min opgangsdør og prøvede febrilsk at låse mig ind. Jeg kom ind og fik lukket døren, men da jeg var på vej op ad trappen, kunne jeg høre, at opgangsdøren var gået op igen, så jeg skyndte mig at komme ind i min lejlighed og fik lukket min dør – og fandt så ud af, at det bare var overboen eller en anden, der også skulle ind i opgangen.
Så der er nogle ting i min hjerne, krop og psyke, der siger, at jeg virkelig skal være på vagt hele tiden, fordi jeg ikke ved, hvem det er, der har skrevet de her trusler, og hvad folk kan finde på at gøre. Jeg har jo nok fået noget angst eller en mild form for PTSD og skal da også tale med en psykolog om de her ting.
Hvorfor er det vigtigt for dig, at der kommer mere fokus på hadtale?
Det er vigtigt, fordi det er noget, der har eksisteret altid. For mig handler det om, at vi skal prøve at være gode ved hinanden. Der er så meget, der er forfærdeligt i verden, og had går virkelig ind og skader på alle mulige planer.
Jeg synes, det er fucked, at nogle skal diktere, hvordan andre skal leve, når det ikke har noget med dem at gøre. At LGBT+-samfundet skulle have en agenda om at overtage verden og alle sådan nogle ting. Nej, vi er bare blevet så fucking trætte af at blive trampet på, sparket til, slået ned, slået ihjel og udsat for diskrimination. Vi vil bare anerkendes og kunne leve uden alt det her had. Og vi går ikke ind og pådutter nogen noget, men prøver bare at vise, at der altså også er andre måder at leve på. Det er så vanvittigt, at vi ikke bare kan leve sammen uden alt det had, og det er derfor, at jeg gerne vil have det stoppet.
Hadet kan være med til, at teenagere gør skade på sig selv eller begår selvmord, fordi de føler sig forkerte og ikke har lyst til at vise, hvem de er. Jeg levede selv i skabet, indtil jeg var 24, fordi jeg gik på en kristen privatskole, hvor det var forkert, og jeg blev mobbet med det som barn. Og der var ikke rigtig nogen LGBT-personer i fjernsynet, jeg kunne spejle mig i, og de få, der var, blev altid latterliggjort. Så jeg følte sig ikke fri til at være den, jeg var, når det nu var så forkert. Så alt det her had og misinformationen omkring LGBT-personer er nødt til at blive stoppet.
Hvad mener du, at der skal til for at bekæmpe hadtale?
Politikerne har i hvert fald et ansvar. Og det har medierne også – ikke mindst de sociale medier. Anmeldelser af hadtale skal tages meget mere seriøst, så folk finder ud af, at det faktisk er forbudt at true andre på livet, og at du ikke må kalde folk for pædofile groomere og bruge andres navne til at trække dem igennem mudderet.
Men i princippet burde folk selv have ansvaret for at opføre sig ordentligt. For at skrive positive ting eller være nysgerrige efter at få en anden vinkel på det, hvis der er noget, de ikke forstår – i stedet for bare at hoppe med på den vogn, der kører 120 kilometer i timen med hadet efter sig. Og måske skal man allerede i børnehaverne og skolerne til at lære om, hvordan man respekterer og taler til andre. Derudover kunne man overveje at indføre verificerede kontoer, hvor du skal bruge dit MitId for at kunne få en profil på sociale medier. Jeg tror, det ville gøre, at folk ville tænke mere over, hvad de skriver. Men alt i alt har vi alle sammen et kæmpe ansvar for at sige fra over for hadet og for at gå i dialog med dem, man er uenig med.
Hvad skal der ske nu?
Jeg har lavet en minimusical om hele dette forløb til Priden, hvor vi også er booket til forskellige institutioner og børneshows. Så vi er ikke stoppet med at gøre de her ting, men der er klart mere sikkerhed på nu, hvilket jo er fuldstændig hul i hovedet, når man tænker på, at det handler om et børneshow. Det giver absolut ingen mening, men sådan er det jo, når nogle mennesker bliver hjernevasket til at tro, at alle mennesker er imod dem, og at deres opgave er at redde andre.