”Jeg blev meget skuffet over Danmark”



”Jeg blev meget skuffet over Danmark”

Ahmed Mansoor modtog i oktober Martin Ennals Award – kendt som Nobelprisen i menneskerettigheder. Her fortæller han om reaktionen i sit hjemland, De Forenede Arabiske Emirater, og om sin skuffelse over, at dansk politi handler ind for millioner hos det samme overvågningsfirma, der hjælper styret i Emiraterne til at ramme aktivister som ham selv.

Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #4 2015
Tekst: Bjarke Windahl Pedersen

Hvilke reaktioner har du fået på prisen i Emiraterne?

Mange har lykønsket mig, men kun privat og offline. Officielt har der ingen reaktion været. Myndighederne er sikkert ikke glade for at se en prismodtager fra Emiraterne, for det viser jo, at der er alvorlige problemer her, stik imod det image, som myndighederne forsøger at portrættere til omverdenen.

Du kunne ikke selv deltage ved prisuddelingen, fordi myndighederne fastholdt dit rejseforbud på trods internationalt pres. Kom det bag på dig?

Nej. Men hele verden så, at myndighederne nægtede en menneskerettighedsforkæmper udrejse uden nogen form for juridisk begrundelse.

I 2012 blev din computer inficeret med en aggressiv overvågningssoftware, der gjorde, at hackerne kunne følge med i al din kommunikation. Hvad betød det for dit arbejde?

Jeg er før blevet forfulgt og overvåget fysisk. Men det er en meget grim følelse, at nogen har adgang til al din private kommunikation. Det føles som om, de roder rundt i dit hjem og gennemgår dine ting.

Min største bekymring gælder de ofre for menneskerettighedskrænkelser, som kontakter mig her. Overvågningen sætter dem i fare. De bliver mål for regeringen, som kan bruge den information, de deler med mig, til at kriminalisere dem ved hjælp af de meget vagt formulerede love, vi har her i landet.

Det samme gælder min egen kommunikation med internationale menneskerettighedsorganisationer, FN og andre. Den kan bruges imod mig.

Jeg tror stadig, jeg er overvåget, men jeg er i forvejen meget offentlig med mit arbejde, så min bekymring handler ikke primært om mig selv. 

Med hjælp fra sikkerhedseksperter i Toronto, blev det klart, at programmet, der blev brugt imod dig, var Remote Control Systems, et flagprodukt fra det italienske firma Hacking Team. Hvordan var din reaktion på den besked?

Det var meget skuffende, at et europæisk firma stod bag. Normalt har EU love, der skal regulere sådanne salg. Desværre er de firmaer, som sælger denne type overvågningsprogrammer, ligeglade med, om de bruges til at invadere privatlivet og overvåge menneskerettighedsforkæmpere og fredelige politiske aktivister.

Hvordan kan du vide, at Hacking Team er ligeglade – kunne de ikke bare være naive eller uvidende?
Fordi der har været masser af historier om, hvordan deres programmer bliver misbrugt af de autoritære regimer, som de sælger til. Og fordi Hacking Team selv for nylig blev hacket. Deres interne kommunikation, som blev lækket til offentligheden, viste, at de er fuldstændig klar over, hvordan deres programmer bliver brugt.

Da Hacking Team selv blev hacket, kom det også frem, at dansk politi netop har købt udstyr for mere end fire millioner kroner hos firmaet. Hvad mener du om det indkøb?

Det overraskede mig. Og det gjorde mig meget skuffet. Vi plejer altid at bruge Danmark, Sverige, Norge og Holland som de tæt på perfekte eksempler på lande, som forsvarer menneskerettighederne.

Så jeg havde aldrig forestillet mig, at et land som Danmark ville lave forretninger med et firma, hvis hovedaktivitet er at levere software til autoritære regimer, som bruger det til at ramme menneskerettighedsforkæmpere og fredelige politiske aktivister.

 Hvilken handling ville du foretrække at se fra Danmark? 

Samarbejdet med Hacking Team bør stoppes omgående. Og jeg så gerne, at Danmark lod de, som er blevet ramt af Hacking Teams software, føre sager imod firmaet fra Danmark.

Hvordan kan danske Amnesty-medlemmer hjælpe?

I kan fortsætte med sætte fokus på krænkelserne i UAE og i resten af regionen. Få jeres diplomater til at rejse jeres bekymringer. Det hjælper os virkelig. Og hvis mange lande gør det, så løber det op. UAE er ikke særlig lydhøre for tiden, så vi er nødt til at øge presset.


Baggrund: Juryens begrundelse for at tildele Ahmed Mansoor årets Martin Ennals Award, der er opkaldt efter Amnesty Internationals første generalsekretær

· Ahmed Mansoor er en af de få stemmer i de Forenede Arabiske Emirater, som giver en uafhængig, troværdig vurdering af menneskerettigheds-situationen.

· Han rejser regelmæssigt sager om vilkårlige anholdelser, tortur, uretfærdige retssager og lovgivning, der strider mod international ret.

· Han har været udsat for gentagne trusler og chikane, og i 2011 blev han idømt tre års fængsel for at have fornærmet offentligt ansatte.

· Siden 2011 har hans pas været inddraget, og han har haft forbud mod at rejse ud landet.