“Jeg håber, vi kan sætte tankerne igang hos politikerne”

Malene Posselt er en af de Amnesty-aktivister, der arbejder benhårdt for at få indført en ny og bedre samtykkebaseret seksualundervisning. Her fortæller hun hvorfor.

Hvorfor er kravet om en bedre seksualundervisning vigtigt for dig?

Den seksualundervisning, jeg modtog i 8. klasse, var under al kritik. Undervisningen tog udgangspunkt i BodyBio-film (fra 1992) og handlede kun om prævention og kønssygdomme. Jeg stod tilbage med flere spørgsmål end svar.

Desværre så jeg også, hvordan en ungdomskultur, der ikke er undervist i samtykke, kan skade unge i deres forhold til sex.

Hvad håber du der kommer til at ske på mødet torsdag?

Selvfølgelig håber jeg, at der vil dukke mange op, så vi kan få spredt budskabet, og jeg håber, at vi kan sætte tankerne igang hos politikerne og at de vil gå derfra med intentionen om at ændre vores seksualundervisning.

Hvad er dit budskab til politikerne?

Sæt jer ned og lyt til, hvad vi har at sige. Tag et ansvar for den kultur, som seksualundervisningen er med til at opretholde – den seksualundervisning som I har ladet fortsætte uændret i flere år.